Drømme om vindkraft

Der udgives i stribevis af rapporter og artikler, hvor man kigger på alle fordelene ved energiforsyninger baseret på sol og vind. Fælles for næsten alle rapporterne er, at resultaterne er baseret på computermodeller, og de er jo taknemmelige at arbejde med. Det skal de også være, fordi det er helt utænkeligt at udgive forskningsresultater, der viser, at løsningerne ikke kan lade sig gøre. Så jubeloptimisme er dagens menu.

En amerikansk institution, der kalder sig Resources for the Future, ”Fremtidens ressourcer” har for nyligt udgivet en rapport om fordele og ulemper ved den påtænkte udbygning med havvind langs USA’s østkyst (se fig. 1). Der er planlagt 32 vindmølleparker med en kapacitet omkring 35 gigawatt (GW). Flere af dem har jo i øvrigt været i vanskeligheder, et par af dem tilhørte Ørsted, og der har været tale om at projekterne blev opgivet og/eller efterfølgende genforhandlet med myndigheder og eldistributører.

Alt det bekymrer rapporten her sig ikke om, den kigger i stedet for på de samfundsmæssige gevinster ved at få sat alle de møller i drift. Modellerne viser, at møllerne vil give sparede udgifter, der er 14 gange højere end omkostningerne. Så det er en forrygende forretning at kaste sig over projektet.

De 35 GW lyder af meget, men vil kun udgøre 2,5% af elproduktionen i USA og Canada til sammen.

Rapporten regner nu på en stribe scenarier med forskellige omkostninger og kombinationer af kraftværker. Man har ikke orket at regne på et helt år rent vejrmæssigt, men nøjes med at se på 16 udvalgte dage, hvoraf de 11 skulle være særligt udfordrende for systemet. Og i de gennemregnede scenarier er alt gået godt.

Rapporten forudsætter, at al den strøm, møllerne producerer, vil føre til en tilsvarende nedgang i el fra fossilt fyrede kraftværker, primært gas, men også noget kul. Det giver mindre partikelforurening og et reduceret CO₂-udslip.

Der vil være en betydelig reduktion af prisen på elektriciteten fra det samlede system med havvinden, det skyldes, at man sparer fortjenesten ved al den fossile elektricitet, der ikke længere bliver produceret. Det skulle kunne give en besparelse på op til 36 $/MWh (25 øre/kWh).

Det nævnes, at kul- og gaskraftværkerne stadigvæk skal stå klar til at yde backup, når sol og vind svigter, og her ser man behændigt bort fra, at deres økonomi bliver meget dårlig pga. færre årlige driftstimer, hvorfor omkostningerne pr. kWh bliver meget højere. Det skal nogen jo betale.

Rapporten er klar over, at den megen strøm fra havvindmøllerne kan komme på tidspunkter, hvor man har en god produktion fra sol og landmøller, og derfor kan det blive nødvendigt at stoppe disse. Det er det fænomen, der kaldes kannibalisering, og som bliver et større og større problem i takt med udbygningen med sol og vind. Men i modelberegningerne får havmøllerne forrang, og al deres produktion antages at erstatte en tilsvarende fra kul og gas.

Den helt enorme økonomiske fordel nævnt ovenfor kommer frem ved nogle finurlige kunstgreb. Dels har man regnet sig frem til, at luftforureningen bliver så meget mindre, at man årligt vil undgå 520 for tidlige dødsfald og disse kan omregnes til en ”sparet” omkostning på ikke mindre end 80 $/MWh. Det er jo et meget højt tal.

Endnu bedre er det med de ”klimaskader” man i teorien kan undgå ved at CO₂-udledningerne fra hele elforsyningen reduceres. Reduktionen er beregnet til 41 millioner tons CO₂/ år. Herefter er der en tommelfingerregel, der siger, at hver million tons CO₂ lukket ud til gråspurvene i 2020 vil medføre 43 for tidlige dødsfald i tidsrummet 2020-2300. Der er således tale om godt 1600 dødsfald om året og de kan omsættes i penge til en méromkostning på 9,2 milliarder dollars årligt, eller 60 $/MWh. Alle de penge vil man spare ved at bygge de 32 havvindmølle-parker, og derved når man frem til den forrygende indtjening på 14 gange udgifterne.

Man kan også nå frem til tilsvarende tal ved at tage de samfundsmæssige CO₂-omkostninger (social cost of carbon) som rapporten i litteraturen har fundet til at være omkring 220 $/ton CO₂.

Der er således tale om penge, der, som David Wojick fra CFACT påpeger, stort set alle sammen aldrig ser dagens lys. De voldsomme tal for omkostningerne ved klimaskader har vi kigget på før, og realistisk set vil man aldrig nå op på de niveauer, hvis man er fornuftig og foretager de nødvendige forebyggende foranstaltninger mod f.eks. oversvømmelser eller storme.

Det er således at stikke sig selv og omgivelserne blår i øjnene at tro, at en voldsom udbygning med havvind vil give lavere priser på elektriciteten og en masse andre fordele. Tværtimod, som vi har set her i Europa, bliver strømmen dyrere og omkostningerne for industrien når ubærlige niveauer.