Illusionister

Der findes en særlig kategori af tryllekunstnere, der kaldes illusionister. Deres kunstneriske magi betragtes som vanskelig og er karakteriseret ved, at illusionistens numre og tricks baserer sig på et optisk bedrag.

Sådanne illusionister har kronede dage i disse år, ikke blot dem, der præsenteres i et spotlight på en scene, men snarere og i særlig grad en uskøn samling af taskenspillere i den almindelige offentlige debat, som giver os tilsyneladende væsentlige informationer, der dog ved nærmere eftersyn viser sig at være det rene bluf.

Lad mig lave et par nedslag for at illustrere problematikken:

Eksempel 1.

Under endog meget stor mediebevågenhed anbefalede det såkaldte Svarer-udvalg en CO₂-afgift for landbruget med den begrundelse, at der herved kunne leveres en meget vigtig – ja nødvendig – reduktion på 2,5 millioner ton CO₂ i 2030. Et meget væsentligt bidrag, måtte man forstå, til den reduktion på 5,4 millioner ton, som angiveligt var nødvendig for at komme i mål med 2030-målsætningen om en 70% reduktion af udledningen. Nye beregninger fra hhv. Københavns og Aarhus Universitet viser imidlertid bl.a., at udledninger fra lavbundsjorder bliver mindre end antaget, og at skovene optager mere CO₂ end forventet. Konsekvenserne heraf er, at klimaministeren forleden glædestrålende kunne meddele, at regeringen stort set og som ved et trylleslag allerede nu er i mål med klimalovens 2030-reduktion. Og den smule malurt, som hovedforfatteren til en af rapporterne, lidt ufint drypper i bægeret, at der for det første ikke er ”blevet bundet et eneste gram CO₂ mere ude i den virkelige verden” og at der for det andet er knyttet så mange forbehold til beregningerne, at vi med stor sandsynlighed snart kan forvente helt andre – også forskningsbaserede – tal, skal naturligvis ikke ødelægge den gode stemning og afholde beslutningstagere og meningsdannere i at bruge de tal, man bedst kan lide i den politiske samfundsdebat. Keine Hexerei, nur Behändigkeit, mine damer og herrer, illusionsnummeret er gennemført og alle applauderer.

Eksempel 2.

Studerende og tilløbere har etableret en uautoriseret campingplads på Københavns Universitets ejendom. Ikke for at nyde det dejlige forårsvejr, men for at synliggøre en række krav til universitetsledelsen om, at universitetet i ord og handling på forskellig vis markerer sin modvilje mod Israel i den ulykkelige krig i Gaza. Den meget massive omtale af campisterne i medierne synes at bibringe befolkningen den opfattelse, at det stort set er alle 37.000 studerende, der står bag den politiske aktivisme hos campisterne. Den opfattelse kan kun finde yderligere næring af, at universitetsledelsen synes at tage aktivisterne meget alvorligt og derfor har indledt en møderække med deres repræsentanter med henblik på en afklaring af om og i hvilket omfang, aktivisternes krav kan imødekommes. Og de – aktivisterne – ser meget positivt på udviklingen og citeres for, at “ledelsen grundlæggende er enige i de studerendes synspunkter og også er villige til at arbejde med deres krav” ligesom de citeres for, at der er aftalt “et opfølgende møde, når ledelsen har haft mulighed for at bearbejde vores uddybede krav og kigge på mulige implementeringer”. Illusionisterne fremfører, med medierne – og universitetsledelsen – som villige klakører, deres magiske tricks ved at skabe den illusion, at mindre end 3 promille af de studerende på Københavns universitet med deres holdninger også repræsenterer de resterende 99,7% af de studerende eller i al fald en betydelig del af dem. Det ved vi ganske vist intet om, men det er den eneste mulige forklaring på det overdrevent massive medieopbud og ledelsens overdrevent og besynderlige falden på halen over 100 aktivister. Sturt sturt nummer udført til perfektion af meget få studerende, eller hvad de nu er.

Eksempel 3.

