Klimarådet har travlt med alle aspekter af klimasagen. Der følges nidkært op på de lokale klimamål og opfyldelsen. Danmark ser ud til at nå målet for 2025 for reduktionen af CO2-udledninger, men det er i betydeligt omfang snyd. Dels har vi vores store import og forbrug af biomasse, der ikke tæller med i regnskabet, dels importerer vi en meget stor del af de varer og ting, som vi bruger i dagligdagen.
Netop vareimporten er der stigende fokus på, og Energistyrelsen udsender på regeringens vegne en årlig status på, hvordan det går med ”klimabelastningen” fra vores import. Den status skal Klimarådet derefter gennemgå og udsende en vurderingsrapport.
Rapporten udkom for nyligt, ledsaget af en kort introduktion på Klimarådets hjemmeside. Her kan man bl.a. læse (jfr. fig. 1):
Siden 1990 er danskernes forbrugsaftryk herhjemme faldet med cirka 45 pct., men det danske forbrugsaftryk fra importerede varer er steget med omkring 30 pct. i samme periode.
Selvom forbrugsaftrykket er faldet samlet set, er det stadig meget højt. En europæisk opgørelse viser, at Danmark i 2021 havde det tredjehøjeste klimaaftryk fra forbrug pr. indbygger i EU. Det skyldes særligt, at danskerne har et højere klimaaftryk fra forbrug af kød, benzinbiler og fra boliger sammenlignet med den gennemsnitlige EU-borger.
”Danmarks globale klimaaftryk er en vigtig del af den samlede klimaindsats. Vi anbefaler, at regeringen styrker indsatsen for at reducere vores klimabelastning i udlandet,” siger forperson for Klimarådet Peter Møllgaard.
Det bemærkes, at Klimarådet nu også er gået hen og blevet ”woke”, Peter Møllgaard er ikke længere ”formand” men ”forperson”. Man må jo følge med tiden!
Klimarådet kigger på forskellige områder i opfølgningen, bl.a. vores vareimport, udenrigstransport, eksport af ”grøn” energi og energiløsninger osv. Mht. vareimporten vejer det offentlige ganske tungt:
De offentlige indkøb er en vigtig del af det samlede danske forbrugsaftryk. Klimarådet gentager i notatet en anbefaling om, at regeringen sætter et pejlemærke for offentlige indkøb. Klimaaftrykket fra offentlige indkøb forventes ifølge den globale afrapportering at stige fra 14,3 mio. ton CO2e i 2022 til 15,6 mio. ton CO2e i 2030. Stigningen forventes særligt at komme fra byggeri og anlæg.
”De offentlige køkkener serverer cirka 650.000 hovedmåltider om dagen. Det vil i sig selv være til gavn for klimaet at omlægge denne del af kosten i Danmark, og lige så vigtigt vil det kunne bidrage til at normalisere en klimavenlig kost i den danske befolkning, når flere får serveret klimavenlig mad og tager klimavenlige vaner med hjem i privaten. Det offentlige har gode muligheder for at gå forrest på dette område,” siger næstforperson i Klimarådet Bente Halkier.
Klimarådet har nu i tilgift indtil adskillige ”næstforpersoner”.
Udregningerne af klimabelastningen ved import er ganske komplicerede. Man er nødt til at tage højde for den grønne omstilling i de eksporterende lande, jo mere grønne de er, desto mindre er ”klima-aftrykket” ved import fra dem. Men fornemmer, hvordan der her ligger beskæftigelse til mange offentlige bureaukrater med at regne det ud.
Klimarådet skeler naturligvis til Paris-aftalen. Hvordan harmonerer vores import med målene om at holde udledningerne under grænserne her? Ikke særligt godt lige p.t., viser det sig.
Selve rapporten lægger ud med et noget dystert billede:
Det samlede klimaaftryk fra dansk forbrug var 64 mio. ton CO2e i 2022. Det er 55 pct. højere end Danmarks samlede territoriale drivhusgasudledninger, og svarer til 11 ton CO2e pr. dansker.
Det er jo som sagt ikke ligegyldigt hvorfra vi importerer, og desværre er det ikke de klimamæssige dukse-nationer, der vejer tungest:
Den udenlandske del af Danmarks klimaaftryk fra forbrug fordeler sig geografisk bredt. Knap 40 pct. af den udenlandske del af klimaaftrykket fandt i 2022 sted i andre EU-lande med Tyskland, Polen og Nederlandene som de primære lande. Af de resterende 60 pct. udledtes en betydelig del i Kina. Kina stod for cirka 20 pct. af den udenlandske del af Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk, og denne del er steget betydeligt over tid.
