Ind imellem kniber det med bevisførelsen inden for klimavidenskaben. Gængs videnskabsteori, som formuleret af bl.a. filosoffen Karl Popper, går på, at man opstiller hypoteser eller teorier, og derpå går man ud i verden og ved hjælp af målinger, enten ude i naturen eller ved sindrigt udtænkte laboratorieforsøg, prøver man at eftervise sin teori. Går det godt, har man styrket teorien, men ikke bevist den. Hvis måleresultaterne til gengæld strider imod teorien, må denne enten forkastes eller som minimum i hvert fald justeres.
Det her er jo besværligt og mht. klimaforskningen er problemet, at det ikke er så nemt at måle mange af de ting, der tales om. Vi kan jo ikke her og nu tjekke, hvad temperaturen bliver om 50 år. Klimaforskningen griber så til computermodellerne, men deres resultater giver i realiteten ikke nogen ny videnskabelig erkendelse, de viser bare konsekvenserne af de valg af input, som forskeren foretog.
Det er jo også et problem, når de data, man faktisk har, ikke så godt underbygger det, man ønsker at tro på. Her kan en løsning være f.eks. at justere i fortidens målinger, og dermed udradere ubehageligheder som Middelaldervarmen, Den Lille Istid eller afkølingen fra 1940-1970. Men det er alligevel besværligt alt sammen, og derfor blev ideen om en anden tilgang til videnskaben født.
Den fik navnet storyline på engelsk, på dansk ”fortællingen”. Her går man ud fra ideer, der forekommer indlysende rigtige, og derefter kan man så slutte sig frem til de ønskede sammenhænge i klimaet. Og der er i høj grad tale om ønsker, som er formuleret i forvejen.
Således er det et vedtaget dogme, at der intet positivt må være i forbindelse med atmosfærens stigende indhold af CO2 og den globale opvarmning. Alt skal være negativt. Et godt eksempel på denne tankegang er forekomsten og hyppigheden af orkaner. De skal jo helst blive kraftigere og dukke op mere ofte. Her vil ”fortællingen” så udsige, at den globale opvarmning medfører varmere havvand. Varmere vand indeholder mere energi, og det er den energi, der driver orkanerne. Højere global temperatur fører således til mere energi til orkanerne, der bliver kraftigere og mere hyppige.
Det er jo en teori, som alle andre videnskabelige teorier, og vi kan tilkalde Karl Poppers ånd et øjeblik. Vi har jo faktisk lige gennemført et eksperiment i stor skala, der kan kaste lys over teorien. 2023 var et rekordvarmt år og havvandet i det område, hvor orkaner fødes, var varmere, end vi nogensinde har målt det før, se fig. 1. Hele sidste år lå temperaturen ifølge NOAA 0,5-0,8 grader højere end gennemsnittet for perioden 1982-2011.
Blev vi så overrendt af orkaner? Ikke just. Fig. 2 viser forekomsten af de kraftigste (kategori 3 eller højere) orkaner globalt i perioden 1982-2023. Her viser det sig, at 2023 havde det mindste antal i hele perioden!
Lige i dette tilfælde var ”fortællingen” således nok ikke den rigtige fremgangsmåde. I øvrigt er det interessant at se, hvordan den voldsomt stigende havtemperatur i 2023 er fordelt globalt. Hvis den skyldtes en jævnt udbredt drivhuseffekt over hele kloden, skulle man forvente at se den forøgede temperatur i alle verdenshavene. Det ville måske også være en ”fortælling”?
Men fig. 3 viser sammenhængen mellem havtemperaturen og orkanaktiviteten (total afsat energi). Det varme Atlanterhav, har ikke set nogen stigning i orkanerne, det hele foregår i Stillehavet og er så tydeligt en konsekvens af den igangværende El Niño, der trækker en masse varme op til havoverfladen, og herfra bliver den ekspederet videre mod polerne.
Selv hvis man betragter klimasagen som alvorlig eller vigtig, er det ikke nogen god idé at slække på den videnskabelige standard.
Danish
Vi har ofte fået at vide at med stigende temperatur kan vi forvente mere ekstrem vejr.
Men ifølge Tom Harris som er en canadisk maskiningeniør og direktør for International Climate Science Coalition er det lige modsat:
Han udtaler:
” The idea that extreme weather will increase in a warmer world is simply wrong it’s the opposite as temperatures rises because of greenhouse gas emissions and there is some of that going on not that it’s catastrophic in the least but temperatures at high latitudes will generally increase more than temperatures at lower latitudes so the pressure differential the temperature differential between high and mid latitudes actually reduces and that’s the driver of weather of course so extreme weather reduces.”
Hvor kan man finde figur 3?
Jeg vil gerne se hvordan det ser ud på den nordlige halvkugle.
Jeg har den fra referencen, der er linket til i artiklen:
https://klimanachrichten.de/2024/01/26/einfache-botschaften/
Hvis du gerne vil se opvarmning på de mere nordlige breddegrader, så skal du huske, at på et kort kan arealerne mod nord (og syd) se store ud, men i virkeligheden er de forholdsvis små på jordkloden. Kortet i fig. 3 viser langt størstedelen af verdenshavene.
OK. Så det er en sammenhæng mellem orkanernes energi og vandtemperaturen der vises i figur 3, og ikke anomalien i havtemperaturen. Der hvor El Niño huserer, har den største orkan-energi-anomali været. I Atlanterhavet har der ikke været nogen energi-anomali i orkanerne, selvom Atlanterhavet har været rekord varmt?
Du har ret. Det betyder at El Niño har medført mere orkanaktivitet, mens det “rekordvarme” Atlanterhav ikke har set noget tilsvarende. Dermed er det ikke havtemperaturen (og dermed energiindholdet), der styrer orkanaktiviteten, men derimod, som vi har set tidligere, temperaturforskellen mellem det tropiske hav og områderne længere mod nord eller syd.
Sådan læser jeg det også. Og det falder jo godt i tråd med de tidligere artikler.