IEA og den vedvarende energi

Det Internationale Energiagentur, IEA, har for nyligt udgivet endnu en rapport, denne gang om den forventede udbygning af vedvarende energi, primært solceller og vindmøller. Her taler man om ca. en tredobling af kapaciteten og produktionen inden 2030.

Hovedparten af rapporten handler om denne udbygning i alle detaljer, land for land og verdensdel for verdensdel. Det er ikke synderligt interessant, da der bare er en masse tal for de luftige planer. Fig. 1 viser den overordnede vision for hele Verden. IEA lægger ikke skjul på sin begejstring over den store fremgang i 2023. Der er medtaget statistik vedr. forventningerne til elproduktionen, som vil være egnet til overskrifter i medierne:

• I 2024 vil sol og vind overgå vandkraft
• I 2025 vil vedvarende energi overgå kulkraften
• I 2026 vil både sol og vind overgå kernekraften
• I 2027 vil sol overgå vind
• I 2029 vil sol overgå vandkraft og blive den største vedvarende kilde til elektricitet
• I 2030 vil vind overgå vandkraft.

Der er p.t. en voldsom overproduktion af solceller, og det har medført et sammenbrud i priserne, som har drevet mange producenter ud i fallit. Det kniber også med at få tilsluttet alle de nye solcelleparker, udbygningen af elnettet halter alvorligt bagud. Det bliver kun værre af den store interesse for at investere i solenergien pga. de lave priser.

P.t. er vindindustrien i økonomiske vanskeligheder, med stærkt stigende priser, men det forventer IEA kun vil være et forbigående problem. Flere steder i rapporten nævnes omkostningsudviklingen for landvind, der viser en mindre stigning. Men pudsigt nok er der ikke tilsvarende afsnit om havvinden, der jo ellers er hårdt ramt af prisstigninger.

COP-målet fra 2023 taler om en tredobling af vedvarende energi inden 2030. Her har landene forpligtet sig (eller planlagt) ca. 2,2 gange, så der er et gab her. IEA regner med en vækst på 2,7 gange i deres hovedscenarie.

Det understreges, at scenariet for 2030 ikke vil være nok til at nå ”netto-nul” i 2050, dér skal der endnu mere til, se fig. 2. Faktisk vil energiforsyningen i 2030 stadigvæk være ca. 80% dækket af kul, olie og gas.

Vi vil ikke her gennemgå hele rapporten i detaljer, men nøjes med nogle nedslag af særlig interesse. Specielt kunne det være interessant at se, hvad rapporten skriver om problemerne med at indpasse store mængder af sol og vind i elforsyningen.

IEA nævner vanskelighederne ved udbygningen med VE. Langsom udbygning af elnettet, lang ventetid på tilladelser og en økonomisk usikker situation her på det sidste, dvs. der er behov for mere statsstøtte.

I Europa var der fart på i 2021, men nu er det hele bremset lidt op, det gælder især vindkraften. Flere aktører går bort fra ideen om at basere projekterne på de fri markedspriser, og efterlyser i stedet købsaftaler med faste priser eller statslige garantier på én eller anden måde.

Rapporten kommer ind på begrebet curtailment, der betyder, at man er nødt til at koble solcellerne og vindmøllerne fra elnettet i perioder, hvor de producerer alt for meget strøm. I Kina rammer det både solcellerne og vindmøllerne, og regeringen har netop hævet grænsen for hvor meget, man må afbryde, fra 5 til 10%. Det skyldes især de store mængder af solceller, der er blevet sat op.

Der er nævnt et interessant eksempel fra Chile, der har opført en masse solcelleanlæg i den nordlige del af landet, men mangler forbindelseskabler sydpå. Det betød at man måtte afkoble 7,7% af produktionen i 2023 og i 2024 lagde man hårdt ud med 14,5% i de første måneder.

Det får nu investorerne, især i solceller, til at tøve, da afbrydelserne rammer på tidspunkter, hvor de producerer mest, og dermed skulle tjene mest. Det problem har vi jo også i Europa.

Mht. havvind nævner rapporten kort de økonomiske vanskeligheder, og at flere projekter blev aflyst i de senere år, ikke mindst i USA.

