Hele Nordeuropa blev her i starten af november ramt af det, som tyskerne kalder en Dunkelflaute, en periode uden solskin og vind af betydning for forsyningen med ”vedvarende energi”. Ordet har efterhånden fundet vej ind i engelsk og amerikansk klimalitteratur og er et nøglebegreb, hvis man vil forstå udfordringerne med en energiforsyning baseret på solceller og vindmøller.
Der var ikke megen vind i en længere periode, men især de 5 døgn fra 4.-9. november var præget af næsten vindstille og et jævnt overskyet vejr. Situationen i Danmark er vist på fig. 1, hvor man ser forbruget og den samlede produktion fra hhv. sol og vind. Det blæste en smule om morgenen d. 4. og vinden tog til igen ud på eftermiddagen d. 8., dog uden at nå imponerende højder d. 9. Og ind imellem, især tidligt om morgenen d. 6., var produktionen fra møllerne helt nede under 10 MW, dvs. i nærheden af 0,1% af den installerede kapacitet.
Fænomenet var ikke kun begrænset til Danmark, Tyskland var f.eks. ramt af en tilsvarende vindtørke og mangel på sol, som vist i fig. 2. Her er gengivet kurven for hele ugen og på det fremhævede tidspunkt ser man, hvordan Tysklands 71 GW møller leverede 2,5 GW og solcellerne (ca. 93 GW’s kapacitet) ingenting. Om aftenen d. 6. var situationen endnu værre, her nåede vindmøllernes samlede produktion (havvind + landvind) ned under 100 MW, dvs. 0,1 GW!
Storbritannien, hvortil vi har forbindelseskabler, var heller ikke til megen hjælp i de dage, selvom det ellers påstås, at når det ikke blæser på den ene side af Nordsøen, så er der vind på den anden. Fig. 3 viser situationen i Storbritannien i nogle af de samme dage. Man havde lidt mere vind, men slet ikke nok til at dække egne behov, og dermed ikke noget overskud til eksport.
Et kort over hele Europa viser situationen i al sin gru, se fig. 4. Kortet angiver vindhastighederne d. 5. november kl. 19, hvor Solen var gået ned for længst og kun vinden kunne forsyne os. Det kunne den så ikke, vindhastighederne lå de fleste steder mellem 0 og 10 kilometer/time (km/h), hvor man skal huske på, at én meter pr. sekund (m/s) svarer til 3,6 km/h. Så vi lå næsten overalt under 3 m/s, hvilket ofte er den laveste grænse, før møllerne overhovedet kan producere noget strøm.
Hvad kunne man så gøre? Der kom godt gang i alle de almindelige kraftværker, biomasse-, gas- eller kulfyrede. Danmark havde en større produktion fra sine (således på et tidspunkt over 500 MW fra kul og 1300 MW fra biomasse), men måtte alligevel importere meget store mængder af strøm fra udlandet, som det fremgår af fig. 5, lånt fra Paul-Frederik Bachs hjemmeside. Her ser man, hvordan vi kom op på at importere omkring 3000 MW, svarende til 60% af forbruget.
Strømmen var også dyr i den periode, som vist på fig. 6. Der var en top flere af eftermiddagene, og kl. 17-18 nåede spotprisen op på 4,10 kr. Det betød hos f.eks. Norlys en timepris på 5,20 kr., inkl. tariffer m.v. Resten af tiden svingede spotprisen mellem 75 øre og halvanden krone.
Den tyske minister-for-mange-ting, Robert Habeck, der jo er en af arkitekterne bag landets katastrofale grønne omstilling, blev interviewet om de høje priser og manglen på strøm. Hans løsning var naturligvis, at der bare skal udbygges med flere solceller og vindmøller. De samme tanker er vores hjemlige Energistyrelse jo også inde på, i 2050 skal vi efter planerne have 44,7 GW solceller (mod 3,5 GW i dag) og 49,7 GW vind (7 GW i dag). Hvordan ville en sådan monstrøs opstilling af udstyr klare den nylige dunkelflaute?
