Der er en stigende utålmodighed blandt mange, der er overbeviste om klimakrisen og det snarlige katastrofale resultat. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få ødelagt vores energiforsyning med solceller og vindmøller. Utålmodigheden er ikke mindst i den veluddannede del af befolkningen, og heraf er der jo nogle, som har deres gang på universiteterne. Her skulle man jo gerne tilvejebringe pålidelig og troværdig viden, men problemet er nu, at det går alt for langsomt. Forskning indebærer omfattende undersøgelser, forsøg, eller for klimafolkenes vedkommende puslen med computermodellerne. Derefter skal der skrives en artikel, den skal antages af et videnskabeligt tidsskrift, fagfællebedømmes og – endeligt – kan resultatet udkomme. Det går for langsomt, når formålet med aktiviteterne er at redde Kloden. Derfor har nogle forskere nu skrevet en artikel, et såkaldt essay, med følgende bemærkelsesværdige indledning:
Tusindvis af universiteter har udsendt erklæringer om klima-nødsituationen, men desværre rejser sektoren for højere uddannelse sig ikke imod den kollektive udfordring med det hastværk, som er påkrævet af de videnskabelige advarsler. Universiteterne anbefaler et større fokus på bæredygtighed i forbindelse med deres forskning, undervisning og kulstofaftrykket fra deres egne institutter. Vi mener imidlertid, at sådanne tiltag vil være utilstrækkelige til at fremme de nødvendige ændringer i vore samfund og økonomier pga. (i) forsinkelsen, der indtræder mellem forskning og undervisning og så virkningen, og (ii) tiltagenes manglende sammenhæng mellem enten politiske processer i den virkelige verden eller de kræfter, der forsøger at opretholde status quo. Vi foreslår derfor, at akademikere skal bevæge sig væk fra videnskabelige artikler og over til offentlige aktioner og engagere sig i agitation og aktivisme for at opnå de dybtgående ændringer, der haster så meget.
Så i stedet for at sidde inde på studerekammeret og nørkle, skal forskerne hellere ud at aktionere. Kaste maling på billeder eller lime sig fast til asfalten på motorveje?
Inden vi når dertil, har artiklens forfattere dog den obligatoriske indledning om klimakrisen:
Den globale opvarmning truer med at forårsage en kollaps af menneskehedens civilisation og økosystemer over hele Jorden, en situation, der er så alvorlig, at over 11.000 forskere har erklæret ”klart og utvetydigt” at Jorden står over for en klima-nødsituation. Ved siden af klimakrisen forårsager ødelæggelsen af naturen en lige så alvorlig miljø-nødsituation, der truer med at føre til udryddelse af en million arter og underminerer betingelserne for menneskets liv. Vi står således over for en klima- og miljø-tvillinge-nødsituation.
Forfatterne beskriver nu i detaljer, hvorfor det er nødvendigt for forskere at gribe til mere aktive midler end bare at passe deres forskning. Samfundet reagerer alt for sløvt, og det skal da også lige nævnes, at olieindustrien forsøger at påvirke tingene den anden vej med store bidrag af penge. Så forskerne skal være meget mere udadrettede og gribe til aktivisme. Den kan bestå i protester eller ikke-voldelig civil ulydighed.
Civil ulydighed er en gammelkendt metode, og forfatterne nævner kvindefrigørelsen, afkoloniseringen og lige rettigheder for alle (racer) som eksempler. Nu gælder det klimaet, og Greta Thunberg nævnes sammen med Extinction Rebellion og andre mindre rare eksempler på, hvad der er sket indtil nu på den front. Det har medført, at en stribe landes regeringer har erklæret klima-nødsituation og ni lande, heriblandt Danmark, har vedtaget lovgivning om netto-nul. Men samtidigt er der en voksende modstand mod tilfældene af civil ulydighed, især når den forstyrrer trafikken i stor skala.
