Tog med kul på

Terry Etam fra The Boe Report har skrevet en meget munter historie om to store togprojekter, beliggende på hvert sit kontinent. Generelt anses tog for at være en mere ”klimavenlig” transportform end flyvemaskiner, da man under de rette forudsætninger kan regne ud, at toget vil udlede mindre CO₂ pr. passager-kilometer end et rutefly. Hvis toget ovenikøbet er elektrisk og kun kører, når Solen skinner eller vinden blæser, så er det jo helt perfekt.

Californien, der deler de samme tossede visioner som Danmark om at være ”foregangsland”, er naturligvis med på toget, om man så må sige, og tilbage i 2008 blev det besluttet at bygge en højhastigheds-togforbindelse mellem Los Angeles og San Francisco. Det er en afstand på ca. 800 km. Budgettet var 33 milliarder dollars og banen skulle efter planen stå færdig i 2020.

Hvad der næppe kan overraske mange, så var banen ikke færdig i 2020. Californiens guvernør annoncerede på det tidspunkt, at banen i første omgang ville blive reduceret til ca. 250 km, dvs. den ville kun nå ca. en tredjedel af vejen – og den ville koste 35 mia. dollars. Det er dyrere end det oprindelige budget for alle 800 km. 

Ingen vil give et bud på, hvornår hele strækningen mellem de to byer er bygget færdig, men man taler om en pris på op i mod 128 mia. dollars. Blandt andet har man erkendt, at projektet indebærer næsten 60 km bjergtunneler, og de er jo dyre at bore ud.

Minder det her ikke lidt om danske supersygehuse? Man kommer også til at tænke på de grandiose planer for Nordsøen med hundredvis af gigawatt havmøller, energiøer, brintrør og tykke kabler på kryds og tværs. Hvordan mon det ville gå med tidsplanerne og budgettet, hvis man en dag var tåbelig nok til at kaste sig ud i de projekter? Ville noget af det stå klar inden 2050, hvor vi skal nå ”netto nul”?

Men nu til den anden jernbanelinje. Denne gang i Kina. Her har man opført en stribe højhastighedsforbindelser, den mest kendte er nok den mellem Beijing og Shanghai, den er så hurtig, at rejsetiden ikke er længere, end hvis man skal flyve (inkl. turene ud til lufthavnene i de to byer, check-in osv.). Men mange andre byer i Kina har også deres forbindelser. Det er sket på forbløffende kort tid, undertegnede rejste for kun knap 40 år siden fra Liuzhou til Guangzhou i Sydkina, en tur på 400-500 km i fugleflugtslinje, men den tog 24 timer med toget. De tider er endegyldigt forbi.

Man må dog her ikke se bort fra, at Kina er et meget autokratisk styre, og lokale protester mod nye jernbanelinjer, ekspropriationer osv., bliver brutalt fejet til side.

Men specielt én kinesisk jernbanelinje er ifølge Etam meget interessant. Den var klar til drift i 2019 efter kun fire års byggetid. Den er elektrisk, godt 1800 km lang og kostede 28 milliarder dollars. Der var mange ingeniørmæssige udfordringer undervejs, der skulle opføres 770 broer (heraf et par stykker der skulle krydse Yangtse-floden og Den Gule Flod) og ikke mindre end 229 tunneller med en samlet længde på 469 km.

Denne nye jernbaneforbindelse, der løber mellem Indre Mongoliet og byen Ji’an i Jiangxi-provinsen, sydvest for Shanghai, er ikke højhastighed, topfarten er kun 120 km i timen, og på lange strækninger er den kun énsporet. Men den skal heller ikke transportere mennesker, den blev bygget med kun ét formål: Transport af kul! Den kan flytte mere end 200 millioner tons om året.

Der er nogen, der kan og vil, og andre der ikke kan og vil det forkerte…