Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Klima-idioti

Nogen vil måske opfatte denne overskrift som voldsom og udtryk for fjendtlighed over for klimasagen. Men prøv at læse lidt videre og se hvor absurde situationer, hele klimaballaden kan drive myndigheder og politikere ud i. Ikke til gavn for klimaet men pga. tåbelige politiske mål og ditto systemer til at sikre deres opfyldelse.

De tåbelige mål drejer sig selvfølgeligt om reduktioner i udledningerne af drivhusgasser, der jo skal ”redde” planeten fra klimakrisen. Forskellige politiske instanser er ved at falde over hinanden for at opstille mål. FN har sin Paris-aftale, der indebærer drastiske reduktioner inden 2030. Danmark har sit 70% reduktionsmål, også for 2030. Og så er der vores allesammens EU, der altid kan gøre tingene mere komplicerede og bureaukratiske. EU har en 2030-målsætning på 55% reduktion, men hertil også nogle mål for, hvor meget medlemslandene må udlede for årene 2021-2030 sammenlagt. Det er således ikke godt nok at fortsætte på et 30%-niveau frem til 2029 og så med en feberredning nå op på de 55% i 2030. Og EU ville ikke være EU, hvis ikke de regler er garneret med omfattende rapporteringsforpligtelser og bøder for overtrædelser.

Nu viser det sig ifølge en artikel i mediet Klimamonitor, at Danmark kan komme i en gevaldig knibe i forbindelse med EU-reglerne. I 2022 havde vi jo som bekendt det store udslip af naturgas fra de russiske Nord Stream-rørledninger, der løber fra Rusland til den tyske Østersøkyst. Nord Stream 1 havde været i brug siden 2011, og nr. 2 var anlagt færdig og klar til at levere. Det trak dog ud af forskellige årsager, og så kom Ukraine-krigen og alle leverancer gennem ledningerne blev standset. Men de blev holdt under et betydeligt gastryk, så det var store mængder af metan, der var tilstede i dem.

I september 2022 blev ledningerne udsat for sabotage. Hvem, der var skyld i det, er endnu ikke afklaret og skal ikke være grundlag for en diskussion her på siden. Men der slap store mængder af gas ud, den fortsatte med at boble op til overfladen i dagevis efter.

Problemet er nu, at lækagerne befandt sig i hhv. dansk og svensk ”eksklusiv økonomisk zone” på havet. Udslip af drivhusgasser fra sådanne zoner skal medtages i det pgl. lands indberetninger af drivhusgasser til FN (IPCC). Det gjaldt derfor om at finde ud af hvor meget gas, der var sluppet ud i hhv. svensk farvand og dansk farvand. Hertil udarbejdede Aarhus Universitet en rapport.

Heri gennemføres en række detaljerede beregninger, og konklusionen er, at der i alt blev lukket godt 500.000 tons metan ud, svarende til 14 millioner tons CO2-ækvivalenter (metan er jo en meget stærkere virkende drivhusgas end CO2). Den danske andel heraf var så 8,4 mio. tons CO2-ækvivalenter.

Det er jo et tal, der kan vælte det danske klimaregnskab ganske alvorligt, det svarede til 18% af Danmarks officielle udledninger i 2022. Det blev dog ikke talt med, og heldigvis ville det under alle omstændigheder kun berøre 2022, der jo ikke er et år, hvor vi har et mål. I 2025 har vi glemt alt om det og kan fokusere på at fjerne lidt kvæg fra landbruget for derved at spare en meget mindre sjat metan.

Og her er det så, at EU kommer ind i billedet. Fordi umiddelbart ser det ud til, at man her vil lægge de 8,4 mio. tons til Danmarks udslip frem mod 2030. Hvert år skal jo tælles med! Om vi kunne nå EU’s mål i forvejen er uvist (der tales om en manko p.t. på 16 mio. tons), men hvis ikke, så vil de 8,4 mio. tons give en ekstra overskridelse, og den bliver belagt med bøder. Bøden er den aktuelle pris for CO2-udledninger i 2030 og forventes at være et sted mellem 50 og 200 EUR/ton. Med de 200 EUR koster de 8,4 mio. tons således 12,5 milliarder kroner.

