Misinformation mod klimaet

Klimabenægtere er jo nogle værre nogen, de spreder deres misinformation og bidrager måske til, at nogle klimatroende går hen og kommer i tvivl. Det går jo slet ikke, men hvor slemt er problemet i virkeligheden? Det er naturligvis et emne, der må forskes i, og kastes penge efter i bevillinger.

Således er der for nyligt udkommet en artikel i et anerkendt tidsskrift – PLOS One. Titlen lyder, ganske mundret, som følger:

Gentagelser fremmer troen på klima-skeptiske påstande, selv for folk der støtter klimavidenskaben.

I sammendraget (abstract) kan man bl.a. læse følgende:

Vil gentagen udsættelse for klima-skeptiske påstande fremme accepten af, at de er sandheden, selv for folk, der støtter klimavidenskaben? Forskning i generel viden viser, at gentagen udsættelse for en påstand fremmer opfattelsen af den som sand, når man møder den igen. Men generelt vil folk dog støtte det, de troede på i forvejen. 

I indledningen uddybes spørgsmålet, efter at det er konstateret, at det jo er et velkendt fænomen, at folk kan påvirkes af propaganda, bare den gentages. Men hvad nu hvis det er i et tilfælde, hvor de i forvejen har en fasttømret holdning?

Det forbliver uklart om gentagelser også forøger folks bedømmelse af sandheden, når budskaberne i gentagne påstande strider imod deres egne faste overbevisninger og holdninger. Vi kigger på dette spørgsmål i en sammenhæng, der har fået særlig opmærksomhed i forbindelse med ”balanceret nyhedsdækning”, nemlig gentagelsen af påstande, der er uforenelige med klimavidenskabens veletablerede indsigt. 

Så man kigger på om klimarealistiske udsagn kan få klimatroende til at skifte mening, og som en særlig krølle på halen har man tilmed fokuseret på nogle forsøgspersoner, der er ”meget bekymrede” over klimaet. Troen på klimaet regnes for at være en stærk overbevisning, der normalt skulle være svær at rokke ved. Men det måtte så afklares ved følgende forsøg:

Der blev udført to eksperimenter, og i begge to blev en flok forsøgspersoner, hhv. 100 og 200 deltagere, udsat for en stribe udsagn, af hvilke nogle var i overensstemmelse med videnskaben og andre var skeptiske. Efter en pause på 15 minutter, skulle deltagerne i anden runde bedømme sandheden i påstande, som de allerede havde set, og nye påstande, som de ikke havde set. De to eksperimenter lignede hinanden, men i det første viste det sig, at næsten halvdelen af deltagerne måtte sorteres fra, enten fordi de havde snydt med besvarelserne, eller fordi de ikke bestod en simpel ”bot-test” (hvor computeren skal afgøre om man er et menneske eller en maskine, f.eks. ved at finde billeder med cykler på). Det var derfor, at der i anden omgang blev brugt 200 personer, for at få et bedre statistisk materiale. Her var der så i alt 120, der ikke enten snød eller dumpede i bot-testen.

Spørgsmålet var nu, om forsøgspersonerne ved at blive præsenteret for en skeptisk påstand, som de allerede havde set, var mere tilbøjelige til at mene, at den havde noget sandhed i sig, fremfor påstande, som de ikke havde set før. Kunne bare en enkelt gentagelse rykke deres holdning? Det viste sig, at det kunne den. Effekten var endda synlig hos folk med en tilsyneladende meget alarmistisk indstilling.

Graden af tro på klimaet blev kortlagt i forbindelse med den første spørgerunde, og her viste det sig, at ca. 90% af de ikke frasorterede forsøgspersoner kunne karakteriseres som overbeviste om klimavidenskaben. Det var så de personer, hvor man efter anden runde så på, hvor meget de havde ændret holdning.

Herefter kaster forskerne sig ud i en masse statistiske behandlinger af deres få data, og når som nævnt frem til, at ja, en gentagen påstand har en vis afsmittende effekt, selv på ganske klima-overbeviste personer. Hvis læseren på nuværende tidspunkt er lige så træt af historien, som undertegnede er af at skrive den, så kan vi lade resten ligge, interesserede læsere kan studere den originale og meget lærde artikel.

Men det er jo bemærkelsesværdigt, at folk tillægges så stærke overbevisninger, for reelt er det jo på et meget spinkelt grundlag. Folk ved generelt meget lidt om klimaet, de ser og hører bare alle skræmmehistorierne i medierne, og så må der vel være noget om snakken. Men man ser jo gang på gang eksempler på afgrundsdyb uvidenhed, når det kommer til en nærmere prøve, f.eks. om indholdet af CO₂ i atmosfæren (5%?) eller om CO₂ er giftigt. Havstigningerne, var det en halv meter siden år 2000?

Så hvem, der bliver klogere af det her, er svært at svare på. Der er masser af erfaring med politisk propaganda, ikke mindst i de gamle kommuniststater og de mennesker vidste, hvad der virkede, og hvad der ikke virkede. Så igen, kun fordi der er en tro på en ”klimakrise”, har artikler som denne her mulighed for at blive trykt i et anerkendt tidsskrift.