Oversvømmelsen i Valencia

Vi har efterhånden mange gange været inde på, hvordan enkelt-tilfælde af ekstremvejr bliver spændt for klimavognen, og vi får banket ind i hovedet, at ulykkerne er vores egen skyld, helt og holdent. Således også efterårets oversvømmelser i den spanske by Valencia, som tragisk nok medførte flere hundrede dødsfald. F.eks. var dagbladet Information ude med de store overskrifter:

DR.dk er også ude med sammenkædningen med klimaforandringerne, her trækker man en af de sædvanlige troende af stalden:

Eigil Kaas er professor i meteorologi og klimafysik på Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet. Han vurderer, at det i høj grad skyldes klimaforandringerne, at regnvejret i Spanien blev så voldsomt.

Britiske BBC tager fat i en af ophavsfolkene til hele ideen om sammenkædning, Friederike Otto og her er svaret naturligvis som forventeligt:

Mens forskerne tøver med at sige, at enhver enkelt ekstrem begivenhed blev forårsaget af klimaforandringer, har forskerne været hurtige til at pege på den rolle, som de stigende temperaturer har spillet i forbindelse med forværringen af de spanske oversvømmelser.
”Der er ingen tvivl, disse eksplosive regnskyl blev forstærket af klimaforandringerne,” siger Dr. Friederike Otto …, som leder en international gruppe af forskere, som prøver at forstå den rolle, som den globale opvarmning spiller i forbindelse med den slags begivenheder.
”Med enhver brøkdels opvarmning fra de fossile brændstoffer, kan atmosfæren rumme mere fugtighed, hvilket fører til voldsommere regnskyl.”

Otto er netop medstifter af World Weather Attribution, WWA (”Verdens Vejr-Sammenkædning”) og de grundlæggende teorier er, at et varmere vejr øger fordampningen fra havene og tillader, at atmosfæren kan rumme mere vanddamp. Netop for Spaniens vedkommende er der så en yderligere teori om, at langvarig tørke har gjort jorden hård og tør, og derfor kan den ikke opsuge de store vandmængder så hurtigt, som før vi mennesker begyndte at udlede CO₂ i store mængder.

En læser skrev til undertegnede, at de pårørende til de døde i Valencia nok ikke ville være enige i min modstand mod grøn omstilling med sol og vind som energikilder. Det var et fint eksempel på den fænomenale magt, sammenkædningen har opnået blandt folk.

Men hvad er hoved og hale i denne her historie? Anthony Watts og H. Sterling Burnett har skrevet en redegørelse for de meteorologiske forhold. Oversvømmelserne i Valencia er ikke noget nyt. De har optrådt relativt hyppigt op gennem historien. At den seneste i rækken kunne udråbes til at være værre end de tidligere, er et resultat af de lynhurtige modelstudier, som WWA gennemfører. Men som Watts og Burnett påpeger, så hviler hele sammenkædningsforskningen på et fejlagtigt videnskabeligt grundlag, idet man går ud fra en antagelse om, at uvejret er blevet værre, og derefter forsøger at udrede hvor meget værre det er blevet. Men sådan fungerer rigtig videnskab ikke. Man kan ikke starte med konklusionen og så efterfølgende manipulere computermodeller, indtil de giver det ønskede resultat. Der er f.eks. ingen målinger på stedet, der kan bekræfte luftens højere fugtindhold, så det er rent gætværk.

De tidligere oversvømmelser i Valencia, som fandt sted i f.eks. 1897, 1957 og 1996 var lige så alvorlige som den i år, selvom den globale temperatur den gang var lavere, end den er nu. Specielt oversvømmelsen i 1957 var slem.

Årsagen er hver gang et velkendt vejrfænomen i området, et såkaldt ”Koldt drop”, hvor en kold luftmasse nordfra bevæger sig mod syd og kolliderer med varm og fugtig luft her. Resultatet er udløsning af massive regnskyl.

Oversvømmelsen denne gang fik alvorligere følger bl.a. som et resultat af den voldsomme udbygning af Valencia, hvor indbyggerantallet de seneste 100 år er vokset fra godt 200.000 til 1,6 mio. eller 2,5 mio. hvis vi tager forstæderne med. Folk bor tættere, og udbygningen har indskrænket den plads, som floden har til rådighed til at skaffe større vandmængder væk. Det er jo et klassisk problem i forbindelse med mange af de oversvømmelser, der rammer større byer. Efter oversvømmelsen i 1957 havde Valencia faktisk taget skridt til at vandmasserne skulle løbe ad alternative veje for at skåne bymidten. Men efterfølgende blev disse alternative ruter for vandet også indskrænket i forbindelse med udbygning af byen.

En yderligere faktor, der forværrede oversvømmelsen, er Spaniens mange aktiviteter med fjernelse af dæmninger, her iblandt et større antal omkring Valencia. Dæmningerne blev fjernet i forbindelse med ”genopretning” af naturen, bl.a. inspireret af EU. Men dæmningerne gav tidligere visse muligheder for at styre vandmængderne, der løb ned mod byen, de muligheder havde man således også fraskrevet sig – uden at sætte noget andet i stedet.

Konklusionen må helt klart være, at uanset hvor mange solceller og vindmøller vi havde sat op, så ville katastrofen have ramt Valencia, i uændret omfang.