Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Trængte elbiler

Mange ynder at spå om, at elbilerne snart totalt vil fortrænge de benzin- og dieseldrevne køretøjer (”de fossile”). Salget i Danmark har da også været støt stigende og udgør efterhånden en betydelig andel af de nye biler, der sælges. Hertil kommer, at Danmark importerer mange brugte elbiler, der kan sælges til en rimelig penge.

Men elbiler er stadigvæk betydeligt dyrere end de fossile. I Berlingske var der en oversigt over priser på hhv. brugte og nye elbiler, og her kunne man se, at selv de mindste elbiler med små batterier og dermed kort rækkevidde, som nye ville koste fra 180.000 kr. og opefter. Således står en lille Mazda MX30 med kun 200 km’s rækkevidde til 190.000 kr.

Når bilerne overhovedet kan sælges, skyldes det den delvise fritagelse for afgifter. I Weekendavisen kunne man læse, at en Tesla model Y Long Range, med fulde afgifter ville koste 863.000 kroner.

Det ville være prisen for bilen, hvis den kørte på benzin. Men fordi Teslaen er eldrevet og i kridthuset på Slotsholmen, står den i 410.000 kroner. Altså under det halve. Gaven fra de danske politikere til Elon Musk – afgiftslempelsen – er på 450.000.

Det er således en kraftig håndsrækning fra det offentlige, der hjælper salget videre. I Norge er situationen endnu mere grel, idet elbilerne her er totalt fritaget for afgifter og skatter. Det har bevirket, at over 90% af de solgte nye biler er elektriske. Men prisen for den norske stat er tårnhøj, vores norske kollegaer fra Klimarealistene har fortalt, at den årlige udgift sniger sig op i nærheden af 40 milliarder norske kroner, eller knap 30 mia. danske. Det er jo en sjat, og måske en smule forunderligt, når man tænker på, at Norges hovedindtægtskilde er salg af fossile brændstoffer.

Men elbilerne er stadigvæk relativt dyre, når de forlader fabrikken. Det har man set meget tydeligt i Tyskland, hvor der ligeledes var rundhåndede afgiftslettelser, og salget var støt stigende. Ved årsskiftet 2023-24 måtte den tyske regering imidlertid erkende, at der ikke længere var råd til at undvære de indtægter, og lettelserne forsvandt ved starten af 2024. Resultatet var et drastisk fald i salget af elbiler.

I Sydeuropa er problemstillingen en helt anden. Her er afgifterne på biler meget små – f.eks. fra 2 til 14% i Spanien – og derfor er der ikke noget at give lettelser af. Det betyder, at elbilerne kommer på markedet til fuld pris, og den er slet ikke konkurrencedygtig med de mindre fossile biler, som kører rundt på vejene i stort antal. I Spanien er det således kun 6% af de nysolgte biler, der er elektriske. Så bliver der lang vej til udskiftningen af hele bilparken.   

Allerede til næste år træder et af EU’s nye påhit ellers i kraft. Det er kravene til bilfabrikkerne om, at deres solgte biler skal have en gennemsnitlig udledning af CO2, der er mindre end, hvad der kommer fra en fossil bil. Det kan fabrikkerne således kun efterleve, hvis en stigende procentdel af de producerede biler er elbiler – der jo altid regnes som nul i udledninger, uanset hvor meget kulfyret strøm, der er gået til at lade dem op. Det bliver et kæmpe problem for bilbranchen, der ikke har det for godt i forvejen, når prognosen for salget af elbiler er et fald. Resultatet kan meget vel være yderligere økonomiske vanskeligheder for den europæiske bilindustri og tab af markedsandele til f.eks. japanske eller koreanske bilfabrikanter.

I USA har man tilsvarende lovgivning på vej. Bilfabrikkerne skal også her tvinges til at bygge flere og flere elbiler, ved at kravene til de gennemsnitlige udledninger for bilparken skal skærpes. Nu er der imidlertid udsigt til, at den kommen præsident Trump, som et led i sin generelle oprydning i vildtvoksende klimalovgivning, vil skrotte de krav. Paradoksalt nok er der nu bilfabrikanter, der beder om, at reglerne bibeholdes. Forklaringen er, at de har ofret ufattelige summer på at etablere produktion af elbiler, og da amerikanerne generelt er lunkne over for disse, vil en ophævelse af reglerne medføre et endnu større stormløb tilbage mod de fossile biler.  

Hele historien er meget instruktiv, hvis man vil forstå, hvorfor forsøg fra magthavernes side på at styre markedet i en bestemt retning sjældent medfører noget godt. Med elbilen har vi en teknologi, der hverken er konkurrencedygtig på prisen eller på ydelsen, og derfor ville salget have været helt forsvindende, hvis ikke det var for alle krumspringene med tilskud, fritagelser osv.  