Svaret er, ikke særligt godt, som det fremgår af fig. 7. Tallene fra 4-9 november er her ganget op, så de svarer til 2050-kapaciteten. Forbruget er holdt uforandret på 2024 niveau. Man ser, hvordan sol + vind i lange stræk stadigvæk slet ikke er nok til at dække bare vores nuværende behov. Fra tidlig morgen d. 4/11 og fire døgn frem er der ikke på noget tidspunkt nok strøm fra de to kilder til at dække 2024-behovet. I 2050, hvor hele samfundet efter planerne skal være elektrificeret, og forbruget derfor er meget større, vil det naturligvis se endnu værre ud.
Løsningen på sol og vinds kvaler siges ofte at være lagring af strømmen, hvor batterier p.t. er den eneste realistiske mulighed. Hvor megen kapacitet skal de så have, for at dække underskuddet i de 5 dage, vi kigger på her? Uden tab kan man regne ud, at der skal bruges ca. 500 GWh, og med 10% tab i batteriet når vi op på 550 GWh. De seneste realiserede priser på batterier i stor skala, EWII’s anlæg på Bornholm ligger omkring 4000 kr./kWh, så de 550 GWh ville bringe os op over 2.000 milliarder kr. Det batteri ville naturligvis slet ikke række i praksis, da der både før og efter vores 5 dage heller ikke var for meget vind og stort set ingen sol.
Regner man nu på Energistyrelsens drøm vedr. 2050 får man, med 2024-forbruget, at der mangler ca. 220 GWh (og her kom der ellers et pænt tilskud d. 8/11), eller 240 GWh inkl. tab. Det ville så koste omkring 1.000 mia. kr.
Ret beset var det en relativt kortvarig dunkelflaute, vi havde her. De kan sagtens strække sig over en uge eller to, og så ville situationen for alvor blive kritisk, hvis man satsede på et system baseret på sol, vind og lagring af strømmen.
Den grønne omstilling er i bund og grund umulig.
Danish
Hallo, Mette, læser du med?
A-kraft er naturligvis løsningen, og i stedet for at sende pengene til Ukraine og diverse “grønne” projekter, skal der forskes massivt i fusion.
For at kunne det, skal uvidende mennesker, romantiske drømmere, projektmagere, spekulanter og miljøflippere – vraggods fra 1968 -, fjernes fra beslutningsprocessen.
Mere forskning i fusionsenergi er vigtig for at sikre fremtidens energiforsyning, men løser ikke vores akutte problemer.
Indførsel af A-kraft i Danmark løser heller ikke nutiden og en stor del af fremtidens energiproblemer, da de ikke kan besluttes og bygges i løbet af få år. De bliver nok også for dyre, se blot hvad der sker med byggerierne af supersygehuse.
I Danmark er atomkraft i øvrigt en død sild, selvom mange klimarealister drømmer om det; der er jo ingen, inklusive klimarealister, der ønsker sig et A-kraftanlæg i baghaven. Vort land er for lille til den teknologi. Modstanden mod vindmøller, solcellemarker og biogasanlæg vil være vand, i forhold den modstand A-kraft vil generere.
Men Peter Krogsten kan trøste sig med, at vi kommer til at sende mange penge til Ukraine til reparation af deres atomkraftanlæg, når krigen er slut! Det er vores lod, ligesom familier uden børn må nøjes med at glæde sig over andres børn!
Tak for god artikel (igen)
V.h.
Rolf
En mangedobling af vindkraftkapaciteten er ganske enkelt ikke realistisk, da der ikke vil være vind nok.
Faldet i vindhastigheden over de sidste fire årtier er i Danmark af DMI er opgjort til 23,3 % for gennemsnitsvinden svarende til at vinden har mistet over 55 % af sit energiindhold, og et tilsvarende fald kan konstateres ved den nordamerikanske atlanterhavskyst.