Og forfatterne mener, at der er alt for få forskere og akademikere, der går med til aktionerne. Det kan skyldes frygt for deres jobsikkerhed eller andre sanktioner. Derfor foreslås det, at universiteterne gennemfører tiltag, der aktivt fremmer mulighederne for aktivisme. F.eks. at give de ansatte fri, så de kan gå til demonstrationer, eller ligefrem få orlov til aktiviteter i forbindelse med aktivismen. Så var der måske håb om, at der kunne blive gennemført nogle endnu større demonstrationer f.eks. i forbindelse med COP-møderne. Generelt skal de universitetsansatte have lov til at beskæftige sig med politiske aktiviteter i arbejdstiden – og ikke kun i deres fritid.
Universitetslærerne skal bruge deres forskningstid på at studere aktivisme, og hvordan man gør den mere effektiv, og de skal undervise de studerende i klimakrisen, og hvordan man får nogle gode protestaktioner op at stå. Alle parter skal lære, hvordan man bedre kommunikerer budskaberne ud til samfundet uden for universiteterne.
Men skal de universitetsansatte så lime sig fast til asfalten? Det skal de ifølge artiklen faktisk have lov til, og det skal sikres ved, at deres ansættelsesforhold revideres på følgende måde:
Universiteterne kan give deres ansatte sikkerhed i forbindelse med deltagelse i civil ulydighed, ved åbent at garantere dem, at der ikke vil ske diskrimination af personale, der har fået skrevet noget i deres straffeattest pga. ikke-voldelig civil ulydighed. Til eksempel kan en paragraf med denne rettighed blive indskrevet i ansættelseskontrakterne som en del af den akademiske frihed.
Så en dag er professor Olsen ikke mødt op til sin forelæsning, enten fordi han er til demonstration, eller fordi han sidder i fængsel. Men bare rolig, han skal nok komme tilbage….
Endeligt mener artiklens forfattere, at universiteterne bør stille lokaler og andre faciliteter til rådighed for aktivister udefra, så de kan holde møder og forberede den næste aktion.
Den tid, der går fra undervisning, forskning og studier til aktivismen, vil blot bidrage til den almindelige fordummelse af universiteterne. Det går ikke for godt i forvejen. Måske skulle de pgl. forskere snarere bruge deres tid på at sætte sig lidt nøjere ind i den såkaldte klimakrise. Så ville de opdage, at der ikke rigtigt er nogen, og derfor meget lidt grund til at lime sig fast til motorvejen.
De pågældende forskere foreslår med andre ord klassiske venstrefløjsmetoder. Det bestyrker min opfattelse af, at mange klimaforskere benytter klimasagen til at fremme socialistiske målsætninger.
Tidligere påstod man, at arbejderne ville blive fattigere under kapitalismen, men i stedet blev de rigere.
Så påstod man, at socialisme var en forudsætning for, at tredjeverdenslande kunne blive rigere. Men så viste det sig, at de socialistiske tredjeverdenslande forblev fattige, medens de, der foretrak kapitalisme, blev rigere.
Nu siger de så, at klimaet og miljøet skal reddes gennem omfattende regulering af produktion, forbrug og bortskaffelse af affald. Det kan jo være, de får ret. Men selv hvis deres analyse af vores indflydelse på miljø og klima skulle være korrekt, tvivler jeg på, at deres løsninger er de rigtige. Det har de ialtfald ikke været, da de ville løse fattigdomsproblemet i de industrialisrede lande og tredjeverdenslandene.
Hvis disse “forskere” går på gaden i stedet for på arbejde, vil det højne kvaliteten på de højere uddannelser. Ren win-win.
Problemet med universiteterne er at det ikke er steder hvor man lærer noget.
Slet ikke at tænke selv.
Det er opdragelsesinstitutioner, hvor alle skal hjernevaskes til at være ens, og sige de samme ting i kor uden diskussion, og uden at have sin egen mening om noget.
Ligesom i Sovjets gulaglejre eller Kinas og Nordkoreas genopdragelseslejre.
Efter i mange år at have afvist min barndoms kristendom, må jeg i stigende grad erkende, at jeg holder af visdommen i det meste af hvad Jesus Kristus sagde og gjorde. “Tilgiv dem Herre, thi de ved ikke hvad de gør”, kan man have glæde af de fleste dage.