Tysklands undergang

Den farligste mand i Tyskland i dag er uden tvivl klimaminister og vicekansler Robert Habeck. Han lukkede de sidste tre kernekraftværker og forsøgte sig med en stribe kulkraftværker, men her måtte man dog skyndsomst genåbne nogle af dem igen. Da Habeck tiltrådte som minister, spillede han ud med en mangedobling af Tysklands kapacitet med vind og sol, i alt 400 GW skulle der installeres, hvor landets forbrug normalt ligger og svinger omkring 60 GW.

Resultatet af Habecks plan vil naturligvis være en kolossal overkapacitet af elforsyning, når solen skinner, og det blæser godt, men stadigvæk kortere eller længere perioder, hvor landet mangler endog betydelige mængder strøm. Det illustrerer Rolf Schuster fra Vernunftkraft i sine månedlige opdateringer, fig. 1 viser et eksempel.  

Men Habeck har naturligvis meget større planer, og herom har Fritz Vahrenholt skrevet en længere artikel i Klimanachrichten. Det tyske klimaministerium har netop udgivet en rapport om landets energimæssige fremtid i forbindelse med en komplet grøn omstilling. Vahrenholt kigger på den og på Habecks øvrige krumspring, og det ser temmelig dystert ud.

Der er fire hovedelementer i tankerne:

• 100% vedvarende energiforsyning
• Backup-kraftværker, der kan køre på brint.
• Lokalt fleksibelt strømforbrug
• Fleksibelt strømforbrug i industrien

Den vedvarende energiforsyning skal sikres via den af Rolf Schuster beskrevne udbygning af sol og vind, der skal fældes nogle flere fredsskove for at gøre plads til vindmøller og solceller. De tyske farvande skal fyldes op med havvindmøller.

Mht. brint har Habeck stolt annonceret, at man netop har indgået en aftale med Egypten om fra 2027 at indkøbe i alt ca. 259.000 tons ”grøn” ammoniak. Den kan jo efterfølgende spaltes i kvælstof og brint, og brinten kan tjene som energikilde. Den bliver dog lidt dyr, målt pr. MWh (energimængde) vil den være 9 gange så dyr som naturgas. Eventyret vil i alt koste Tyskland 210 mio. euro. Hvis kunderne i Tyskland kun vil betale markedsprisen for energien (og hvorfor skulle de betale mere?), betyder det, at den tyske stat skal støtte med 187 mio. €. Der er tale om en opfølgende handel til ikke mindre end 3,5 mia. €, den vil så koste statskassen 3,1 mia. Pengene ruller!

Reuters beskriver handelen med Egypten i lidt flere detaljer. Ammoniakken vil inkl. transport koste 1000 €/ton, hvor markedsprisen ellers i juni i år, leveret i Nordeuropa, ligger på ca. 450 US$/ton, det svarer til 412 €/ton. Men ammoniakken her skal jo ikke bruges som gødning, brinten skal udskilles, og således ender man på prisdifferencen til naturgas på ca. 9 gange.

Bruger man brinten til produktion af elektricitet, bliver prisen ifølge Vahrenholt ca. 49 eurocent pr. kWh. Det er over 5 gange dyrere end elprisen i Tyskland og ikke mindre end 14 gange dyrere end USA’s pris.

Det er hårdt nok for forbrugerne at skulle betale disse eksorbitante beløb, men for industrien vil det være helt umuligt, den vil aldrig kunne klare konkurrencen med USA – eller Asien for den sags skyld.

Som det fremgår af fig. 1 er den tyske el-produktion i forbindelse med Habecks vision præget af store overskud og store underskud undervejs. Sådan er det allerede i dag, og man forsøger bl.a. at løse det ved at lade prisen svinge i takt med situationen. På dage med overskud bliver strømprisen negativ, og antallet af timer med negative priser stiger stejlt år for år – i takt med udbygningen af især solcellerne.

Negative strømpriser er naturligvis godt for os forbrugere, men skidt for ejerne af solcellerne, der vil skulle betale for produktionen i de timer, hvor anlæggene ellers producerer mest, og pengene til investeringen skulle tjenes hjem. Dette problem løses med statstilskud, en såkaldt ”glidende markedspræmie” hvor ejerne af energianlæggene er sikret en mindstepris altid – og ved højere priser bare kan skumme den ekstra fløde. Igen må statskassen holde for, i 2024 forventes det at dreje sig om ca. 20 mia. €.

Det mest uhyggelige i sagen er imidlertid forventningerne til industriens fleksibilitet. Fra Habeck & Co.s side formuleres det en anelse dunkelt, som Vahrenholt skriver:

”Elsystemet vil overgå fra en ufleksibel efterspørgsel og hertil indrettet produktion til et system med fleksibelt aftag, der følger den variable produktion.” (citat fra ministeriets rapport). Den sætning er der vel ingen, der skal kunne forstå. Den betyder: Indtil nu blev ethvert behov for elektricitet dækket af forøgelser eller nedsættelser af elværkernes produktion. Men når der nu kun er svingende vedvarende energikilder til rådighed, må kundernes elforbrug fleksibelt tilpasse sig produktionen fra vind og sol. … Habeck udtaler: ”Ufleksibelt elforbrug er i stigende grad totaløkonomisk en ulempe og kan hæmme indpasningen af vedvarende energi i elforsyningen.”

Private skal også være fleksible, de kan ifølge ministeriets rapport lade deres elbiler op, når der er rigeligt med strøm. Hvad de så gør, når landet rammes af en ugelang Dunkelflaute, dvs. tilstand uden sol og vind, melder historien ikke noget om.

Vahrenholt fortæller, at tysk industri ind til nu har været præget af store virksomheder med et meget stabilt og konstant elforbrug. Således belastede 400 virksomheder nettet i over 7000 timer pr. år med et meget konstant forbrug. Det kørte fint i spænd med f.eks. kul- eller kernekraftværker, der fik en meget jævn og optimeret drift. De kunne derfor tilbyde kunderne store rabatter på strømmen, op til 80% af nettarifferne.

Det var et væsentligt element i de tyske virksomheders konkurrencedygtighed og en helt nødvendig forudsætning for overhovedet at drive aluminiums- kobber- eller stålværker, kemisk industri, cement- og papirfabrikker og såmænd også mange virksomheder, der fremstiller varer og har optimeret driften med kontinuerlige arbejdsprocesser.

Alle disse virksomheder står nu som minimum overfor store stigninger i deres elpriser, da. bl.a. rabatten på de 80% vil bortfalde, og priserne generelt er stigende i takt med udbygningen med solceller og vindmøller.

Men hertil kommer kravene om ”fleksibelt” forbrug, der vil gøre det helt umuligt at drive de ovennævnte industrier i Tyskland. De må lukke eller flytte udenlands – som de allerede er godt i gang med som følge af udviklingen på energimarkedet. Tyskland vil blive et meget fattigere land med stigende arbejdsløshed, nedsat økonomisk aktivitet og generel armod.

Og nej, alle de lovede højtbetalte jobs i forbindelse med den grønne omstilling, f.eks. i forbindelse med opstilling af solceller, vil slet ikke kunne opveje tabene. Og med fleksibelt strømforbrug kan Tyskland glemme alt om selv at producere solceller.

Alle visionerne skal udmøntes i ny lovgivning og herom skriver Vahrenholt:

Gyserprogrammet skal træde i kraft 1. januar 2026. 28. september 2025 er der valg til Forbundsdagen.

Her kan man kun håbe på, at Tyskland får en ny regering, der trækker i en anden retning, til gavn for den tyske befolkning og for den sags skyld også resten af Europa.