Gode klimaråd

– til ansvarlige forældre, bedsteforældre og andet godtfolk

Det er en del årtier siden, jeg fandt en lille tynd bog i en af Londons store bogbutikker. Bogen var lige udkommet, og har titlen Hildilid’s Night. Jeg købte den straks og har gemt den lige siden, fordi dens visdom helt bogstaveligt kan bruges døgnet rundt.

Vi har hårdt brug for al tilgængelig klogskab i disse udsøgt skøre tider. Vi har brug for mod og styrke til at give viden og energi videre til den unge generation, der trænger til autentiske voksne med deres meningers mod og ikke til en politisk korrekt slavehær.

Ligesom man ikke spænder et føl foran en plov, bebyrder man ikke børn med de voksnes opgaver og problemer uden, at de unge skabninger går i stykker. Derfor må vi afværge klimafanatikernes klamme greb om de små og de unge og opfordre dem til at lade dem i fred med deres dystre propaganda og drabelige prognoser. 

Hver ny generation har brug for positive budskaber og håb, for glæde og et ubekymret fællesskab med jævnaldrende. Unge skal ikke gå rundt med dybe bekymringsrynker i panden og et bittert træk om munden under sloganet: “Livet slutter med os, der er ikke håb for vores fremtid. Det kan ikke betale sig at lære noget. Det kan ikke betale sig at se frem til et lykkeligt liv.”

Og nu tilbage til damen Hildilid, som vi kan lære noget meget eksistentielt af. Hun er en lille tyk madamme, der bor sammen med sin ulvehund i sin hytte. Og hytten står oppe på bakkerne i Hexham. Den gamle kone har kun en eneste tanke i sit hoved: Natten og hvordan hun bedst kan bekæmpe og til sidst helt udrydde den. 

Hun hader natten og alt, der minder om den. Forfatteren Cheli Duran Ryan har skabt en sproglig meget rig historie for engelsktalende børn: She hated bats and owls and moles and voles (“hun hadede flagermus og ugler og muldvarpe og markmus”).

Hildilid prøver bl.a. at koge natten i sin store kedel: She ladled it, stirred it, simmered it, bubbled it, tasted it, and burned it, but she could not boil away the night (“Hun øsede den, rørte i den, lod den simre, lod den boble, smagte på den og brændte den, men hun kunne ikke koge natten væk”).

Der er en hel liste med alle de tiltag, som Hildelid afprøver og jeg beklager at måtte sige, at hun endda spyttede på natten. Efter alle de energikrævende anstrengelser har natten ikke givet sig, mens fru Hildilid er vågen.

I det øjeblik Solen klatrer over Hexhams bakker, falder den udmattede kone i søvn og kan ikke fryde sig over dagen. Good Night står der så på sidste side, som viser en strålende gul sol over hytten og landskabet. Og det er så det eneste billede med farve på. Alt det andet var sort-hvide malerier.

Er det nu mærkeligt, at jeg kom til at tænke på alle de klimafanatikere, der vil gøre livet surt for menneskeheden? De hader luften og vejret. Er det ikke det, de gør? Vil de ikke stille hele samfundet på hovedet, for at en del af luften går væk, og vejret altid er ens og til at stole på?

Hvis nogle voksne mennesker har det sådan og vil bruge deres vågne timer på at bekæmpe naturens love, må vi jo bare sige Good Night til dem. Men de skal holde sig langt væk fra vores børn og børnebørn. De har nemlig ret til at nyde dagen og hele deres barndom og ungdom.