Vi skrev for nyligt om den seneste store udbudsrunde i Storbritannien. Den omtales her i rapporten i meget positive vendinger, med nye projekter til 3,3 GW og ”1,6 GW der blev uddelt til (dele af) projekter, der allerede havde vundet i 2022” og hertil 400 MW flydende havvind. Faktum er jo imidlertid at den udbudsrunde var en halvvejs fiasko. Dels dækker den kryptiske sætning om de 1,6 GW over, at investorerne her var kommet tilbage for at få flere penge, end der var aftalt i 2022. De 3,3 GW bygges klods op ad eksisterende installationer, hvorimod yderligere 6 GW på andre steder slet ikke fik nogen bud til de udbudte priser. Og flydende havvind er rasende dyr, men det skriver IEA heller ikke noget om.  

En interessant oplysning dukker op midt i det hele. I første halvår af 2024 var gennemsnitsprisen på landvind i Europa 81 US$/MWh – svarende til 55 øre/kWh. Det ser dyrt ud!

Det nævnes, at vedvarende energi stadigvæk ikke er konkurrencedygtig, og i langt de fleste tilfælde (84% af alle projekter frem til 2030) skal der statsstøtte til, på én eller anden måde.

Om Afrika hører vi, at de er ved at få masser af strøm uden for elnettet, i form af lokale solceller, helt op til 1,5 GW i alt frem mod 2030. Strømmen skal bruges til belysning, køling og pumpning af vand. Ikke et ord om hvordan de stakkels afrikanere skal få lys i lamperne og holde køleskabene i gang, når Solen er gået ned.

IEA præsenterer de seks faser for udviklingen med vedvarende energi, som vist her på fig. 3. ”VE” er her kun de variable vedvarende kilder, dvs. sol og vind (“VRE“).

• Fase 1: VE har ingen indflydelse af betydning
• Fase 2: VE har en lille eller moderat betydning
• Fase 3: VE styrer mønsteret i elforsyningen
• Fase 4: VE dækker næsten hele behovet ind imellem
• Fase 5: Der er store overskud af VE hen over året
• Fase 6: Der er en stabil elforsyning næsten udelukkende fra VE

Vi får at vide, at Danmark som det eneste land i Verden anses for at være i fase 5 nu. I 2030 vil der kun være ét mere land i denne fase.

Igen nævner rapporten ikke med et ord, at Danmark befinder sig i en unik situation med den massive hjælp vi får fra Norge og Sverige, der takket være deres vandkraft både kan levere strøm til os, når sol og vind svigter, og som kan aftage al vores overskud, når vi har for meget strøm. Det drejer sig om op til tre fjerdedele af vores gennemsnitlige forbrug i begge retninger! Sådan kan andre lande jo ikke gøre, og derfor vil det blive katastrofalt, hvis de når fase 5. Fase 6 er naturligvis helt umulig. Om fase 4 og 5 skriver rapporten:

Markedet må udvikles, så det understøtter en elforsyning domineret af sol og vind, og der skal lægges vægt på køb og støtte til systemydelser ud over bare energi. Selvom de førende systemer har gjort mærkbare fremskridt, vil den fremtidige vækst af solceller og vindmøller medføre udfordringer, som f.eks. styring af variationer mellem årstiderne … sikring af lønsomhed i svingende markeder og tilstrækkelig kompensation for fleksible værdier.

Med andre ord, det bliver svært, for ikke at sige umuligt. Det antydes også, at en af løsningerne er det ”fleksible forbrug”, hvor vi må vænne os til at sidde i mørke, når vinden ikke blæser om natten.

Rapporten skriver ikke meget om lagring og batterier, de tildeles ikke nogen afgørende rolle, og omkostningerne kommer vi slet ikke ind på. Det nævnes bare, at der er ventetid rundt omkring i Verden på tilslutning af batterierne til elnettene.

IEA tror ikke så meget på brint på kort sigt. Til flydende brændstoffer, til fly og skibe, vil man hellere bruge biomasse, men erkender, at uanset løsningen bliver de nye brændstoffer betydeligt dyrere end de eksisterende fossile. Rapporten indeholder et meget langt afsnit om biobrændstoffer, men det lader vi ligge her.

Alt i alt er rapporten 177 siders optimistisk skønmaleri, hvor udbygningen med sol og vind hyldes uden forbehold, og der stilles ikke det mindste spørgsmål til den vedvarende energis reelle evne til at stå for en stabil elektricitets- og energiforsyning. Rapporten er et godt udgangspunkt til fængende overskrifter i de letbenede medier, men reelt bliver man ikke meget klogere af den, og den er igen et eksempel på, hvor langt væk IEA efterhånden befinder sig fra realiteternes verden.