Med udgangspunkt i vinddata fra SMHI for lufthavnen i Sturup i Skåne ses, at perioder med ”Dunkelflaute” dvs. vind under 3 m/s optræder med ca. 50 % større hyppighed end for få årtier siden, og perioder med blæst med vindhastighed over 9 m/s ses med 75 % mindre hyppighed end for få årtier siden.
Når vindhastigheden reduceres på dette niveau nærmer man sig den fysiske grænse for hvor meget energi, der kan trækkes ud af vinden, der teoretisk kan beregnes til 59,3 % af den kinetiske energi. Denne grænse ses allerede at være nået lokalt mange steder og i USA ses forholdet så udbredt, at det sætter sine spor i den samlede årlige produktion af vindenergi. På trods af udbygning af vindkraftkapaciteten med 4,4 % i 2023, så faldt produktionen med 2,1 %. Se dette link: https://www.eia.gov/todayinenergy/detail.php?id=61943
Herhjemme har vi jo tilsvarende i de senere år set bl.a. Ørsted beklage sig over netop denne udvikling med mangel på vind.
Måske vi er tættere på en fysisk barriere for udbygning af vindkraftkapaciteten end branchen er villig til at erkende?
Dertil kommer, at der på ingen måde er taget højde for klimavirkningen af dette fald i vindhastigheden, hvilket betyder, at der er en meget markant påvirkning af klimaet man overhovedet ikke har taget højde for og som stiller vindkraft i et helt andet lys.
Jeg tør slet ikke tænke på en batteribrand i sådan en batteripark til 2 billioner kroner.
Sådan en artikel burde være pligtlæsning for vores politikere.
Imponerende, at man kan sælge ‘fluktuerende vedvarende energi’ som vedvarende energi og som en billig løsning. Som det fremgår af graferne, betales der i princippet kapital omkostninger tre gange for at have tilstrækklig effekt til rådighed, dvs en solskinsdag uden vind, en nat med megen vind og så eksemplerne ovenfor.
En af de første afledte effekter af AI er, at kapitalforvaltere nu vil investere aktiv i atomreaktorer for at have effekt nok 24 -7-365 til serverfarmene. Disse investeringer kan gøres uden statsstøtte.
Når man så påtænker hvor ivrig parnasset er på at optrappe konflikter, så bør man nok påtænke hvordan europas højovne kan have tilstrækkelig energi til længere varende varme konflikter.
Personligt mener jeg, at et lands energipolitik skal styres af folk, der har kompetencerne og er uddannet dertil e.i. ingeniører. Derfor kan man med fordel nedlægge Klimarådet (som nævnt i Klimarealisme), og energistyrelsens bemanding kompetence opgraderes.
Et lille hip, måske skulle Kristian Jensen sættes lidt ud af spillet, først skattevæsenet nu energipolitik (Green Power Denmark, lobby organisation).
Jeg mener at huske at i vinteren 1981/82 havde vi situationen i tre uger. Det var fantastisk flot vintervejr og meget koldt ned til – 20 C.
At håndtere “Dunkelflaute” med mere VE/sol er simpel idioti.
Forleden hørte jeg en kvinde fra energinet frisk og frejdigt udtale i TV, at sådanne situationer skal håndteres med gasfyrede kraftværker, som står standby og kan igangsættes når det bliver nødvendigt. Jeg tænker at rent teknisk kan det vel godt lade sig gøre, men hvordan med det økonomiske. Hvordan mon man forestiller sig udgifterne til vedligehold, forrentning og afskrivning af disse kraftværker bliver betalt !?
Samme betragtning gælder også for batteriløsningen. Hvis man er ærlig bør man vel meddele befolkningen at en sådan udgift tillægges elprisen, som et fast forsyningssikkerheds bidrag. En sådan ærlighed manifisteres dog næppe førend man har passeret “point of no return”.