Som optakt til vores anmeldelse af Javier Vinós epokegørende bog ”Solving the Climate Puzzle” er der her en lille appetitvækker, der har cirkuleret på nettet i de seneste uger. Andy May har fået den idé at indtegne hyppigheden af kraftige orkaner år for år med en kurve over antallet af solpletter, se fig. 1.
Det er jo et bemærkelsesværdigt billede. Det ser grangiveligt ud til, at år med få solpletter er præget af meget mere orkan-aktivitet og omvendt. Det virker umiddelbart helt skørt, fordi ikke mindst IPCC for længst har fastslået, at variationerne i solens aktivitet stort set ingen indflydelse har på Jordens klima. Forskellen i solens indstråling mellem maksimum og minimum er meget beskeden, når man måler den i watt pr. kvadratmeter (W/m2) ved atmosfærens top. Bidragene fra drivhusgasserne er mange gange større og derfor, siger man, kan klimaforandringerne ikke på nogen måde tilskrives solen og dens variationer.
Det gør alligevel fig. 1 temmelig tankevækkende. Den mere useriøse del af klimaforskningen mener jo, at den globale opvarmning vil medføre en stigning i orkan-aktiviteten, idet det varmere havvand indeholder mere energi, og det er netop denne energi, der danner grundlaget for orkanernes voldsomhed. Fig. 1 viser ikke sådan en stigning, og så er der de mystiske udsving, lige siden 1982.
Andy May påpeger, at sollyset trænger dybt ned i havet i modsætning til varmestrålingen fra drivhusgasser. Sollyset når ned til maks. 1000 meter og bliver til varme undervejs. Varmestrålingen fra en drivhuseffekt trænger til gengæld kun et par mm ned. At sollyset når så langt ned, kunne tænkes at forstærke virkningen af de små forskelle i solens indstråling, fordi havet gemmer på varmen i lang tid.
Det er jo velkendt, at orkaner primært drives af temperaturforskelle over havet i troperne og længere nordpå. Man kan derfor tænke sig, at når solen skinner kraftigere, bygges der varme op i havet ved Ækvator og derved bliver denne forskel større og udløser så med forsinkelse det øgede antal orkaner.
Så vidt Andy May. En Kirby Schlaht skriver videre på sagen på WUWT. Schlaht peger på samme mekanisme, der styrer orkanerne, dvs. temperaturforskellen mellem troperne og subtroperne, og accepterer også tanken om, at tilvæksten i orkaner kommer forsinket pga. af trægheden i havets varmetransport. Hertil kommer Henrik Svensmarks tanker om, at solaktiviteten styrer skydannelsen. I perioder med mange solpletter bliver den kosmiske stråling afskærmet mere, og derved bliver der færre skyer (da netop den kosmiske stråling er en vigtig mekanisme i skydannelsen). Det giver så en forstærket effekt af opvarmning omkring Ækvator.
Schlaht kommer derefter ind på nogle andre interessante og uventede resultater. Hubble rumteleskopet har løbende taget billeder af Neptun, solsystemets yderste regulære planet (Pluto blev jo skammeligt nok degraderet til en ”dværgplanet”). Neptun har en atmosfære med, viser det sig, vekslende skydække. Nu kan man konstatere, at dette skydække varierer med solaktiviteten, målt ved antallet af solpletter. Man får et resultat, som vist på fig. 2, hvor solens aktivitet er optegnet og billeder af Neptun på tilsvarende tidspunkter er vist.
Der er selvfølgeligt ingen CO2 på Neptun. Atmosfæren, der har en temperatur på minus 170 grader celsius, består primært at brint og helium. Hertil kommer mindre mængder af metan og ammoniak, og teorien går på, at det er disse luftarter, der danner skyerne.
Neptuns atmosfære er vidt forskellig fra Jordens, og der vil være helt andre mekanismer på spil over den fjerne planet. Der er mange teorier om, hvad der sker, og sjovt nok prøver nogle forskere at drage Svensmarks teorier ind som en medvirkende mekanisme her.
Neptun ligger dog langt væk og vil næppe få sin egen FN-organisation som IPCC (”NIPCC”?). Derfor lader vi det emne ligge her. Til gengæld vender vi tilbage til spørgsmålet om de hjemlige orkaner i forbindelse med omtalen af ovennævnte bog af Javier Vinós. Her vil vi se et noget anderledes syn på klimaet, end vi er vant til. Stay tuned….
Danish
Hvordan ser fig.1 ud før 1982? Nogen bud?
Tak for ny spændende indsigt Søren.
Hvordan er det man siger. Klogest er dem der ved, hvad de ikke ved.
Og dermed kan vi konstatere at politikere som flest, ikke er specielt kloge.
Tak for et interessant indlæg Søren.
Når man ser på Fig.1, ser det ud til, at orkanerne er i top før solpletterne er i top. Er der nogen forklaring på det?
Havet er den store transportør og fordeler af varme, og heri opstår der let forsinkelser af de synlige effekter. Læs mere herom i morgen, i anmeldelsen af Javier Vinós’ bog.
Meget interessant korrelation, dog næppe resultat af temperaturer, men af temperaturforskelle, hvilket måske kan skyldes skydannelse, men sikkert ikke selve solindstrålingen, som varierer for lidt.
Noget der imidlertid varierer meget med solaktiviteten er UV-strålingen, hvilket får mig til at tænke på nogle teorier, der var meget omtalte for en snes år siden: Ozons absorption af UV-stråling i stratosfæren ændrer cirkulationen der, hvilket kan koble til troposfæren og ændre styrke og placering af de subtropiske højtryk.
Harry van Loon og Karin Labitzke var fremme med undersøgelse i den retning, og skrev en del artikler, f.eks “The signal of the 11-year solar cycle in the global stratosphere, J.Atm.Solar-Terr.Phys 61 1999”. De skrev også en fin lille bog: “The Stratosphere, Springer 1999”.
Ligeledes kan nævnes “Shindell et al: Solar cycle variability, ozone and climate, Science april 9 1999”.
Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt klar over disse teoriers status i øjeblikket, men når man snakker korrelationer og årsager, kan der jo være mange mekanismer.
Mere om netop de tanker i morgen. Stay tuned!