Omkring 2020 var der megen fokus på planerne om at bygge energiøer, hvor man skulle samle strømmen fra vindmøller på havet. Der var tale om en energiø i Nordsøen og en på Bornholm. De blev så mere eller mindre aflyst i fjor, da omkostningerne skønnedes at blive alt for store. Nu spøger øerne, som Den Flyvende Hollænder, imidlertid igen.
Det bagvedliggende problem er, at vindmøller producerer vekselstrøm. Den kan ikke transporteres så langt, maks. 70-80 km, ellers bliver tabene i ledningerne uacceptabelt store. Skal man flytte strømmen over større afstande, skal den konverteres til jævnstrøm med høj spænding. Med møllerne placeret langt ude på havet, f.eks. i Nordsøen, vil det derfor være nærliggende at samle strømmen fra dem i et knudepunkt og her konvertere den til jævnstrøm, før den sendes i land. Knudepunktet kunne også bruges som forbindelse til nabolandene til eksport af strømmen. De elektriske omformere kunne i princippet stå på noget, der ligner en platform til olie- eller gasudvinding. Men af grunde, der fortaber sig i uvished, fik man ideen til i stedet at bygge en kunstig ø ude midt i Nordsøen. Øen kunne bruges til mange ting, den skulle have sin egen havn og evt. fungere som vedligeholdelsescentral for møllerne med lagre af reservedele og udstyr. Endnu mere spændende blev det, da man også begyndte at tænke på produktion af brint på øen.
Ideen med at fremstille brint ude på øen ville indebære den fordel, at man kunne spare de kostbare store kabler til ilandføring af strømmen, i stedet ville man kunne nøjes med en langt billigere rørledning til brinten, ikke ulig de gasrør vi allerede er meget fortrolige med.
I efteråret 2023 opgav man som nævnt tankerne om energiøerne, og Energistyrelsen lukkede sit kontor med 45 ansatte, der ellers var beskæftiget med projektet. Man frygtede bl.a., at investeringerne ville blive større end oprindeligt antaget, og dermed ville projekterne få en uacceptabelt dårlig økonomi. Den producerede strøm ville blive for dyr og dermed ikke konkurrencedygtig med, hvad andre kilder kunne præstere. Der var også usikkerhed om teknologien, ikke mindst håndteringen af jævnstrøm i et forgrenet netværk ude på havet.
Det var en fornuftig beslutning at droppe planerne om en ø. Hvis man endeligt vil bygge vindmølleparker langt ude på havet, så vil det bedste være at bruge platforme til at konvertere strømmen og tage den i land ved nærmeste kyst.
Men nu er ideen med energiøer sandelig dukket op igen! Det er Copenhagen Infrastructure Partners, CIP, der har lanceret kolossalt ambitiøse planer om at bygge ikke mindre end 10 (ti) energiøer, i Nordsøen, Østersøen og Sydøstasien. Ideen er nu, at der skal produceres brint på øerne. Den grønne strøm fra havvinden skal ”høstes” og omdannes til brint, der føres i land. Her er, hvad CIP bl.a. skriver på deres nye hjemmeside, hydrogenisland:
En ny dansk energiø dedikeret til storskala produktion af grøn brint fra havvind i Nordsøen – en ”BrintØ” – vil være et afgørende skridt for den fremtidige grønne og uafhængige europæiske energiforsyning. Et skridt, der med Danmark som first-mover vil sætte en ny dagsorden for Nordsøens energiproduktion, hvor hidtil usete mængder grøn brint og strøm i fremtiden skal erstatte den europæiske produktion og import af olie og gas.
Nordsøen skal i fremtiden spille en rolle som Europas grønne kraftcenter, kan vi forstå. Den producerede brint skal medvirke til at ”dekarbonisere” den tunge industri og transport i Europa, så vi kan opfylde klimamålene.
Pengene til investeringerne skal bl.a. komme fra pensionskasserne, der har ladet sig forføre af CIP’s sirenesang. Det er så åbenlyst, at de ansvarlige personer i pensionskasserne absolut ingen indsigt har i hverken energiforsyning eller vindmøller, og tilsyneladende heller ikke er særligt interesserede i at få den.
CIP’s BrintØ-hjemmeside rummer ikke mange detaljer om projektet. Der er ellers en række spørgsmål, der trænger sig på.
