Fotosyntesen går i stå!

Endnu en gang er Jorden ved at gå under. Avisen The Guardian har en overskrift, hvor vi får at vide, at for 2023, det varmeste år målt nogensinde, har et hold af forskere påvist, at CO₂-optagelsen på land midlertidigt er kollapset. Overskriften lød:

Træer og landjorden optog næsten ingen CO₂ sidste år. Er naturens kulstof-depot ved at svigte?

Vi får at vide, at dette pludselige kollaps af kulstoflagrene ikke er en del af klimamodellerne – og hurtigt vil kunne accelerere den globale opvarmning.

Det lyder jo ikke helt rigtigt. Fotosyntesen kører jo stadigvæk på kraft hvert år, hvor der årligt i naturen omsættes 25 gange så meget CO₂, som menneskene udleder. Det er i et lukket kredsløb, hvor CO₂ over året optages af planterne og havet, og derefter afgives igen. Hvert år optages der faktisk lidt mere, end der afgives, og det begrænser stigningen i atmosfærens CO₂-indhold til ca. halvdelen af vores udledninger. Så der er højst tale om, at andelen af vores udledninger, der netto optages, er faldet.

Men lad os vende os mod udgangspunktet: Det videnskabelige arbejde, Piyu Ke et al., der er ude som fortryk, dvs. ikke endeligt fagfællebedømt endnu. Her kan man læse, at tilvæksten i atmosfærens CO₂ i 2023 var 3,37 ppm, målt ved Mauna Loa, Hawaii; det er 86% højere end året før og udgør en rekord siden målingerne blev påbegyndt i 1958. Samtidigt steg udledningerne fra forbruget af fossile brændstoffer kun med 0,6%.

Det tyder på en svækkelse uden fortilfælde af depoterne på land og i havet og rejser spørgsmålet om, hvorfor dette fald er indtruffet.

Et svækket kulstofdepot i 2023 er en følge af den ekstreme opvarmning, globalt 0,6^oC højere end 1991-2020-gennemsnittet og 1,48^oC varmere end det førindustrielle niveau fra 1850-1900, med ekstreme sommertemperaturer og tørke på de nordlige middel-breddegrader.

Dette resultat er alarmerende, idet temperaturerne er forblevet høje i 2024. Det er for tidligt at konkludere noget om et permanent kollaps af land-depotet efter 2023. Og dog vil de skove, der brændte i Canada i 2023 ikke genopbygge deres kulstoflagre i de kommende årtier.

Herefter påpeger forfatterne, at den store nedgang i kulstofoptaget faldt sammen med en El Niño, men den var ikke særligt kraftig. Hændelsen giver efter forfatternes mening anledning til en genvurdering af klimamodellerne, som ikke kan tage højde for store naturbrande og klimafremkaldt overdødelighed blandt træer. Derfor er modellerne nok for optimistiske mht. de resterende ”kulstof-budgetter”, vi har til rådighed, hvis vi vil overholde Paris-målene. Og så kommer den løftede pegefinger:

Hvis den meget hurtige opvarmning fortsætter i det næste årti og har negativ indflydelse på land-depotet, som den havde i 2023, er der behov for hurtig handling mht. opsamling og deponering af CO₂, og en reduktion af udledningerne af drivhusgasser til netto nul, før vi når et farligt temperaturniveau, ved hvilket de naturlige CO₂-depoter ikke mere kan hjælpe menneskeheden med den afbødning, som de har gjort ind til nu, hvor de har halveret effekten af vores udledninger.

Massiv CO₂-opsamling og fuld gang i udbygningen med solceller og vindmøller – NU!

Artiklen er meget lang og består af endeløse computermodelberegninger af CO₂-udledninger, optag i planter og havet, region for region, og alt sammen for at underbygge konklusionen om den tilstundende katastrofe. Men computermodellerne kan man jo få til at sige hvad som helst, og hvis nogle af dem modsagde det ønskede budskab, er de nok blevet sorteret fra.

Men hvad ligger der nu bag alt det her? Ens første indskydelse er at kigge på Mauna Loa-kurven for atmosfærens CO₂-indhold, den er vist på fig. 1, dækkende de seneste år. Der er ikke rigtigt noget usædvanligt at se for 2023, kurven følger de sædvanlige svingninger i takt med årstiderne. Et stort fald i forårs- og sommermånederne på den nordlige halvkugle, hvor planterne spirer og gror, og derefter en stigning om efteråret, hvor træerne taber bladene, og de étårige planter visner og rådner. På den sydlige halvkugle er der selvfølgeligt byttet om på årstiderne, men her er meget mindre landareal og derfor en mindre effekt, der overdøves af den nordlige halvkugle.

Det er ikke umiddelbart synligt, at der skulle være sket noget særligt i 2023; den årlige stigning i CO₂-indholdet er uforandret, som man ser af den sorte kurve på fig. 1, den stiger jævnt uden acceleration.

Snakken om naturbrande i 2023 er heller ikke nogen god forklaring. De var slemme i Canada, men mere beskedne i andre dele af Verden, og 2023 endte på et samlet resultat, der lå over de foregående få år, men som i øvrigt ikke stak ud på nogen særlig måde. Fig. 2 viser statistikken siden 2003, her angivet som den samlede CO₂-udledning fra brandene. Figuren viser således den direkte effekt på atmosfærens CO₂-indhold. Man ser, hvordan f.eks. 2015, 2012 og årene før 2007 lå højere end 2023.

Piyu Ke et al. nævner lidt om El Niño i forbifarten. Her tager Frank Bosse fra Klimanachrichten bolden op og gør opmærksom på, at plantevækst afhænger af mange ting, og især af adgangen til vand. El Niño er netop karakteriseret ved, at større dele af Jorden oplever mindre nedbør end gennemsnittet, det er vist på fig. 3. Her er der tale om store områder, hvor planterne har haft lidt ringere betingelser end i de foregående 3 år, hvor El Niño’s modpol, La Niña herskede.

Sammenhængen mellem global nedbør og de to tilstande er vist for en længere årrække på fig. 4. Figuren viser, hvor stor en andel af den af menneskeheden udledte mængde CO₂, der forbliver i atmosfæren – dvs. ikke bliver opsuget af planter eller havet. Der er udsving fra år til år, men ikke nogen langtidstendens. Derimod ser man en klar sammenhæng med El Niño / La Niña, i forbindelse med førstnævnte er der en større del af CO₂-en, der forbliver i atmosfæren.

Så i det omfang Piyu Ke et al.s tal overhovedet har noget med virkeligheden at gøre, så må de nok betragtes som endnu et udslag af de naturlige ENSO (El Niño / La Niña)-svingninger. Frank Bosse slutter sit indlæg:

Det dårlige er, at endnu en gang bliver den naturlige ENSO-cyklus, med sine velkendte sammenhænge med nedbøren – især i de meget bio-aktive troper, benyttet til at slå ”alarm”.