Kina har jo udbygget sin elforsyning massivt med kulkraft, så det er næppe det bedste sted at importere fra. Men både Danmark og EU er jo lykkedes med at jage meget af fremstillingsindustrien ud af området, det har pyntet på klimaregnskaberne lokalt, men den globale effekt har snarere været endnu større udledninger.
Det er interessant her at sammenligne med Klimarådets andre rapporter, hvor man klapper i hænderne over tiltag, som kan få energitung produktion (f.eks. cement) ud af landet, og derved bringe os nærmere opfyldelsen af de danske klimamål.
Men, men, vi skal jo redde Verden, og det kan kun ske ved at opfylde Paris-målene. Og det kommer ikke til at ske uden en drastisk ændring i vores forbrug:
Sammenligningen mellem NDC-scenariet og Parisaftale-scenarierne viser altså, at selv hvis landene når deres nuværende klimamål, er det ikke nok til, at Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk er i overensstemmelse med Parisaftalens temperaturmål. Det betyder, at hvis landene, hvorfra vi importerer, ikke fører en mere ambitiøs klimapolitik end planlagt, så er der behov for danske tiltag for at sænke aftrykket, hvis det danske forbrugsbaserede klimaaftryk skal være i overensstemmelse med Parisaftalen. … Tiltag til at sænke aftrykket kan fx være et skift til mere plantebaseret mad, færre flyrejser og brug af mindre klimabelastende byggematerialer.
(”NDC” er de nationale luftige tilsagn om reduktioner af udledningerne.)
Ud med oksekødet, færdig med ferierejser sydpå og stop brugen af den ”klimaskadelige” cement, der ellers er et uovertruffet byggemateriale. Folk skal mærke hammeren i deres hverdag. Og Klimarådet er klar med et bud på hvor meget, vi skal reducere, se fig. 2:
UNEP har lavet scenarier for, hvor høje de samlede, globale udledninger må være, hvis Parisaftalens temperaturmål skal være inden for rækkevidde. Hvis man ud fra et lighedsprincip fordeler de tilladte globale udledninger ligeligt ud på verdens borgere, må hver indbygger i verden udlede mellem 3,9 og 4,8 ton CO2e i 2030. Det viser UNEP’s medianestimater for tilladte udledninger i de to 1,5 og 2 graders scenarier sammenholdt med FN’s befolkningsprognose.
Hvis danskerne sænker deres klimaaftryk til i gennemsnit at udlede 3,9 ton CO2e pr. indbygger i 2030, vil det svare til en reduktion i klimaaftrykket på næsten 60 pct. i forhold til 2020-niveauet.
Så vi har, mildt sagt, travlt. Der er kun seks år tilbage til at beskære vores forbrug med to tredjedele. Det kommer jo nok ikke til at ske.
Ernæring er den eneste gren af Videnskaben der er mindre reproducerbar og mere cherry picket end klima, nok ikke så mærkeligt – det er ikke muligt at lave den slags forskning på mennesker og holde sig inden for etikkens rammer, og så må man jo selv finde på sine resultater eller få et rigtigt arbejde.
Heldigvis har vi forgangslandet Indien.
Spørgsmålet er hvordan, selv ud fra en pragmatik der er drejet ud i et perverst leje hvor individets sundhed ingen værdi har over kollektivets hungren efter reduktion, man tror at man ved at bevæge sig mod Indiske tilstande kan få et netto plus for samfundet ved at indføre indiske tilstande på ernæringsområdet.
Der findes meget få alternativer til kvæg og lam i det moderne samfund når det kommer til at dække menneskets ernæringsmæssige behov.
“Folk skal mærke hammeren i deres hverdag”
– en dansk (mad)kulturrevolution forestår!
Hvis det altså stod til Klimarådet…men det gør det nok næppe – uanset hvor mange næstforpersoner der så udpeges! 🙂
Desværre ser det ud til, at statsministeren har ‘glemt’ sit valgløfte vedr. prisen på hakket oksekød!:
https://www.bt.dk/politik/mette-f-klapper-i-om-koedsovs-loefte
Det kommer til at stoppe hårdt og brutalt snart:
C40 rapporten nævner som mål at man kun må lave en kort flyrejse hvert 2./3. år (max 1500 km), ingen kødspisning og kun indkøb af 3 stk beklædning om året. ROFL.
På et tidspunkt får befolkningen nok. Vi har allerede set et vink med en vognstang til EU-valget.
Jeg vil foreslå at vi jævner alt med jorden i Danmark, smider 99% procent af befolkningen ud af landet, og så bygger jordhuler til klimatosserne, som så kun må leve af de planter de kan finde selv.
Så må staten da endelig blive tilfreds, og stoppe med at true befolkningen med alverdens ulykker hele tiden.
Mette regerer via selvskabte katastrofescenarier, som medierne lydigt promoverer.