Brintfremstilling i stor skala er ikke nogen simpel proces. Hvis Nordsøens saltvand skal være råvaren, skal det grundigt afsaltes først. Derefter kommer selve elektrolysen, hvor vandet spaltes i ilt og brint. Brinten skal derpå igennem en kompressor, for at nå et passende tryk og lukkes ind i en lagertank, hvorfra den i et jævnt tempo sendes gennem rørledningen ind mod land. På øen skal der nødvendigvis også være et (brintfyret) kraftværk til nødstrøm. Det er en større og temmelig kompliceret fabrik, der er tale om her. Den skal nu placeres på en ganske lavtliggende ø midt ude i havet, hvilket vil være et meget aggressivt miljø. Saltet i luften vil give store udfordringer med korrosion (rust) af maskinerne og installationerne. Øen skal jo også sikres mod storme, usædvanligt højvande og de kæmpebølger, der huserer på havet i ny og næ.
Alle de ting kan naturligvis løses rent teknisk, men der er ingen tvivl om, at det bliver langt dyrere ude på en ø, sammenlignet med en brintfabrik på land. Brinten vil derfor blive belastet af større investeringsudgifter.
Det potentielt største problem er imidlertid meget mere fundamentalt. Vil fabrikken overhovedet kunne bringes til at fungere fornuftigt? Vanskeligheden ligger i, at produktionen af strøm fra vindmøllerne vil svinge meget, den følger vinden, der varierer fra time til time, se fig. 1. Har man f.eks. 10 gigawatt møller tilknyttet øen, vil de i sjældne tilfælde levere alle 10 gigawatt, og det skal fabrikken naturligvis kunne håndtere. Men som oftest vil møllerne levere langt mindre, og i en ikke uvæsentlig del af tiden producerer de absolut ingenting. Det skal vores produktion håndtere, den skal køres op og ned i takt med vinden, og det er ikke, hvad man normalt ønsker sig for den type kemisk industri. Her er mantraet altid stabilitet for enhver pris. Kun derved sikrer man en fornuftig (energi-)økonomi og kvalitet.
På energiøen vil vi stå med et 10-gigawatt-anlæg, der det meste af tiden kører med langt lavere produktion, hvilket i sig selv også fordyrer den fremstillede brint. Og brinten bliver kostbar nok i forvejen. Man regner nu realistisk med at strøm fra havvind vil koste ca. 1 krone pr. kWh. Der skal bruges 50 kWh til at fremstille et kg brint, så alene udgiften til strøm bliver mindst 50 kr./kg. Hertil kommer alle investeringsomkostningerne og de løbende driftsudgifter. Taler vi reelt om måske 70-80 kr. pr. kg brint? Verdensmarkedsprisen på brint i dag er ca. 12 kr./kg. Hvilken industri vil seriøst være interesseret i energi, der er så dyr?
CIP taler om 10 energiøer til i alt 2200 milliarder kr. For de samme penge kunne man bygge et meget stort antal kernekraftværker og få en masse stabil og billig strøm. Hvad har vi gang i?
Dette indlæg blev oprindeligt offentliggjort på netmediet Indblik
Danish
Jeg var på besøg hos CIP og fik forklaret at vindforholdene er dobbelt så gode i Nordsøen som de er ved Bornholm.
PS: Brændværdien for brint er kun 3,54 kWh per kubikmeter, mens den for naturgas er 11,75 kWh per kubikmeter.
Det er rigtigt, at der er betydeligt mere vind i Nordsøen end i Østersøen. Derfor kan man regne med at udbyttet af en vindmølle i sidstnævnte vil give 20-30% mindre energi i sin levetid, end en tilsvarende mølle i Nordsøen. Tyskland døjer med samme fænomen på land, jo længere sydpå man kommer, desto mindre giver vindmøllerne.
Et kg brint fylder ved 20 grader celsius og atmosfæretryk 11 kubikmeter. Et kg naturgas fylder kun én kubikmeter. Ganger du dine brændværdier med de tal, får du netop ca. 39 kWh/kg brint og de knap 12 kWh pr. kg naturgas.
Helt enig. Brints energiindhold ser meget pænere ud når man måler pr. kilo fordi brint er så let (lettere end luft), men når det skal transporteres i rør er det energi pr. volumenenhed der er vigtig.
Dem der sidder i (folke)tinget og andre steder og bestemmer, er jo ligeglade med befolkningen.
Vi er kun ligegyldige skaffedyr for dem, der kan bruges så længe vi kan arbejde og betale verdens højeste skat som de så kan gøre med som det passer dem.
Når de så har presset alt ud af os, så er vi bare en overflødig ældrebyrde som der skal bruges så lidt som muligt af vores penge på.
De er kun interesseret i at promovere sig selv overfor EU og de andre politisk korrekte som alle hyler i kor, og har den rigtige mening, så de kan få en fed stilling i EU hos de andre rygklappere når de er færdige her.
Gud nåde og trøste den hvis de ved noget om tingene, og kommer til at sige noget rigtigt.
Så bliver de straks frosset ud, ligesom i børnehaven.
