Farvel morfar

– Gæsteindlæg, novelle

Jeg skuttede mig lidt i kulden, da jeg trådte ud af den varme bil. 

På trods af at kalenderen sagde 29. november 2125, var det allerede frostgrader. 

Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt sørgmodigt. 

Det var som om den globale opvarmning ikke rigtig ville slå igennem her højt mod nord i kolde Danmark.

Mit lille smil forsvandt dog hurtigt, og sørgmodigheden erstattedes af dyb fortvivlelse, da det rigtig gik op for mig, hvorfor vi var her foran rådhuset.

Jeg mærkede en varm hånd i min, og det var signalet til, at jeg måtte tage mig sammen. 

“Du er den voksne – så opfør dig som den voksne”, sagde en indre stemme.

Jeg så på min søn, Jonas på 15, jeg så hans bange øjne, og var klar over, at min vigtigste opgave nu var at berolige ham og give ham al den tryghed og trøst, han selvfølgelig havde brug for i denne helt særlige situation.

“Hvor er morfar nu”, spurgte han. “Morfar er kørt herhen i forvejen sammen med mor, og de er allerede indenfor på rådhuset og ved at gøre sig klar.”

“Men far, er det nødvendigt”, spurgte Jonas, “kan det ikke udsættes lidt, bare et år eller måske nogle måneder?” 

“Desværre Jonas, det er ikke noget, vi kan ændre på. Vi må følge loven og vores moralske og demokratiske forpligtelser.” 

Måske lidt for højttravende formuleret, tænkte jeg ved mig selv. Han forstår det næppe.

“Jonas, morfars PLK jo stået på nul gennem nogen tid, og derfor skal der nu ske det, der skal ske.”

Vi gik gennem rådhusets store irgrønne kobberbeklædte dør og hen mod receptionen for at spørge om vej til ceremonien. Der var halvmørkt, men et elektrisk stearinlys på receptionsskranken kastede et forsonende skær over forhallen. Men ikke nok til at dulme den knugende følelse, der voksede og voksede i mig.

“Vi skal til ceremonien for Erik Poulsen.”

“Velkommen, I kan tage elevatoren ned til anden underetage, og Ceremonisalen er for enden af gangen.

“Men far”, sagde Jonas på vej ned i elevatoren, “kan den der PLK ikke være regnet forkert ud?”

“Desværre Jonas, den er resultatet af en nøje registrering af alt i morfars liv på hans LAB, som han har båret siden han blev atten.”

“Som du godt ved, får man sit Livs-Arm-Bånd ved en fin ceremoni her på rådhuset, når man fylder 18. Og på dit LAB er der en Personlig-Livstids-Kvote, som er nøje fastlagt, så alle mennesker i verden får de samme muligheder for at udfolde sig og belaste klimaet med nøjagtig samme udledning af CO₂. 

Det er jo kun ret og rimeligt, at vi alle får de samme muligheder for et godt liv. 

Og jo længere du lever, og jo mere aktiv og forbrugende du er, jo mere belaster du jo klimaet. Det er derfor, vi nøje skal overveje, alt vi gør, hvor meget vi rejser, hvad vi spiser, hvordan vi bor, hvad vi køber, og hvad vi smider væk.

Det er jo ikke rimeligt eller moralsk forsvarligt, at vi i de rige lande f.eks. belaster klimaet mere end mennesker i mindre velstående lande. Sådan var det i mange, mange år, men det er naturligt nok slut nu.

Det har været drøftet i FN-regi på utallige COP-møder; og på COP75 enedes alverdens lande så om systemet med PLK. Nu var teknologien til rådighed, alt kunne registreres via mobilnetværk og satellitter, så der var ingen undskyldning længere for at udskyde indførelsen af det ultimativt retfærdige globale klimaregime.”

“Fair nok”, siger Jonas, efter at havde grundet lidt over det, “men hvordan fungerer et LAB egentlig.”

“Det er temmelig kompliceret”, svarer jeg, “men kort sagt registreres alle livshandlinger, alle fysiske bevægelser, rejser, alle forbrug osv., og så tæller dit LAB ned fra den PLK, du er blevet tildelt, og på et tidspunkt er din PLK udtømt, og dit LAB står på nul.

Alle registreringer samles trådløst i statens PLK-person-database, hvor der holdes øje med det hele. Og kort tid efter dit LAB viser nul, indkaldes du til denne ceremoni på dit lokale rådhus.”

“Ok”, sagde Jonas, men han så ikke helt overbevist ud.

Elevatoren var nu nået til anden underetage, og dørene gik op til en cremefarvet gang, der var oplyst af små pærer indbygget som en stjernehimmel i loftet.

Et skilt viste vej til Ceremonisalen.

Jeg kunne mærke benene rystede lidt under mig, da jeg med Jonas i hånden gik hen mod den åbne tofløjede dør. Dæmpet musik kunne høres inde fra lokalet – jeg nåede at opfatte, at det vistnok var Air af Bach.

Så stod vi der, og prøvede at forstå, hvad det var vi så.

Foran os midt i rummet var der et smukt dekoreret sengeleje dækket af kridhvide lagener – det hele belyst af nøje indstillede spots i loftet.

Foran lejet stod morfar med sin datter i hånden. De talte dæmpet sammen, og så rolige og afklarede ud. 

Jeg gik hen til dem og krammede dem begge, og Jonas krammede os alle tre, og jeg kunne høre, at han kæmpede med gråden. 

Vi tre voksne havde også tårer i øjnene, men fik styrke i visheden om, at det, der skulle ske, var rigtigt, retfærdigt og smukt. 

Morfar sagde med et lille smil: “Vi skal alle med fred i sindet gøre vores pligt i klimaets navn.”

Så kom borgmesteren og hilste dæmpet på os alle. 

Hun sagde tillykke til morfar, hvilket jeg trods alt fandt en smule bizart. 

“Jeg er stolt af”, sagde borgmesteren indledningsvist i sin lille tale, “at vi i vores kommune på denne smukke måde, bidrager til en bedre verden med en retfærdig håndtering af klimaudfordringerne.”

Så lagde morfar sig op på det smukke sengeleje og lukkede øjnene.

Af en sidedør var to personer i hvide kitler diskret trådt ind. De gik hen til morfar og vekslede nogle få ord med ham, og jeg kunne svagt høre, at han sagde, “Jeg er klar”. Bachs Air blev dæmpet og musikken gled over i Dejlig er Jorden.

Morfar lå stille og roligt, mens han fik sin indsprøjtning, hans øjne gled i, men jeg hørte han mumlede noget utydeligt, dog kunne jeg skelne ordene “for klimaets skyld”.

Og højt bagfra hørte jeg Jonas sige med bævende stemme: “Farvel morfar.”