Forstærkning af orkaner?

Medierne har været fulde af historier om, hvordan orkanerne Helene og Milton blev gjort værre af den globale opvarmning. Det har vi været inde på flere gange, men det er påstande, der er meget sejlivede, medierne svælger uafladeligt i, hvor meget værre det hele er blevet pga. ”klimaforandringerne”.

Og nogle går endnu videre. I en lang og meget interessant artikel på sin hjemmeside om de to orkaner indleder meteorologen Chris Martz med at citere et amerikansk medie, Politico, der går så vidt som til at skrive:

Republikanerne må gøre mere end det mindst mulige for at forhindre orkaner som Helene og Milton i overhovedet at dukke op.

Som Martz tørt påpeger, der er næppe noget lovforslag, der bare kunne have forhindret de to orkaner helt og holdent.

Men fortællingen som alle medierne løber med stammer fra WWA, World Weather Attribution (”Verdens Vejr-Sammenkædning”), hvor budskabet er, at atmosfærens øgede indhold af drivhusgasser har medført en opvarmning af havet, og det varmere hav giver mere fordampning, der netop er drivkraften bag orkanerne. Så den globale opvarmning medfører både kraftigere orkaner, og deres styrke stiger hurtigere end førhen. Samtidigt kan den varmere luft rumme mere vanddamp, og det gør regnvejret og oversvømmelserne i forbindelse med orkanerne kraftigere. Vi er skyldige, og det skal være slut med at køre rundt i store benzinslugere.  

Ifølge WWA’s og tilsvarende lynhurtige studier, hvor der ikke spildes tid på fagfællebedømmelsen, skulle klimaforandringerne have medført at Helene gav anledning til 50% mere regn, og Milton til 20-30% mere. Milton havde også en maksimal vindhastighed, der var 10% højere, end den ville have været, hvis det ikke var for de menneskelige CO₂-udledninger. Med et ”førindustrielt” niveau ville Milton kun have været en kategori 2-orkan og ikke kategori 3, som den var, da den gik i land.

Endvidere var de høje temperaturer i den Mexicanske Havbugt, som medførte orkanernes hurtige acceleration, 200-500 gange mere sandsynlige pga. udledningerne af drivhusgasser.

Det er en yndet måde at male situationen op på ved at tale om sandsynligheder og ”hundredeårs-hændelser”, der indtræder hvert tiende år, eller endda hvert år, når vi rigtigt skal være bange.

Men igen, statistikkerne er ikke på WWA’s side. Fig. 1 viser det totale antal orkaner, globalt siden 1980. Der er ingen udvikling i retning af flere.

Det fremføres så, at der ikke nødvendigvis er blevet flere orkaner, men at de er blevet kraftigere, fordi der er mere energi til rådighed fra det varmere havvand. Det skulle så betyde, at der er sket en forøgelse af antallet af kraftige orkaner, klasse 3-5. Men det er der heller ikke, som det fremgår af fig. 2.

Selv ikke i et afgrænset område som Florida, er orkanerne blevet mærkbart mere intense. Fig. 3 viser laveste lufttryk i samtlige orkaner, der har ramt staten siden år 1900. Styrken af en orkan hænger nøje sammen med lufttrykket i øjet, jo lavere sidstnævnte er, desto kraftigere er orkanen. Helt til højre ser man Helene og Milton, de stikker på ingen måde ud, og langt tilbage i tiden har der været mange kraftigere tilfælde. 

Nu påstås det jo som nævnt, at en højere havoverflade-temperatur giver kraftigere orkaner. Temperaturen er svinget en del gennem årene, der er ingenlunde tale om nogen jævn udvikling. Man kan derfor opstille en graf som vist på fig. 4, hvor sammenhængen mellem den maksimale vindhastighed og havtemperaturen er vist. Heller ikke her er der noget billede af, at højere havtemperaturer skulle give kraftigere orkaner.

Så var der påstanden om, at den varmere havtemperatur skulle give hurtigere stigninger i orkanernes styrke. Heller ikke her er der nogen udvikling at spore globalt siden 1990, se fig. 5. Nogle orkaner udvikler sig hurtigt, andre langsommere, men der har ikke været nogen tendens hen gennem tiden.

Endeligt er der mængden af regn i forbindelse med orkanerne. Det er rigtigt, at varmere luft kan rumme større mængder af vanddamp, og derfor i teorien give anledning til mere nedbør. Men regnen styres af andre faktorer ved siden af, og sammenhængen er på ingen måde entydig. Hvis luften er en grad varmere, så kan den rumme 7% mere vanddamp. Det er ikke så meget, og kan ikke i sig selv være grundlag for påstandene om, at Helen gav 50% og Milton 20-30% mere regn. De ”konklusioner” er simpelthen noget sludder.

Chris Martz’s artikel rummer mange interessante detaljer og er absolut et nærmere studium værd. Igen afsløres WWA og den hurtige sammenkædning som det, det er: Ren politik.