Klimarådet drømmer videre

At Klimarådet har et godt øje til landbruget har vi set mange gange, senest i forbindelse med statusrapporten for 2023. Men der er jo ikke vedtaget noget som helst endnu mht. indskrænkninger i landbrugets aktiviteter og dertil hørende teoretiske udledninger af drivhusgasser. Sagen syltes rent politisk i et 3-partsudvalg, der næppe kan blive enige om ret meget. De politiske partier, ikke mindst Venstre, kigger nervøst på tendenser i vælgerhavet, hvad er mindst risikabelt at have som politik lige nu?

Klimarådet er tydeligvis utålmodigt, vi skal i gang med at redde klimaet, og det kan ikke gå hurtigt nok. For at skubbe på, har Rådet nu fået den geniale idé at sammenkoble klimasagen med to andre sællerter i nutiden, biodiversitet og vandmiljø – sidstnævnte specifikt baseret på historierne om landbrugets skyld i iltsvind i de indre farvande. Klimarådet har åbenlyst forestillet sig, at de to emner kunne bruges som brækjern for at få gang i klimaindsatsen.

Klimarådet har i den forbindelse udsendt en ny rapport med titlen ”Danmarks fremtidige arealanvendelse” og heri går man meget videnskabeligt til værks med opstilling af tre scenarier, baseret på kombinationer af klima, vandmiljø og biodiversitet. En computermodel bruges til at regne på de tre muligheder, omkostninger, resultater osv. De valgte kombinationer er vist på fig. 1, man tager klimaet alene og derefter hhv. klima + vand og vand + biodiversitet.

Om klimascenariet skriver Klimarådet:

Scenariet finder den arealanvendelse, der giver en reduktion af udledningen af drivhusgasser fra arealerne på 6,5 mio. ton CO₂e til de lavest mulige omkostninger. Drivhusgasreduktionen i scenariet sker primært ved at rejse produktionsskov på landbrugsareal. Ændringerne fører til en samlet direkte omkostning på 110 kr. pr. ton CO₂e reduceret. Analysens omkostninger udgøres af forskellen i årlig økonomisk indtjening mellem den nye og den gamle aktivitet på arealerne.

Scenariet viser sig ikke at gøre så meget for vandmiljøet og biodiversiteten, og det er selvfølgeligt et problem. Det går bedre med klima + vand-scenariet:

Dette scenarie tager ligesom klimascenariet udgangspunkt i en reduktion af drivhusgasudledningen fra arealerne på 6,5 mio. ton. Scenariet indeholder også et krav om, at reduktionsmålet for kvælstofudledninger til vandmiljøet skal opfyldes. I dette scenarie øges den direkte omkostning til 176 kr. målt pr. ton reduceret CO₂e. [Her] sker rejsning af produktionsskov på arealer, hvor der samtidig skal ske en vandmiljøindsats.

Og endeligt det tredje scenarie, der kigger på kombinationen af vandmiljø og biodiversitet:

Det tredje scenarie inddrager EU-målet om biodiversitet. Scenariet skal opfylde det politisk fastsatte mål for vandmiljø, EU-målet for biodiversitet samt de udmeldte mål for skovrejsning og udtag af eksisterende produktionsskov til urørt skov. Derimod indeholder scenariet ikke et egentligt klimamål. Alligevel giver scenariet en stor klimagevinst på 6,8 mio. ton CO₂e, som en konsekvens af de tiltag, der skal til for at de opfylder øvrige målsætninger.

Omkostningerne ved dette scenarie er betydeligt højere end i de øvrige scenarier, nemlig på 409 kr. målt pr. ton reduceret CO₂e. Det skyldes særligt, at 30 pct. af det danske landareal bliver reserveret til biodiversitet. Det vil nemlig kræve, at produktionen ophører på væsentligt flere landbrugsarealer sammenlignet med de to andre scenarier.

Her er vi fremme ved noget, som Klimarådet godt kan lide. Fig. 2 viser de forventede resultater af de tre scenarier, og man ser, hvordan biodiversitet + vand giver os klimamålet ”gratis” med i tilgift. Klimarådet:

I biodiversitets- og vandmiljøscenariet udtages cirka 630.000 hektar, hvoraf de cirka 570.000 er landbrugsareal, der i dag er i intensiv landbrugsproduktion, mens de resterende arealer er skovarealer der i dag er i skovproduktion til biodiversitetsformål. Dermed vil der slet ikke være produktion på de arealer. Dertil kommer 64.000 hektar, som tages ud af landbrugsproduktion for at komme helt i mål med vandmiljømålsætningen, og 250.000 hektar landbrugsareal, som afsættes til skovrejsning. I alt reduceres det intensive landbrugsareal med 33 procent i forhold til i dag.

Der er mange praktiske problemer forbundet med så store indgreb. Når man skal tage hensyn til biodiversiteten og vandmiljøet, er det ikke ligegyldigt hvilken jord, der udvælges. Mange landbrugsarealer ville næppe kunne understøtte den store biodiversitet, og de er så uinteressante for scenariet. Vi kommer i en situation hvor bureaukrater inde i styrelser og ministerier skal udpege præcist hvor, der skal udtages jord, og så skal de pgl. landmænd have besked på – eller motiveres til – at rette ind.

Tabet af landbrugsareal er noget mindre ved de to andre scenarier, jfr. fig. 3, men stadigvæk meget betydeligt, og det vil, alt andet lige, betyde en alvorlig nedgang i landbrugets produktion. Men her er Klimarådet fortrøstningsfuldt. Der er mange teknologiske opfindelser på vej, der kan afhjælpe situationen.

