Ekstremvejr og “klimaforandringer”

– Gæsteindlæg

Redaktør og historiker Anders Orris har på mediet Critique offentliggjort en længere artikel om ekstremvejret i Danmark. Efter eget udsagn var Orris blevet ”dødtræt af alle de, der udnævner enhver omgang hårdt vejr i Danmark, Tyskland eller (aktuelt) Spanien som anledning til, at nu skal der udråbes ’klima-undtagelsestilstand’ eller lignende.”

Vi har her fået lov til at bringe nogle uddrag fra artiklen, men det kan bestemt anbefales at nyde den i sin fulde udstrækning på Critique, hvor der er fri adgang. Orris indleder med at ridse situationen op:

Alt bliver til ekstremt vejr, alt kan indsættes i et uforpligtende kausalt forhold til løst definerede ”klimaforandringer”…. Løst definerede klimaforandringer påstås dog af ”alle”, ikke mindst vort samfunds definerende og dermed herskende klasse.

Det moderne, ængstelige menneske forventer og på det nærmeste kræver en tryg og gnidningsfri tilværelse.

Bønder, fiskere og hårdføre arbejdere er forliste og forsvundne fra vor tid, og deres position som folkelig støttepille er vaklende erstattet af en pylret samfundsklasse af halvstuderede eksamensbevis-indehavere, som suger næring af et konfiskatorisk skatte- og afgiftstryk, stribevis af love og bekendtgørelser og afledte hel- og halvoffentlige embeder.

Herefter går vi over til nogle velvalgte eksempler på ekstreme vejrbegivenheder tilbage i tiden. De illustrerer med al tænkelig tydelighed, at uvejret ikke er noget nyt, og derfor ikke hænger sammen med ”klimaforandringerne”. Forfatteren citerer sine kilder, nogle gamle årbøger:

I dagene omkring den 22. december 1979 blev hele Italien udsat for en række hårde storme. ”Fra Sicilien til Napoli og Rom blev huse skyllet bort, træer rykket op med rode, og al kommunikation var umulig både til lands og til vands.” Naturligvis blev Venedig også ramt. Størstedelen af byen var oversvømmet. ”Det daglige liv [i byen] gik helt i stå. Stormene piskede vandet op, så det dækkede pladser, gader og torve.”

I juli 1980 blev Amerikas såkaldte solbælte, den sydlige del, ved omtrent 36 grader nordlig bredde, ramt af en kraftig varmebølge. Der blev målt temperaturer på 45-47 grader i Texas, og 60 mennesker døde, alene i Dallas, af ”den ulidelige varme.”

Den 24. november 1981 blev den jyske vestkyst ramt af en orkan- og stormflodskatastrofe, der i øvrigt blev mildnet af konsekvenserne af den forudgående; af de efter 1977 opførte, såkaldt fremskudte diger…. Esbjerg havn blev stærkt beskadiget for omtrent 200 millioner kroner.

Den 19. november 1977 ramte en cyklon den indiske delstat Andhra Pradesh. En 400 kilometer lang kyststrækning blev …. ”udsat for frygtelige ødelæggelser. Hele byer blev trukket ud i havet, og huse i tusindvis styrtede sammen.”

Brasilien hærgedes den 15. februar 1979 af en voldsom oversvømmelseskatastrofe, der ramte den centrale og østlige del af landet. 1.500 mennesker mistede livet, og 700.000 mennesker blev hjemløse. ”Regnen væltede ned i flere uger i træk. Da det stod værst til, var et areal på mere end 500.000 kvadratkilometer under vand.”

Der er meget mere godt læsestof i Orris’ artikel, og den giver et levende billede af en kort periode for ca. 45 år siden, hvor det bestemt ikke skortede på ekstremvejr af enhver art. Den gang var atmosfærens CO₂-indhold lavere end nu, ca. 340 ppm, og den globale temperatur godt en grad lavere, end den er lige p.t.

Endnu en gang må det slås fast, at sammenkædningen mellem den globale opvarmning og ekstremvejret er politisk propaganda – en effektiv én af slagsen – men heller ikke andet.