De nye orkaner, del 1: Helene

Ikke færre end to kraftige orkaner gik i land i USA inden for et par uger og bragte død og ødelæggelse med sig. Forudsigeligt nok kom hele klimaindustrien i gang med at sammenkæde begivenhederne med ”klimaforandringerne” foranlediget af de menneskelige udledninger af CO₂. Her tager vi hul på en lille serie i tre dele. I dag handler det om orkanen Helene, i morgen orkanen Milton og som afslutning kommer der en artikel om orkaner generelt, deres udvikling gennem tiderne osv. 

Her først et kort resumé af begivenhederne omkring Helene. Den startede som en gang tordenvejr i det vestlige Caribiske hav d. 23. september. Næste dag blev den bedre organiseret og befandt sig nu 240 km vest for Cayman-øerne. 24 timer senere nåede den styrken svarende til en kategori 1 orkan og bevægede sig nu nordpå i strædet mellem Mexico og Cuba, se kortet fig. 1.

På vej nordpå tiltog orkanen i styrke, og kl. 8 om morgenen d. 26/9 havde den nået kategori 2. Styrken voksede yderligere og kl. 18 samme aften nåede den kategori 4, og vindhastigheden nåede op over 200 km/time. Fem timer senere ramte orkanen Floridas kyst og medførte i første omgang en flodbølge på 4-5 meters højde, som oversvømmede bebyggelserne ved kysten. Orkanen bevægede sig nu ind over land og tabte hurtigt sin styrke. Allerede ved 5-tiden om morgenen den følgende dag var vindhastigheden faldet ned under kategori 1-niveauet og Helene var nu det, man kalder en tropisk storm.

Nu bevægede stormen sig nordpå og udløste voldsomt regnvejr i en stribe langt væk fra kysten (jfr. fig. 1). Flere stater blev ramt, og der kom voldsomme oversvømmelser mange steder, ikke mindst i byen Asheville i North Carolina, den fik 30 cm regn på 2-3 dage. Det var faktisk i forbindelse med disse oversvømmelser langt fra kysten, at de fleste mennesker omkom.

Orkanens vinde forårsagede naturligvis betydelige skader nærmere kysten, men orkanen blev ledsaget af seks tornadoer, der lokalt anrettede skader i tilgift.

Mediernes reaktioner var forudsigelige, Helene blev straks kædet sammen med klimaforandringerne og den globale opvarmning, se fig. 2. Rutinemæssigt udslynges påstandene, at det varmere hav giver mere energi til orkanen, og den varmere luft kan rumme mere vanddamp, og derfor kommer der mere regn.

Baggrunden for disse påstande, der naturligvis anses for ”videnskabelige”, er fænomenet World Weather Attribution, WWA (”Verdens Vejr-Sammenkædning”), som vi er stødt på nogle gange her på siden. Forskerne i WWA kastede sig over Helene, og allerede d. 9. oktober kunne de offentliggøre resultaterne af deres computermodel-beregninger:

• I nutidens klima, der allerede er blevet varmet op med 1,3 ^oC primært pga. afbrænding af kul, olie og gas, viser vejrobservationer, at tilfælde af regnvejr så alvorlige som dem, der fulgte orkanen Helene, nu sker én gang hvert 7. (3. – 25.) år i kystområderne, og ca. én gang hvert 70. (20. – 3000.) inde i landet.
• For at fastslå klimaforandringernes rolle i forbindelse med regnvejret kombinerer vi observationer med klimamodeller. I begge områder var regnvejret ca. 10% stærkere pga. klimaforandringerne og tilsvarende var de totale mængder regn over de 2 og 3 værste dage blevet ca. 40 og 70% mere sandsynlige pga. klimaforandringer. Hvis Verden fortsætter med at bruge fossile brændstoffer, og derved får den globale temperatur til at stige 2 grader over førindustrielt niveau, vil ødelæggende regnvejrsbegivenheder i begge regioner blive yderligere 15-25% mere sandsynlige. 
• Ved statistisk at analysere modeller af storme i et 1,3 grader koldere klima, viser modellen, at klimaforandringerne var ansvarlige for en stigning på ca. 150% af antallet af den slags storme (nu én gang hvert 53. år i gennemsnit, fra tidligere hvert 130. år) og tilsvarende at de maksimale vindhastigheder af tilsvarende storme nu er ca. 6,1 m/s (omkring 11%) mere intense.

På mange måder minder det her meget mere om studier af teblade eller kaffegrums. Modellerne kan jo justeres, indtil man får et eller andet passende alarmerende ud af dem. Bemærk også, hvorledes det selv i tre korte afsnit skal nævnes – to gange, at det er vores forbrug af kul, olie og gas, der er skyldigt i alle ulykkerne. Troen er på plads.

Hvordan man i praksis kan forholde sig til, at noget nu vil ske hvert 53. år fremfor hvert 130. år er også yderst uklart. Reelt er det eneste lidt mere håndgribelige resultat forøgelsen af vindhastigheden med 6,1 m/s (meget nøjagtigt tal, ikke 6,0 eller 6,2 …). Men da der ikke er to orkaner, der ligner hinanden, ville man aldrig kunne eftervise, om det tal er rigtigt eller ej. Og det er WWA nok ikke så utilfredse med.

Men hvad var det, der skete i Asheville, hvorfor blev byen, der ligger oppe i bjergene, oversvømmet på den måde? Det har Anthony Watts kigget på, og fig. 3 viser et kort med fordelingen af regn i området. Man ser hvordan den voldsomste nedbør er koncentreret i den dal, hvori Asheville ligger, og det var netop floden i bunden af dalen, der gik voldsomt over sine bredder.

Fig. 4 viser, hvorfor regnen netop samler sig på den måde. Stormen roterer mod uret, og det betyder at vinden kommer fra sydøst. Når luften passerer dalen, presses den op ad bjergsiden mod nordvest og afgiver derved al sin fugt i form af regn, inden den når toppen. Regnen løber ned ad bjergsiden og ender nede i floden, mens det kun er relativt tør luft, der kommer ned på den anden side. Dette fænomen har intet med klimaforandringer at gøre, det kunne optræde når som helst i forbindelse med en storm.

Og det gjorde det da også, helt tilbage i 1916, længe før klimaforandringerne var opfundet. Der blev Asheville også ramt og oversvømmet, som vist på fig. 5.

Fig. 6 viser et udsnit af NOAA’s kort over orkaner i 1916. Der var gang i den i Atlanterhavet det år, med 15 identificerede storme, hvoraf de 10 var orkaner. Den gang gav man ikke stormene navne, men numre. 15 er nok i virkeligheden et for lavt tal, da mange storme, der forblev ude på havet, eller gik i land på øde steder, slet ikke blev registreret. Orkanen, der ramte Asheville er nr. 4, den starter ude i Atlanterhavet og bevæger sig i nordvestlig retning, hvor den rammer South Carolinas kyst og slutter som en tropisk storm (og derefter et tropisk lavtryk) i nærheden af Asheville.

1916 var et meget aktivt orkanår, og indtil videre overgår det både i antal og samlede styrke 2024. En af orkanerne, nr. 14, løb parallelt med Helenes bane op mod kysten som den ramte noget længere mod vest. Men herfra trængte den dybt ind i landet, helt op til staten Illinois, hvor den stoppede nogle hundrede km syd for Chicago. Så det er heller ikke noget nyt – fremkaldt af ”klimaforandringer” – at orkaner kan trænge dybt ind i landet.

Der er i det hele taget ikke noget nyt ved orkanen Helene. I morgen kigger vi så på brormand: Milton.