Nu er sommeren over os, og medierne fyldes op med historier om dødsfald forårsaget af varme. Hvis man er klima-troende, er det meget vigtigt, at den globale opvarmning har så mange negative konsekvenser som muligt, og hvad er bedre, end at folk rent faktisk dør af varmen?
Nævenyttige personer som Bjørn Lomborg har ellers for vane at påpege, at kulde faktisk dræber mange flere i Verden end varme, men nu skal vi jo ikke have den gode stemning ødelagt. Selvfølgeligt er der lidt problemer med definitionerne. Mennesker dør hele året rundt, også om sommeren, men hvornår er et dødsfald rent faktisk forårsaget af varmen? Der findes masser af statistikker om emnet, og nogle af dem kan give anledning til overskrifter som i The Guardian:
Men lad os nu med Kip Hansen fra WUWT ved hånden kigge på tal, der burde være mere seriøse. NOAA, den amerikanske Nationale Hav- og Atmosfære-Styrelse, har udsendt noget statistik over dødsfald som følge af ekstremvejr i USA i 2023 (fig. 2). Her kommer varmen klart ind på en førsteplads, både for året men også for de foregående 10 eller 30 år. Langt efter kommer storme, oversvømmelser, lyn, regnvejr og vinter og kulde. Så der må være noget om snakken vedr. de farlige temperaturstigninger.
Man bemærker dog, hvor små tallene er. Omkring 200 dødsfald ud af en befolkning på over 300 millioner mennesker. Uendeligt mange flere bliver årligt slået ihjel i trafikken eller af skydevåben.
Man bør også nærlæse The Guardians overskrift og den følgende artikel. Oversat står der:
Ekstreme temperaturer dræber årligt 5 millioner mennesker, og antallet af varme-forårsagede dødsfald er stigende.
Den uhildede læser vil meget let få det indtryk, at alle fem millioner døde af varme. Det er imidlertid slet ikke tilfældet, fordi artiklen nævner, at 9,4% af alle årlige dødsfald er relateret til varme eller kulde, og det er kun de 0,9%, der har med varme at gøre, resten er kuldedødsfald. Det hævdes så, at andelen af varmedødsfald er stigende, men det er jo stadigvæk ikke i nærheden af antallet af kuldefremkaldte dødsfald.
Faktisk har andre regnet sig frem til, at den globale opvarmning, som bl.a. har resulteret i mindre strenge vintre mange steder, har medført en nedgang i antallet af kuldedødsfald, måske med op til 650.000 sammenlagt i perioden 2000-2019.
NOAA’s tal er interessante set i lyset af, at en anden amerikansk institution, CDC, Center for Sygdomskontrol og -forebyggelse, har nogle andre tal. De er baseret på dødsattester, og her når man frem til at ca. dobbelt så mange i USA er døde af kulde som af varme.
Vi har tidligere refereret Bjørn Lomborgs kritik af en illustration fra The Lancet, der skulle vise udviklingen i hhv. varme- og kulderelaterede dødsfald i de europæiske lande, se fig. 3. Til venstre er The Lancets graf, hvor man umiddelbart får det indtryk, at antallet af dødsfald fra de to årsager er omtrent det samme. Men kigger man godt efter, opdager man, at der er forskellige skalaer i bunden under bjælkerne (tv.), skalaen for varmedødsfald er meget finere. Lomborg har så tegnet figuren op igen (th.) og nu ser man tydeligt, hvordan kulden dominerer.
Alle kneb gælder, når det er til forsvar for klima-alarmismen, og vi må takke årvågne personer som Kip Hansen & Bjørn Lomborg for, at klimafolket ikke slipper godt fra det.
Ved I om the Lancet har erkendt fejlen ? Der er i publikationen under figur 3 en knap hvor man kan trykke’ full caption’ . Så viser den “Please note that the range of the axis for excess death rates differs between the heat and cold part of the plot ”
jo stadig ikke i orden. Men længere nede under discussion står : “This online publication has been corrected. The corrected version first appeared at thelancet.com/planetary-health on July 2, 2024”
“It is worth noting that catastrophism has always existed, and the tendency to catastrophize is a common cognitive distortion.”
Javier Vinós
Basal talforståelse, sandsynlighedsregning og statistisk afbildning burde være obligatoriske fag i grundskolens øvre klasser.
Glem alt om medierne som “den 4. statsmagt”.
Med de medier, vi efterhånden er belemret med, er folks egen kritiske sans det eneste, der kunne redde Demokratiet.
Utroligt, at et højt estimeret videnskabeligt tidsskrift som The Lancet nedværdiger sig til at publicere ovenstående (figur 3 til venstre).
En sådan manipuleret abscisse (x-akse) burde være frasorteret allerede af redaktionen, men i hvert fald under peer review. Det er skandaløst, at dette ikke skete. Bad will?
Den uhildede læser må jo umiddelbart få det indtryk, at dødsfald p.g.a. kulde og varme snart er lige mange. – Nu er der jo næppe mange uhildede læsere af The Lancet. Hvorfor skulle der så en Lomborg til at afsløre dette fake new(s)?
PS: Jeg kørte på tværs af Danmark i lørdags, hvor der var forudset en ”100-års-hændelse”. Bortset fra regn de første 5 minutter var det stort set tørvejr hele vejen ud (til Sønderjylland) og hele vejen hjem (til hovedstadsområdet). – Jeg lægger hverken DMI eller DR dette til last. De advarede jo bare om en mulig hændelse. Men vore unge bliver opskræmte hver gang, og kan ikke skelne mellem ”vejr” og ”klima”.
Jeg kunne godt ønske, at vore børn og unge i skole, gymnasier og på universiteter fik undervisning i de helt basale fakta vedr. vejr og klima, istider etc. Både mekanismerne og helt historiske fakta. Danske forskere har, fra iskerneboringer i Grønland, bidraget med voldsomt megen viden om tidernes skiften. Hvor mange af de unge har nogen anelse om det?
Ingen af dem aner f.eks., at klimaet var varmere i middelalderen, romertiden og i bronzealderen. At nordboerne kunne dyrke korn i Grønland for 1.000 år siden (men stadig ikke kan det i 2024).
Men det sker nok ikke. Vore unge er forblændede af højtråbende, verdensfjerne idealister som ”Den grønne ungdomsbevægelse” etc., der ikke anerkender faktuelle fakta.
Med salig Peter P. Rohde (”Midt i en ismetid”, 1970): ”De farligste samfundsreformatorer er idealisterne”. De tillader ingen opposition.
Det er ligesom når DMI igen og igen varsler ekstremvejr nærmest konstant, bare en byge eller solstråle nærmer sig.
Eller som fornylig: 100-årshændelse på vej, hvorefter man nærmest skulle lede efter en vandpyt.
Vi skal alle sammen holdes i permanent panikberedskab så vi er parate til at ofre alt for den store Klimagud.
Det er kun det der er formålet.