Nedsmeltning af iskappen på Antarktis

– naturlig årsag eller global opvarming?

– Gæsteindlæg

Medierne konkurrerer for tiden med nyheder om dramatisk hurtig nedsmeltning af iskappen på Antarktis. Konsekvenserne af afsmeltningen er bl.a. kendte forudsigelser om global havniveaustigning etc. Men nedsmeltningen medfører også udvidelsen af grønne områder på Antarktis, der ifølge medierne og klimaforskerne ikke ses som noget positivt.

I forrige uge på Dr.dk drejede det sig denne gang om den hurtige afsmeltning af Thwaites-gletsjeren i Vestantarktis. For klimaforskerne har denne gletsjer status som ’dommedags-gletsjer’ og dermed har den en afgørende betydning for forståelsen af den ’globale opvarmning’, den hurtige afsmeltning af iskappen og oceanernes havniveau-stigning.

Geologernes erfaringer med den hurtige afsmeltning af Thwaites-gletsjeren i Vestantarktis er en ’gammel’ nyhed. Det blev således påpeget i 1996, at isen smeltede som følge af aktive vulkaner i området, men dengang blev informationen ignoreret. Geologernes forklaring er, at Vestantarktis er et varmt område med aktive vulkaner. Der er nu observeret mere end 130 vulkaner i området; de fleste er dækket af op til 4 km tyk is og ikke alle er aktive i dag. Flere af de aktive vulkaner befinder sig under iskappen medens de højeste (op til ca. 3850 m) og mest markante vulkaner stikker spidsen op igennem isens overflade. Stratovulkanen Mount Erebus med en aktiv lavasø i krateret er Jordens sydligste aktive vulkan.

I denne type undergrund er den geotermiske gradient [udtryk for gennemstrømningen af varme i klippen, red.] høj og dermed er også temperaturen i jordoverfladen høj (fig. 1). Ifølge geologerne er denne vulkanske aktivitet nok den naturlige forklaring på, at isen smelter så hurtigt, som det er tilfældet i Vestantarktis. Nyere informationer viser også, at der løber en markant sprækkezone (Antarctic rift system) gennem hele området, den strækker sig fra Ross-ishylden til Den Antarktiske Halvø, hvilket er en afstand på ca. 3.500 km. Dette system har den samme størrelse som den østafrikanske sprækkezone. Med andre ord, Vestantarktis med høj geotermiske anomali er ved at løsrive sig fra resten af Antarktis, hvilket jo naturligt medfører meget aktiv vulkanisme.

Fig. 1 viser varmefordelingen i undergrunden i vestlige Antarktis (Figur fra Antarktiske Geologiske Undersøgelse).

I Øst-antarktis er situationen anderledes. Isens underlag er grundfjeld bestående af gneis og andre hårde bjergarter. Disse bjergarter har en lav geotermisk gradient [dvs. varmen trænger kun langsomt igennem, red.], så isen smelter ikke eller kun meget langsomt i dette område. Denne sidste påstand er bl.a. blevet påvist af en gruppe forskere (med dansk islæt), som i år oplyste, at isens front voksede lidt eller stort set havde den samme position som i 1936-37. Historien bag deres ’påstand’ er pudsig. For et par år siden og under en oprydning på et lager ved det norske polarinstitut i Tromsø, Norge blev en serie af luftfotos fra 1937 fundet frem. Det oprindelige formål dengang, dvs. i 1936-37, var at tilvejebringe topografiske kort af Antarktis’ østkyst. 2000 km af kysten blev fotograferet og 12 topografiske kort blev fremstillet. Kortene nåede dog ikke at blive trykt, fordi Norge blev besat af tyskerne i 1940. Så nordmændene gemte fotografierne, for at de ikke skulle falde i tyskernes hænder – og selvfølgelig – så blev de også glemt efter krigen af nordmændene selv, indtil de blev genfundet for et par år siden.

Selv set med dagens standarder har denne type fotografier høj kvalitet og opløselighed. Det viste sig også, at fotografierne dækkede et stort areal langs østkysten af Antarktis. Deres betydning blev opdaget af forfatterne af afhandlingen, og de gennemgik luftfotografierne og sammenlignede dem med yngre og nutidens billeder af isens udbredelse. Resultatet blev, at isen ikke har flyttet sig nævneværdigt eller ligger næsten på det samme sted, som den gjorde i 1936-37.

Så konklusionen på denne historie er for det første at lade være med at smide ’gamle ting ud’, også selvom de er blevet ’digitaliseret’. De kan blive værdifulde årtier senere.

Men også dette faktum, at isens afsmeltning ikke er ensartet over hele Antarktis, skal fremhæves. Imens isen på den vestlige side smelter hurtigt, og afsmeltningen falder sammen med udbredelsen af vulkaner og dermed undergrundens høje geotermiske gradient, så er isen langs østkysten rolig eller næsten i balance, da ismængden og udbredelsen stort set er den samme, som den var for mere end 80 år siden.

Den geografiske forskel i afsmeltning mellem Øst- og Vestantarktis er svær at forklare som værende resultatet af den ene og samme ’globale opvarmning’, uden at man forudsætter at den ’globale opvarmning’ er selektiv og valgte Vestantarktis og ikke Østantarktis.

Nu kunne man vel glæde sig over, at isen bliver, hvor den er mod øst, men klimaforskerne og medierne er aldrig tilfredse. Så når isen smelter, er det skidt, og når Antarktis så efterfølgende bliver mere grøn, er dette også forkert. Men når så isen ikke smelter, så er dette så sandelig også forkert, og er ikke værd at omtale i medierne. Ifølge klimatologerne kan dette jo ikke være ’hele forklaringen’ på afsmeltningen – måske ikke, men den er da tæt på.

Så klimaforskerne og medierne holder fast i deres ’globale opvarmning’-hypotese – men i visse tilfælde er det sandelig ikke nemt at være klimaforsker eller journalist i dagens Danmark.

Svend Stouge er professor emeritus, dr. phil, fra Naturhistorisk Museum