Kinas grønne omstilling

Der er megen tvivl om, hvordan det vil gå i Kina rent klimamæssigt de kommende år. Kina er Verdens største udleder af CO₂, og tallet har været stigende år for år. Hvis det internationale samfund skal gøre sig den mindste forhåbning om, at vi kan nå Paris-målene og ”holde” den globale temperaturstigning under 1,5 eller 2 grader celsius, jfr. fig. 1, så er det helt afgørende, at kineserne bremser op i deres vækst af udledninger lige nu. ”Kulstof-budgetterne” tilsiger, at alle skal ned på omkring det halve i udledninger allerede i 2030, dvs. om 5-6 år. Det siger sig selv, at her kan Kina ikke køre på frihjul.

Det forlød da også i flere medier, at Kinas udledninger allerede ville toppe i år. Hidtil har man lovet at stigningen ville fortsætte til 2030 og derefter vende, således at landet ville nå ”netto-nul” i 2060 eller 2070. I klimakredse glædede man sig derfor over de nye toner, nu var ”netto-nul” og Paris-målene (næsten) reddet. Det er også blevet påpeget, at tilvæksten i ny kapacitet af sol og vind overstiger væksten i kulkraft-kapacitet, hvor man dog nok behændigt overser, at et kulkraftværk over året leverer en langt større procentdel af sin kapacitet end en solcelle eller en vindmølle. Men gennembruddet for ”vedvarende energi” var lige om hjørnet i Kina.

Det er rigtigt, at kineserne har udbygget meget med solceller og vindmøller, men samtidigt er ledelsen pragmatisk og efter et par uheldige måneder i 2022 har den været 100% fokuseret på at skaffe en stabil energiforsyning, både til industrien og til indbyggerne. Derfor er der foregået en kraftig udbygning med kulkraftværker.

USA’s præsident havde sendt sin klima-udsending til Kina for at drøfte de nødvendige nedskæringer. Den kinesiske talsmand havde dog allerede inden mødet udtalt, at der ikke var tale om noget stop for stigningen i udledninger nu, og at det ville blive svært at nå toppen allerede i 2030. Talsmanden udtalte:

Vi må ikke glemme, at Kina stadigvæk er et udviklingsland, som efterstræber modernisering for sin enorme befolkning. Det vil kræve en meget stor indsats at få CO₂-udledningerne til at toppe og til at opnå CO₂-neutralitet.

Det kan man vist roligt fortolke på den måde, at for Kinas vedkommende har klimamål og Paris-aftaler alt andet end høj prioritet.

Ser man på landets energiforbrug til elfremstilling, så er det rigtigt, at sol og vind procentvis er steget mere i de senere år, end det dominerende fossile brændstof, kul, se fig. 2. Men kul er år for år i absolutte tal steget mere, og står stadigvæk for langt den største andel af energiforbruget til el.

Og det ser ikke ud til at ændre sig lige med det samme. Fra Our World in Data kan man trække tallene ud fra fig. 2 og det giver et interessant billede. Fra 2022 til 2023 steg elproduktionen baseret på solceller med 156 terawatt-timer (TWh). For vinds vedkommende er tallet 123 TWh. Det giver tilsammen for vedvarende energi 279 TWh, svarende til en stigning på 23,5%. Kullenes andel steg kun tilsvarende med 6,4%, og sådanne tal bruges af optimister som tegn på en hurtig grøn omstilling i Kina. Men kulforbruget er så meget større, at stigningen på de 6,4% svarer til ikke mindre end 344 TWh. Kinas kulværker havde derfor en større stigning i elproduktionen fra 2022 til 2023 end sol og vind, og det er tegn på, at der reelt ikke er tale om nogen omstilling fra den ene energiform til den anden, men kun om et stærkt stigende forbrug, der så deles mellem de to kilder.

Og Kina er på ingen måde i gang med at nedtrappe udbygningen med kul. I 2022 blev der således givet tilladelse til 106 gigawatt (GW) nye kulkraftværker og for 50 GW’s vedkommende var man i gang med byggeriet 1. januar 2023. Yderligere 60 GW forventes at få byggestart i løbet af 2023. Til sammenligning med ovenstående tal i TWh kan man groft regne med, at 100 GW kulkraft – fornuftigt udnyttet – vil levere i størrelsesordenen 700 TWh pr. år. Så der er meget på vej!

Kinas hurtige udvikling giver et stærkt stigende behov for strøm, ikke mindst fra den stadigt mere velhavende befolkning, der f.eks. efterspørger aircondition i hurtigt voksende omfang.

Meget tyder på, at de nye elværker ikke blot skal supplere produktionen fra sol og vind, og udfylde hullerne i deres forsyning. Snarere skal kulværkerne bruges til det, de er bedst til, de skal køre som en del af grundlasten i forsyningen.

Der har også været påstande fremme om, at Kinas voldsomme nybyggeri primært skal tjene til udskiftning af forældede eller udtjente kulkraftværker. Det sker også, der lukkes gamle og små værker, men totalt drejede det sig kun om 4,1 GW i 2022, det er jo et lille tal sammenlignet med nybygningerne.

Kinas CO₂-udledninger kan ikke forventes at toppe foreløbigt, og når regeringen taler om ”netto-nul” og Paris-mål, er det vist bare for at fortælle omverdenen det, den gerne vil høre. Kina har andre prioriteter.