Passer klimascenarierne

Vi har gentagne gange været inde på problemerne med de scenarier, som IPCC og klimaforskningen bruger til fremskrivninger af CO₂-udledningerne og de dertil hørende forventede stigninger i den globale temperatur. I forbindelse med IPCC’s Femte Vurderingsrapport fra 2013 brugte man de såkaldte RCP-scenarier. Der var 4 stk., hhv.: RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5. De skulle repræsentere forskellige fremtidige udviklingsforløb på Jorden, hvor de lave tal indikerede, at vi var kommet langt med den grønne omstilling og havde fået udledningerne af CO₂ nedbragt. Det værste scenarie, RCP8.5, var af ophavsfolkene tænkt som et yderpunkt, der ikke nødvendigvis ville kunne lade sig gøre i praksis. Det indebar et kolossalt kulforbrug, ingen teknologisk udvikling og en enorm befolkning på Jorden i år 2100.

Scenarierne blev til den seneste IPCC rapport videreudviklet og hedder nu noget med SSP, hvor det værste betegnes SSP5-8.5. Det er i store træk identisk med RCP8.5 – men måske lidt mere ”videnskabeligt”. 

På mystisk vis gik RCP8.5 hen og blev det scenarie, som man betragtede som ”business as usual”, dvs. en situation hvor der slet ikke blev bygget vindmøller og solceller og ikke gjort noget forsøg på at effektivisere energiforbruget. Det betyder, at i en lang række forskningsartikler, hvor man forsøger at spå om fremtiden, f.eks. mht. temperaturen, ekstremt vejr, høstudbytterne i landbruget og den blå dagsommerfugls udbredelse, er det RCP8.5, der ligger til grund for modelberegningerne. Da DMI skulle udgive sit Klimaatlas, der bl.a. skulle give kommunerne informationer om fremtidige forventede havstigninger, var RCP8.5 igen et af de valgte scenarier.

En optælling har vist, at i den seneste IPCC-rapport, Sjette Vurderingsrapport, er det over 40% af de citerede forskningsrapporter (hvoraf der er flere tusinde), der bruger RCP8.5 som grundlag.

Roger Pielke Jr. skrev om tilfældet, men var tilbageholdende i sin fordømmelse af IPCC og deres praksis. Nu har Roy Spencer taget sagen op, og han er mere ligefrem i sin formulering:

Mens Roger ikke mener, at der er overlagte motiver bag IPCC’s strategi, så tror jeg, at det er tilfældet. IPCC ved udmærket godt, at så længe der benyttes klimamodeller, der giver klimaforandringer i ekstremt omfang, så er der kun få mennesker, der vil sætte spørgsmålstegn ved de forudsætninger, der indgik i beregningerne. Folks karrierer afhænger nu af den fortsatte frygt for en ”klimakrise” (som vi stadigvæk har til gode at se).

Roy Spencer fortæller nu, at han ikke har været i stand til at finde en kurve over de faktiske udledninger af CO₂, som han kan bruge til en sammenligning med scenariernes forudsigelser. De blev skabt for snart 20 år siden, så der er en periode, hvor man kan holde dem op mod virkeligheden. Spencer har derfor samlet data sammen og udarbejdet sin egen graf, her gengivet som fig. 1. Her ser man de årlige udledninger af CO₂ fra forbruget af kul, olie og gas i de fire scenarier frem til år 2100. Endvidere er de faktiske udledninger frem til 2023 indtegnet, og de er forlænget med EIA‘s, det amerikanske energi-informationskontors fremskrivninger. Det er fremskrivninger der virker realistiske nok, de viser en let stigning frem mod 2050.

Man ser at den faktiske kurve flugter pænt med det scenarie, der hedder SSP2-4.5, hvilket omtrent svarer til det gamle RCP4.5. Det er et af de mindre ”farlige” scenarier, der kun vil give en behersket temperaturstigning frem mod år 2100 og ikke vil medføre nogen klimakrise, eller klima-nødsituation, eller hvad man ellers fabler om.

Kun scenariet SSP1-2.6 ligger væsentligt under, det ligner de kurver, der fremlægges af folk, der drømmer om ”netto nul” allerede i 2050. Dér kommer vi, realistisk set, aldrig ned.

Så igen, igen er konklusionen, at der ikke er nogen fare på færde, der er ingen klimakrise, heller ikke hvis vi lader udviklingen i energiforbruget (ikke mindst i Den 3. Verden) fortsætte til gavn for menneskeheden.