Del på de sociale medier

10 Comments

  1. Per Bjerring-Jensen

    Når man tænker tingene igennem mange gange, kommer man til den samme konklusion; danskerne er simpelthen frakendt retten til at tænke selv. Prøv at visualisere hvad der ville ske hvis et parti gik fuldt og helhjertet ind for at forsvare ejerne af diesel og benzin biler og nedsætte afgifterne til et rimeligt niveau og samtidig fortalte disse mennesker at det faktisk er dem, der betaler for el-bilernes drift, sammen med med de alt for store el-afgifter de også bliver pålagt.
    Jeg er ikke overbevist om at tyskernes førerposition som toneangivende i Europæisk EU politik holder ret meget længere. Mange af de store virksomheder i Tyskland har efterhånden trukket stikket, sidst FSG og Flensburg Paper, en hundrede år gammel virksomhed. Den første virksomhed har (havde) c. 800 beskæftigede forsørgere, medens Flensburg Paper ‘kun’ har 210.
    Den Schleswig-Holsteinske regering har lige brændt fingrene med en lånegaranti til virksomheden North Volt på ikke mindre end 700 mio. Euro, så der bliver vel ikke noget tilskud og hjælp til de kommuner, der er ved at gå konkurs. Det er jo godt at ATP’s andel af den konkurs ikke bliver af de helt store og det bliver spændende at se hvor alle pengene er blevet af; til batteri produktion er de ihvertfald ikke alle gået.
    Det bliver uhyggelig spændende at se hvad der sker i februar; der er allerede konspirationsteorier igang, der vil sikre CDU majoriteten i Bundestag; hvis man ikke opnår stemmer nok til et flertal, er det manges mening at de vil indgå i et samarbejde med AfD og så sker der ting og sager i Tyskland. Hvis de ikke får deres ønsker opfyldt i EU, tror jeg de træder ud af samarbejdet og kigger indad for at hjælpe deres egen befolkning og ikke forsyne den resterende del af Europa med økonomisk fremgang. De bliver simpelthen tvunget til at frigøre den tyske befolkning fra de åg, de har båret de sidste 80 år.

  2. JENS JAKOB KJÆR

    De frelste bør slet ikke have en bil.

  3. Svend Stouge

    Ifølge nyhederne går salget af elbiler rimeligt fremad i Danmark.
    Andel Energi (baseret på vindmøller) kører en reklamekampagne om elbiler og konkluderer, at der ikke er plads til ‘fossile’ biler i den ‘grønne omstilling’. Dette ville betyde, at en stor del af befolkningen vil blive sat ‘udenfor’.
    Reklamen fremstår mere som et propagandafremstød end en reklame for et elselskab og er næsten diskriminerende.
    Kedelig udvikling, den ‘grønne omstilling’.

  4. JENS JAKOB KJÆR

    Når folk køber en cykel giver de gladeligt en formue for en letvægtcykel for at den er nogle få 100 gram lettere, men når de køber en bil gør det pludseligt ikke noget at elbilen er dobbelt så tung.

  5. Harald Madsen

    Elbiler kommer til at være billigere end ICE, det er kun et spørgsmål om tid og skalering af produktionen.

    Som udgangspunkt er elbiler billigere at producere med den markante undtagelse at batteriet er dyrt at producere. Prisen på batterier at dog faldet voldsomt og kommer til at forsætte ned af.

    Mit bedste bud er at senest i 2030 vil elbiler være billigere at producere end ICE biler. I forvejen er de billigere i drift så når/hvis jeg får ret i det er der ikke længere nogen, eller i hvert fald kun ganske få, i den vestlige verden som vil købe en ICE.

    Om det så er fair at regeringer verden over har valgt at agere “fødselshjælper” ved at skubbe markedet i gang med tilskud kan man selvfølgelig diskutere. Men det ser nu ud til at virke meget godt ret mange steder og det er jo ikke hverken nyt eller usædvanligt med den slags tilskud i en periode.

    • Henning Holm Sorensen

      Fødselshjælp har stået på i 5-6 år. Samfundet optager jo en masse omkostninger for EV. F.eks. ladestandere på alle gadehjørner i byerne, et markant større slid på vejene, omvendt Robin Hood med meget lavere registreringsafgift, tilskud til at fylde energi på køretøjet.
      Personligt kan jeg ikke se, hvorfor kommunerne skal opstille ladestandere på gaderne, når elbil-ejerne kan køre hen på en energistation (som OK kalder det).
      Elprisen i timerne 17-21 er pålagt ekstra omkostning, hvor det retteligt burde være elbilerne, der fik 3-4 DKK/kWh i stedet i det tidsrum. Børn, der forsørges af en enlig mor har jo også ret til varm aftensmad.
      Vejbelastningen går med 4. potens så en dobbelt så stor elbil i forhold til en ICV slider 16 gange mere på asfalten, derfor fuld vægtafgift til elbiler.

    • Lars Nielsen

      Kære Harald Madsen
      Har du nogle tale, der kan understøtte dine påstande. Hvordan går det med rækkevidden

  6. Michael Rasmussen

    Det bliver meget værre i fremtiden, hvis flere køber elbiler.
    Så ryger alle de midlertidige fordele, fordi Staten skal jo have mindst de samme indtægter som før, så det bliver kun dyrere.
    Strømmen vil også komme til at koste en formue i fremtiden, når elforbruget kommer til at tidobles med flere elbiler, og der samtidig kun bliver produceret midlertidig strøm en gang imellem med legetøjsvindmøller og solceller i vores evigt overskyede land.
    Senere kommer så udskiftningen af millioner af udtjente litiumbatterier, som måske endda bliver umulige at få fat i, når Kina invaderer Taiwan, og Europa indfører sanktioner mod Kina.
    – pas godt på jeres benzinbiler.
    De bliver værdifulde i fremtiden.

  7. Michael Johansen

    I Storbritannien er det også helt tosset. Her er det forhandlerne, der kan se klækkelige bøder, hvis de sælger for mange benzin-biler.
    Jeg kan iøvrigt anbefale YouTube-kanalen MGUY Australia, der tager el-bilerne under et kritisk gennemsyn.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*