TV2 fortæller den undrende læserskare på deres og TV2 Øst’s hjemmesider, at “tonsvis af indfanget CO₂ køres til Stevns for at aflaste klimaet.” “Aflaste klimaet” – den har vi vist ikke hørt før. At klimaet som sådant skulle “aflastes” og dermed befris for besvær eller problemer, er meningsløst og forvrøvlet. Øvelsen skal angiveligt ske på den måde, at CO₂ i røgen fra “skibakken” på Amager (Amager Ressourcecenter (ARC)) fanges ind (kaldet CCU – Carbon Capture and Utilization). I stedet for at fordufte i atmosfæren transporteres fangsten på lastbiler til Stevns, hvor det pumpes ind i den lokale gartners drivhuse. Det betyder, at tomater og andre grøntsager guffer den lækre CO₂ i sig og følgelig bliver væsentligt større end deres artsfæller hos konkurrenten. Fantastisk teknologisk gennembrud, tænker man og ren win-win, idet både gartneren og hans kunder samt – ikke at forglemme – klimaet bliver så glade. Men igen er det illusionisten, der dygtigt er på spil. For det første er det at pumpe CO₂ ind i gartneriernes drivhuse en velkendt teknologi, der har været benyttet i mange år. I almindelighed sker det gennem perforerede slanger, der hænger under drivhusenes lofter eller ved tilsætning til vandingsvandet. Der er således intet nyt i det stort lancerede koncept, bortset fra, at leverancen nu sker i store diesel-lastbiler fra Amager og med produktionsmetoder – CCU – som er ekstremt dyre. For det andet og som det væsentligste, reducerer anvendelsen af CO₂ i drivhuse ikke indholdet i atmosfæren med et eneste milligram. Det skyldes, at den CO₂, der indfanges på Amager og sendes til Stevns, alligevel ender i atmosfæren, når agurkerne fortæres eller blomsterne visner ude hos forbrugeren. Den pågældende CO₂ har blot været en lille omvej til eksempelvis en tomat, og det er derfor rent blændværk at bilde den sagesløse befolkning ind, at metoden “aflaster klimaet”. Illusionisten har igen fejret store triumfer med sit elegante udstyrsstykke, som ser imponerende ud, men som altid med illusionister, er det det rene snyd og bedrag.

Eksempel 4.

Det er svært i disse år at åbne en avis eller at se en nyhedsudsendelse på tv uden at blive mindet om, at de indre danske farvande, herunder Kattegat og Østersøen, lider af iltsvind i en sådan grad, at fiskebestanden stort set er forsvundet. Skurken er naturligvis landbruget, som med sin umådeholdne udledning af kvælstof skaber ørkner alle vegne i de danske farvande, uden planter, bunddyr og fisk. Sådan er fortællingen, når illusionisten svinger tryllestaven i sin unuancerede fremstilling af virkeligheden. Det kan derfor være nyttigt at orientere sig om den virkelige virkelighed. Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) kan således oplyse at rødspætter, skrubber, tunger, pighvar, slethvar, makrel, sild, hornfisk, brisling og i det hele taget langt de fleste andre kommercielt vigtige fiskearter – men ikke torsk – i disse år trives og endda har det rigtig godt i Kattegat og Østersøen, hvortil kommer, at omfanget af landede fisk fra eksempelvis Kattegat under et, ikke er faldet gennem de seneste 15 år. De konkrete steder, hvor bestanden utvivlsomt er faldet, har iltsvind betydning, men endnu vigtigere er sandsynligvis, at den store bestand af rovdyrene skarver og sæler, der er opbygget gennem de senere år, i sig selv fører til en betydelig reduktion af fiskebestanden. Men også her har den dygtige illusionist evnet at forføre sit lydhøre publikum med sit optiske bedrag om tingenes reelle tilstand, og vi lapper det i os.

Eksemplerne ovenfor er tilfældigt valgte og mange andre står i kø. Måtte illusionisternes virke i fremtiden være begrænset til underholdningsbranchen, men det er nok for meget at håbe på.

Indlægget her blev oprindeligt sendt til Jyllands-Posten til offentliggørelse, men J-P kunne ”desværre” ikke finde plads til det. Tænk dog.