Børnemishandling

Hvad mener børnene om ”klimakrisen”? Det er jo et oplagt forskningsområde, og det er ingen overraskelse, at der bruges skatteyderpenge på at studere emnet i alle detaljer. Her er en besynderlig undersøgelse fra Tasmanien, hvor man har loddet stemningen blandt skolebørn i alderen 7 til 18 år.

Fremgangsmåden var i første omgang, at lærere kunne indskrive deres klasser til at deltage i et program, der indebar en såkaldt ”klima-spørgsmåls-brainstorming”. Folkene bag programmet havde udsendt detaljerede retningslinjer, der forklarede, hvordan lærerne skulle opmuntre eleverne til at tænke på klimaforandringerne bredest muligt i forbindelse med politik, miljø, socialt, teknologisk, juridisk og økonomisk. Lærerne styrede derpå brainstormen, hvorefter eleverne nedskrev alle de spørgsmål om klimaforandringer, de kunne komme i tanke om. Derefter opdelte klassen spørgsmålene i hovedgrupper og stemte om hvilke spørgsmål, der hørte til blandt de ti bedste. Disse ti spørgsmål blev så sendt ind til programmets hjemmeside.

Forskningsprojektet gik nu ud på at studere svarene fra i alt ca. 1500 børn fra 51 skoleklasser. Fig. 1 viser nogle eksempler. I alt blev 464 spørgsmål medtaget i analysen, hvor de blev grupperet og tendenser udledt. De fire grupper var klimafølger, klimahandling, klimavidenskab og konsekvenser for vores eksistens.

Forskerne er ikke selv i tvivl om, hvor vi står henne i denne sag. Her et udpluk fra deres indledning:

Hver dag oplever flere og flere børn, at de lever i en klimakrise. Mange oplever angst for at menneskeheden og alt liv på Jorden er fordømt. Unge mennesker er uforholdsmæssigt hårdt ramt af klimaforandringerne, der vil have konsekvenser for deres helbred, velstand, trivsel, valg- og karrieremuligheder i hele deres liv.

I Australien er 43% af børnene mellem 10 og 14 år bekymrede over de fremtidige følger af klimaforandringerne, og ét ud af fire er så bange for Verdens tilstand, at de tror, at den vil ende, før de er vokset op.

Forskerne er ikke tilfredse med den aktuelle undervisning af børnene. De skriver:

FN’s konvention om børns rettigheder siger, at børn har ret til information og ret til at have deres meninger taget med i betragtning, når de voksne træffer beslutninger, der har følger for børnene. Imidlertid har klimadiskussionerne vedrørende videnskab, industri og regeringsførelse ikke for vane at lytte til stemmerne og synspunkterne hos den generation, der kommer til at leve med konsekvenserne af disse beslutninger.

Når skolerne underviser i klimaforandringerne, bliver de primært præsenteret som et videnskabeligt og miljømæssigt problem uden fokus på de sociale og politiske årsager og udfordringer. Herved trækkes fokus væk fra børnenes nuværende og fremtidige rettigheder til et sikkert klima og deres følelser i anledning af klimakrisen.  

Selve undersøgelsens resultat er relativt uinteressant. Spørgsmålene fordeler sig forholdsvis jævnt over de fire kategorier, med klimavidenskaben havende de færreste spørgsmål og klimafølgerne eller -handlingerne de fleste, se tabel 1. Det kan der koges noget statistiksuppe på, men der er ikke rigtigt noget, vi bliver klogere af.

Tilsyneladende har forskerne ikke et sekund overvejet, hvad det egentligt er, de har undersøgt. Børn har vel kun i de allerfærreste tilfælde selv sat sig ind i klimasagen ved bredere studier, og langt de fleste kan kun reflektere på den propaganda, de er blevet udsat for. Her er indledningerne til de ovennævnte brainstorme af afgørende betydning. Hvad har lærerne fået at vide, at de skal fylde på børnene, inden sessionerne gik i gang? Og hvad har skolerne ellers bibragt børnene af gængs klima-alarmistisk information?

Undersøgelsen viser således primært, hvad resultatet af indoktrineringen har været og helt ærligt, hvor meget er det værd?

Eric Worrall fra WUWT har skrevet en artikel om undersøgelsen her, og han går et skridt videre i sin kritik. Han spørger, om det på nogen måde er rimeligt, at man på den måde bibringer den opvoksende ungdom en sådan grad af angst for livet og fremtiden? Hvis en fjerdedel af skolebørnene tror, at Jorden går under, inden de bliver voksne, så har skolevæsenet da fejlet i monumental grad. Hvad gør børn og unge, der ikke tror, at de har nogen fremtid? Kaster sig over misbrug af narko eller tilsvarende destruktiv adfærd?

Worrall har ret, og det er vist på tide, at skolerne hanker op i sig selv.