Udvikling af nye former for fødevareproduktion kan i fremtiden spille en central rolle i at mindske den danske arealanvendelse til fødevareproduktion. Dette gælder både nye fødevareproduktionsformer, som vertikalt landbrug og produktion af mikroalger i bioreaktorer, samt nye, alternative teknologier, som kultiveret kød og præcisionsfermentering. Størstedelen af teknologierne har den fordel, at fødevarerne kan produceres året rundt i lukkede systemer. Dermed kan udbyttet produceres på mindre areal, og hvor det er mest hensigtsmæssigt.

Men det siger sig selv, at kødproduktionen skal holde for – især fra køerne:

Uændret husdyrproduktion er næppe vejen frem Selv om der teknisk set kunne være samme antal husdyr på arealerne, så er det næppe rentabelt at fastholde antallet af husdyr. Med en ændring i arealanvendelsen, som skitseret i analysens biodiversitets- og vandmiljøscenarie, må det forventes, at der sker en reduktion i antallet af husdyr og dermed en reduktion i udledningen af drivhusgasser tilknyttet husdyrproduktionen.

En mindre husdyrproduktion vil også være i tråd med Danmarks langsigtede klimamål. Skal vi nå 100 eller ligefrem 110 pct. reduktion af drivhusgasudledningerne i 2050, er det næppe muligt at opretholde den nuværende husdyrbestand.

Der bruges jo også landbrugsarealer til energiafgrøder m.v.:

Produktionen fra arealerne handler ikke kun om fødevarer til dyr og mennesker. Kulstof bundet i fx halm og træ bliver en central del af fremtidens fossilfri energisystem og også en central del af produktion af materialer. Biogent kulstof spiller en central rolle i mange af de tekniske løsninger, som skal binde og lagre CO₂. Det drejer sig blandt andet om lagring af biokul fra pyrolyse, kulstoffangst fra punktkilder baseret på bioenergi, grøn bioraffinering af græs, som skal erstatte importeret foder, og fossilfrie produkter skabt blandt andet med indfanget kulstof. Færre produktive arealer vil reducere Danmarks kapacitet til at producere det fossilfrie kulstof fra land- og skovbrugsprodukter.

Det er jo drømmene om en masse biomasse-baseret energi, som kan lappe hullerne i forsyningen fra sol og vind, og muligvis kan biomassen også udgøre en billigere råvare til flydende brændstoffer fremfor brint fra elektrolyse. At denne dedikerede energiproduktion fra markerne direkte konkurrerer med fødevareproduktion, og derfor er tvivlsom rent moralsk, kommer Klimarådet ikke ind på.

Klimrådet påpeger, at det haster med at føre alle de store tanker ud i livet. Rådets rapporter vidner om en stadig stigende utålmodighed efter, at der gøres noget:

Skovrejsning i dag kan fx ikke nå at bidrage med store CO₂-optag i forhold til 2025- og 2030-klimamålene. Til gengæld er der store gevinster at hente i forhold til 2050-målsætningen, hvis skoven bliver etableret allerede i dag. Tid er således en vigtig parameter i arealplanlægningen i forhold til opbygning af kulstof og dermed i forhold til klimamålsætningen.

Fig. 4 viser Rådets bud på de årlige omkostninger ved de store omlægninger. Omkostningerne er i det væsentligste tab af produktion i landbruget, og tallene synes helt urealistisk små. Hvis landbrugsarealet og dermed produktionen beskæres med en tredjedel, skulle det kun koste omkring 3 mia. kr./år. Dvs. at hele landbrugets nuværende bidrag til samfundsøkonomien kun skulle ligge på 9-10 mia. kr.? Men måske har Klimarådets model indregnet alle miraklerne med den teknologiske udvikling nævnt ovenfor.

Det fremføres ofte, at de fødevarer, vi i fremtiden ikke producerer her i landet (og for en stor dels vedkommende ellers har eksporteret), bare vil blive fremstillet i udlandet – og derved gavnes klimaet ikke det mindste. Det er det, man kalder ”kulstoflækage”. Herom skriver Klimarådet:

Kulstoflækage vil dog kun opstå, hvis andre lande ikke har klimamål. For hvis andre lande blot overtager den danske landbrugsproduktion, vil de samtidig øge deres egne udledninger af drivhusgasser. Hvis et land med egne klimamål skulle overtage den danske landbrugsproduktion, vil de være nødsaget til at reducere nogle af deres andre udledninger tilsvarende for ikke at øge deres samlede drivhusgasudledninger.

Pointen her er, at andre lande ikke har de snærende selvpålagte mål, som Danmark har vedtaget. EU har en stribe mål for dit og dat, men lige nu er politikerne i fuld gang med at padle baglæns væk fra de mål (både klima og biodiversitet), netop af hensyn til beskæftigelsen og økonomien. Vi kunne derfor meget let ende i en situation, hvor Danmark står mutters alene med sine fine mål og et ødelagt landbrug.

De danske politikere er åbenlyst også i vildrede. Skal de påbegynde nedslagtningen af et helt erhverv af hensyn til nogle tal i et regneark, eller skal de lade fornuften råde og fortsat træde vande mht. de store tiltag? Det vil naturligvis fordre, at de så helt eller delvist ignorerer Klimarådets mange forslag, men det ville nok heller ikke være det værste, der kunne ske.