Havniveauet sejler

At den globale temperatur måske er steget ca. en grad i gennemsnit over året i løbet af de seneste hundrede år, er ikke noget, vi lægger så meget mærke til. Temperaturforskellen mellem nat og dag, eller bare fra morgen til middag, kan være mange gange højere. Temperaturstigningen her i Danmark har nok primært vist sig ved, at vi gennemgående har fået mildere vintre med mindre sne. Det går selvfølgeligt ud over mulighederne for at trække børnene rundt på deres plastikkælke eller løbe på skøjter på søerne, men bortset fra det er det jo ikke noget, vi kan opfatte som nogen større trussel.

Paris-aftalens grænse om en stigning på maks. 1,5 grader er set i det lys heller ikke specielt skræmmende. En halv grad oven i det, der indtil nu ikke har givet synlige negative følger, er svær at blive skræmt af.

Vor gamle bekendte Francis Menton har taget spørgsmålet op og peger på, at klimalobbyen i sin søgen efter mere effektive skræmmemidler så har kastet sig over havstigningerne. Der trues med katastrofale vandniveauer i nær fremtid, kystbyerne (bl.a. København) vil blive oversvømmet, og hundreder af millioner mennesker fordrevet fra deres hjem.

IPCC udgav for et par år siden sin oversigt, der viste, hvordan havet ville stige de næste 80 år rundt omkring på Jorden. Man kunne slå op og finde præcist, hvor meget højere vandniveauet ville blive i de kommende år. DMI fulgte op med sit ”Klimaatlas”, hvor de samme fremskrivninger kunne findes kommune for kommune i hele landet, se fig. 1.

Ideen var primært at gøre folk bange og få dem overbevist om nødvendigheden af grøn omstilling, men officielt var forklaringen så også, at de lokale myndigheder nu kunne begynde at planlægge kystsikring, diger og andre tiltag. Hvis København således kunne regne med 60 centimeters højere vandstand om 75 år, så må man i gang med at bygge diger, der mindst er en meter høje og helst højere.

Mange kommuner har pålagt sig selv at forberede planer og definere projekter, og det holder mange gode mennesker beskæftiget. Der er udsigt til nogle gevaldige udskrivninger for skatteborgerne, når alle tankerne skal føres ud i livet.

Nu er der åbenlyst et problem med havstigningerne; indtil videre er de slet ikke nærheden af de tal, der forudses for den nærmeste fremtid. DMI forudser 60 cm for København frem til år 2100, dvs. i løbet af ca. 75 år, det bliver i gennemsnit 8 mm om året, jfr. fig. 1.

Som Ole Humlum har skrevet i Clintels rapport, The Frozen Climate Views of IPCC, så har stigningen i København de seneste 130 år ligget stabilt på ca. 0,6 mm om året, se fig. 2.

Vi har således brug for en kraftig acceleration af havstigningerne, som man ellers ikke ser på de fleste af de kystbaserede tidevandsmålestationer. Klimaforskernes computermodeller forudser selvfølgeligt voldsomme afsmeltninger i nær fremtid både af Grønlands og Antarktis’ indlandsis, men igen er det trusler om den fremtidige udvikling og ikke her-og-nu, det foregår.

Francis Menton har så kigget på NASA’s satellitmålinger af havniveauet. Det er en svær opgave at måle de få mm’s forskel fra satellitter flere hundrede kilometer oppe i luften. Tilmed skal man udregne et globalt gennemsnit, vel vidende at havniveauet i større områder varierer meget, både med Månens bevægelser og med de store havstrømme, og f.eks. ENSO-svingningerne (El Niño og La Niña).

Men siden 1993 er det lykkedes at måle med i alt fire forskellige satellitter, og der er fremkommet en kurve, som vist på fig. 3. Det ligner jo absolut noget, der snor sig om en ret linje, dvs. udviklingen er lineær og dermed ikke accelererende. Den årlige stigning er ret høj, godt 3,2 mm, og her er der et generelt problem med satellitmålingerne, de viser mere end de kystbaserede, der i gennemsnit ligger nede omkring 2 mm/år. Københavns stigning er så meget lavere, fordi landet stadigvæk hæver sig efter ophøret af den sidste istid. Men selv de 3,2 mm/år er under halvdelen af DMI’s fremskrivning på de 8 mm, der jo vel at mærke skal indtræde hvert år fra nu af.

NASA forsøgte sig med at lægge en andengradsligning ind over data, hvorved man fik en kurve, en såkaldt parabel, der viser en ganske svag acceleration, se fig. 4. Hvor godt kurverne passer til målepunkterne udtrykkes matematisk ved den såkaldte R²-værdi. Både den lineære og parablen er meget tætte på 1 (hhv. 0,9869 og 0,9899), som er det ideelle, og forskellen mellem de to er meget lille. For at sætte tallene i perspektiv kan det nævnes, at mange af Michael Manns hockeystave har R²-værdier langt under 0,5.

En af Mentons læsere, Bill Ponton, tog emnet op med NASA. Ponton spurgte, om det overhovedet var rimeligt at forsøge sig med andet end rette linjer, når data så ud, som de gjorde? Svaret fra NASA lød bl.a. som følger:

En ret linje er ikke en simplere udlægning, det er en ufuldstændig beskrivelse. Accelerationen er reel nok, og der er ingen måde, hvorpå man kan retfærdiggøre at ignorere den.

Det kan man jo undre sig lidt over, da både Ponton og NASA-repræsentanten kiggede på nøjagtigt de samme data, og der findes ikke andre – fra satellitter i hvert fald. 

Men NASA var klar over problemet, man savnede en mere synlig acceleration, og den har man nu forsøgt at skabe ved at revidere i data for fig. 3 og 4. Resultatet er vist på fig. 5. Her er gengivet kurven med parabolen fra fig. 4 og hertil en kurve med justerede data. Det fremgår tydeligt, at NASA primært sænkede punkterne midt på kurven, så den kunne komme til at se mere ”buet” ud og nu fik man så et tydeligere accelererende resultat.

Bortforklaringen var, at man havde rettet ”mindre unøjagtigheder” i data.

Det er bemærkelsesværdigt hvordan klimaforskningen har dette behov for at justere i tingene, når de virkelige målinger ikke stemmer overens med fortællingen. Det er nok ikke en praksis, man ville acceptere inden for ret mange andre grene af naturvidenskaben.