Meget fin forklaring. Tak
Den krævede stabile energiforsyning til sådanne anlæg er årsagen til, at man søgte og fik ret til tilslutning til el-nettet, før man begyndte opførelsen af en metanolfabrik ved Kassø.
Når så forsyningen af el fra de store sol-anlæg (12% effektivitet) svigter, trækker man på forsyningen fra fossilt drevne kraftværker. Så der fremstilles et erstatningsprodukt til fossile energier på basis af fossile energier med at tab på min. 20%, sansynligvis større.
Topsø-fabrikken ved Herning til 2 milliarder kr. har fået 330 millioner danske statskr. og 700 millioner EU kr. i tilskud.
De planlagte PTX-fabrikker ved Esbjerg har ligeledes opnået ret til energitræk fra elnettet.
Det burde være pligtigt at oplyse om tilskud på firmaernes hjemmesider.
Det var måske en ide at Klimarealisme lavede en registrering af offentlige tilskud.
Desværre er der meget tys tys og mørklægning om, hvor alle tilskudsmilliarderne forsvinder hen, så det ville formentligt blive en meget mangelfuld statistik. I øvrigt regnede jeg ud for et par år siden, at man kunne spare CO₂-udledninger ved ikke at bygge Hjolderupfabrikken. Regnestykket kan ses her: https://klimarealisme.dk/2022/10/03/power-to-hokuspokus/
At en registrering er mangelfuld er dog bedre end ingen registrering. Og medlemmer kan jo rapportere ind til registret.
Men det tager jo tid, så det kræver at nogen påtager sig opgaven.
“Hvad har vi gang i?”
Ja indtil videre er det vist kun CIP og ligestillede der har gang i disse øer. Forleden var det Rambøll der var ude med en opfordring til en statsstøtte finansieret brintledning til Tyskland. Ved siden af dette argumenteres også for et netværk at rørledninger til distribuering af CO2 opnået ved carbon catch teknologi. Det går under betegnelsen CO2-hub og skulle efter sigende udgøre et potentielt betydeligt guldæg for Danmark. Desværre er det ikke gået op for de sædvanlige investorer, så dette CO2 netværk ønskes så også etableret med statsstøtte.
Ja der såmænd nok at bruge penge på. For slet ikke at glemme forsvaret, Ukraine, et sundhedsvæsen i knæ, ældrebyrden osv.
Jeg tror ikke jeg går helt galt i byen hvis jeg korrigerer Sørens sluttekst: “Hvad har vi gang i?” til snarere: “Hvad har nogen gang i?”
Kan du kort forklare hvorfor kemiske processer generelt eller elektrolyse specifikt kræver stabil elforsyning. At det ikke bare kan køre de dage vinden blæser?
Det generelle problem med kemiske reaktioner er, at de kan gå begge veje. I mange tilfælde indtræder der en ligevægt mellem råvarerne og slutresultatet, som ikke er, hvad vi ønsker, når vi vil fremstille et produkt. Ved elektrolyse er den ønskede proces, hvor vand skal spaltes til ilt og brint, skrevet med kemiske betegnelser:
2H₂O -> 2H₂ + O₂
Det er den elektriske strøm, der tvinger processen i den retning, men naturen vil hellere den anden vej:
2H₂ + O₂ -> 2H₂O
For at sikre, at det går, som vi vil have det, skal vi hele tiden opretholde den elektriske strøm gennem elektrolysecellen, vi skal hele tiden sørge for at skaffe den producerede ilt og brint væk (de må ikke blandes sammen) og brinten skal efterfølgende komprimeres (sættes under tryk), så den kan pumpes ind i en lagertank. Der skal også kontinuerligt tilføres vand til cellen.
Når processen er optimeret og kører stabilt, kan man bringe elforbruget ned, så tabet bliver omkring 20%, dvs. brintens energiindhold er kun 20% mindre end den brugte elektricitets. Hvis der er forstyrrelser, bliver strømforbruget straks meget højere, det går tabt som varme. I øvrigt tager det for en elektrolysecelle op til flere timer, før man har en stabil produktion efter en opstart. Man kan således ikke starte og stoppe hvert andet øjeblik.
Der findes mere avancerede metoder til elektrolyse, men de kræver i endnu højere grad stabilitet, for at køre fornuftigt.
Så hvis man bygger et kæmpe elektrolyse-anlæg der matcher f.eks. kapaciteten af en solcellepark, så bliver produktionen højst ujævn, og dermed meget uøkonomisk, f.eks. vil strømforsyningen dykke, hvergang der bare går en sky for solen. Det kommer aldrig til at gå godt. Vi vil få meget lidt brint ud af det – til en skyhøj pris i energi.