Havvind rammer muren

I bogen ”Troen på klimaet” betragtes hele klimaspørgsmålet mere som en kollektiv tro end egentlig videnskab. Der er mange bemærkelsesværdige elementer i sagen, men et af de mere forunderlige er den grønne omstilling. Man kan vælge at tro på menneskeskabt global opvarmning og anse den for at udgøre en større eller mindre risiko for Jordens fremtid, men det er ikke nok. Det fordres også, at man tror på, at det er muligt at omlægge hele vores energiforsyning til solceller og vindmøller – og det i løbet af en kort årrække. Hvis man anlægger det synspunkt, at ja, vi har et problem med klimaet, men nej, den grønne omstilling kan ikke lade sig gøre, så er man at betragte som en kætter. Og det uagtet, at hvor klimasagen er relativt teoretisk af natur, som bekendt baseret på forudsigelser fra computermodeller, er den grønne omstilling anderledes håndgribelig. Den består af fysiske elementer, solceller og vindmøller, og år for år får vi mere og mere indsigt i, hvordan de virker i forbindelse med energiforsyningen.

Når det påpeges, f.eks., at sol og vinds ustabilitet har svært ved at opfylde behovene for en jævn og pålidelig elforsyning, hører vi ofte, at sol og vind er langt de billigste energikilder og derfor vil de ”udkonkurrere” de fossilt fyrede elværker eller kernekraftværkerne. Det er en sejlivet myte, som selv myndigheder som Energistyrelsen gladelig viderekolporterer.

Blandt politikere og andre beslutningstagere er det en accepteret sandhed, at jo mere sol og vind, vi installerer, desto bedre vil energiforsyningen virke. Og når de så også er billigst, er det jo ren win-win.

Situationen vedr. havvind nåede et euforisk højdepunkt i 2021 med udbuddet af vindmølleparken Thor i Nordsøen. Hvor man hidtil havde opereret med en form for statsstøtte eller prisgarantier, blev der afgivet 5-6 tilbud på Thor, som ikke indebar nogen form for støtte, tværtimod, vindmølleselskaberne gik alle med til at betale 2,8 mia. kr. til statskassen. Energistyrelsen kunne ikke finde på andet end at trække lod mellem byderne, og tyske RWE vandt opgaven. De er så småt gået i gang med forberedelserne til projektet.

Næste skridt var de to energiøer, Bornholm og den kunstige ø i Nordsøen. Her gik det tungere. Nordsøen så ikke ud til at blive rentabel, mens Bornholm havde udsigt til underskud pga. store udgifter til kabelforbindelserne til Sjælland og Tyskland. De projekter blev så sat på hold.

I år har regeringen spillet ud med en ny udbudsrunde, for i alt 6 gigawatt (GW) havvind fordelt over de danske farvande + de 3 GW i forbindelse med ”Energiø Bornholm”. Denne gang er der slet ikke tale om nogen form for statsstøtte, tværtimod, vindmølleselskaberne skal byde ind med en årlig koncessionsbetaling for at få lov til at benytte havarealerne. Hertil kommer, at staten skal have en ejerandel på 20%.

Med priserne i 2021-22 kunne investeringerne måske tjene penge hjem, men siden da er vindmøllebranchen blevet ramt af kraftige prisstigninger, både på møllerne selv, men også på kabelforbindelserne og selve opstillingen. Hertil kommer, at renten er steget, fra omkring 0 til op imod 4%. Det er en alvorlig bet for netop vindmøller, hvor stort set alle udgifterne falder i etableringsfasen, før man kan begynde at sælge strøm og få penge i kassen.

Nu har konsulentfirmaet PwC udarbejdet en rapport om de økonomiske udsigter for den udbudte havvind, og det er ikke rar læsning, hvis man gerne vil gennemføre en grøn omstilling. PwC konkluderer, at de 9 GW møller vil koste 46 mia. kr. mere i investering, end man regnede med i 2021. Den gang ville de 9 GW i alt koste ca. 155 mia. kr., men nu kan man ifølge PwC kun få knap 7 GW for de samme penge. Hertil kommer belastningen fra den højere rente og situationen er nu den, at en GW møller har fået forringet sit resultat med 13 mia. kr. 1 GW stod tidligere til at skabe et overskud omkring 10 mia. kr. i sin levetid, nu er tallet faldet til et tab på 3 mia. kr.  

Ikke nok med at vindmøllerne er blevet dyrere, ved siden af skal der jo investeres mange penge i el-distributionsnettet, her regner man med en samlet udgift på 49-57 mia. kr.

For møllernes vedkommende har PwC regnet på tre forskellige scenarier, hvor forudsætningerne ændres i forhold til udgangspunktet: ”Basisscenariet”. Af særlig interesse er her overvejelserne om elprisens betydning. Ligesom med solcellerne lider vindenergi også under problemerne med den såkaldte kannibalisering. Når det blæser godt, producerer møllerne en masse strøm over store dele af Nordeuropa samtidigt, og det presser priserne ned, nogle gange endda til nul. Med 9 GW havvind ekstra vil dette naturligvis være et kæmpeproblem, med mindre Power to X-luftkastellerne til enhver tid kan opsuge hele den overskydende mængde strøm. Det er der vist ikke mange, der for alvor tror på.

PwC har nu antaget, at elpriserne falder betydeligt i perioder med megen vind, de såkaldte ”vindvægtede priser” og beregnet, hvad det vil betyde for møllernes økonomi. Resultatet ser ikke rart ud:

Resultaterne for basiscasen uden vindvægtede priser …. er, at en investering i 1 GW havvind med realisering i 2030 har en negativ projektværdi på -3,2 mia. kr. Anvendes vindvægtede priser, falder projektværdien markant til -8,0 mia. kr. Den interne rente falder ligeledes markant fra 4,8 % i scenariet uden vindvægtede priser til 2,3 % i scenariet med vindvægtede priser.

Kannibaliseringen vil blive et stort problem for sol- og vindbranchen fremover, som vi har set allerede, og PwC kan så bekræfte den konklusion endnu en gang.

Det er jo i høj grad pensionsselskaber og finanshuse, der er udset til at komme med pengene til investeringerne. CIP – Copenhagen Infrastructure Partners -, f.eks., sætter jo aldrig egne penge på højkant, de formidler kun investeringerne og projekterne og tager sig godt betalt i kommission. Men nu rører finansverdenen på sig, en repræsentant siger, med PwC-rapporten i hånden, at man selvfølgeligt ikke vil investere i noget, der ikke giver et økonomisk afkast – og det kniber det jo med for havvindens vedkommende.

Andre aktører mere eller mindre antyder, at staten må træde til, med én eller anden form for støtte, her føler man sig stærkt inspireret af USA’s Inflation Reduction Act, hvor milliarder af dollars kastes i grams. Men hvis det er nødvendigt i Danmark, så er myten om den billige havvind for alvor skudt i sænk – og skal vi så overhovedet satse på denne ustabile energikilde?