12,5 milliarder, som de danske skatteydere skal betale, og som vil gå fra hospitaler eller anden velfærd i Danmark. Og alt sammen på grund af en tro på en klimakrise og på, at ethvert udslip af drivhusgasser er ”farligt”. Og på grund af stive regler, der ikke tager hensyn til situationer, hvor den pågældende nation er helt uskyldig og uden muligheder for at forebygge dem.

Mens gassen boblede lystigt op gennem havet, overvejede man at sætte en tændstik til den. Det ville man dog ikke, pga. alle mulige reelle og indbildte risici. Men hvis man derved kunne have sparet 12 milliarder, så havde den tændstik nok været et godt initiativ.

Og klimaet har jo næppe mærket noget som helst. De årlige metanudledninger er ca. 550 mio. tons så heraf er vores 8,4 mio. tons en dråbe i havet, om man så må sige. Og metanen har kun en levetid i atmosfæren på 10-12 år, så lidt efter 2030 er den væk igen.

Del på de sociale medier

13 Comments

  1. allan astrup jensen

    Søren Hansen har ikke læst en af mine kommentarer til tidligere indlæg. Metan nedbrydes, som skrevet, hurtigere end CO2, men ved nedbrydningen af metan i atmosfæren dannes CO2! Så “metans” drivhuseffekt ophører ikke, når det er nedbrudt til CO2 ved forbrænding eller oxidation/hydroxylering i atmosfæren!!

    • Søren Hansen

      Søren Hansen har nu læst din kommentar, men pointen er, at CO2 er en 23-28 gange svagere virkende drivhusgas end CO2, så når først metanen er omdannet, giver den et meget mindre bidrag til drivhuseffekten, helt ned på 300-400.000 ton. Det er i småtingsafdelingen.

  2. Peter Krogsten

    Nord Stream 2 er ikke kun russisk. Royal Dutch Shell, østriske OMV, tyske EON og franske Engie er partnere i projektet, der blev drevet af tyske Nord Stream 2 AG. Der var tale om at forlænge den til UK. Det er ukendt, hvem der udførte sprængningen, men USA udtalte flere gange at man ville sætte en stopper for den.
    Det ligger dog fast, at det er umoralsk at pådutte et land ansvar for en ulykke, andre har forårsaget. Helt på linje med en religions afstraffelse af voldtagne kvinder for sex udenfor ægteskabet. EU’s handlinger minder mest om en mafiøs dummebøde.

  3. Svend Erik Holm

    Hermed et SUPER fin tinterview m. prof. Yonatan Dubi (Ben Gorion univ) omkring emnet. En af de meget få der faktisk læser hele IPCCs udslip…
    https://m.youtube.com/watch?v=QMoyQYHTZLk

  4. Mikael Thau

    “12,5 milliarder, som de danske skatteydere skal betale, og som vil gå fra hospitaler eller anden velfærd i Danmark.”

    Jeg skal ikke på nogen måde antyde at jeg ved noget om hvordan EU håndterer disse indberetninger og deraf afledte bøder. Hvis jeg skal gætte på noget så vil jeg tro at EU har valgt at følge standard proceduren for ikke at åbne op for at andre kreative sjæle opmuntres til at forsøge sig med at undgå indrapportering af andre former for udslip.

    Når forholdet så er korrekt registreret, kan EU vel efterfølgende på et tidspunkt beslutte at give dispensation og undlade at forlange bøden betalt. Mon ikke det ender sådan ?

  5. Finn Jensen

    ” Er vi ikke ude på et tilsvarende vildspor nu?” ( fra Søren Hansems svar til Peter Villadsen d.d. ).
    Selvfølgelig er vi det. Der findes intet videnskabeligt bevis på, at menneskers udledning af CO2 er den primære årsag til den beskedne opvarmning, vi har haft de sidste ca. 150 år, eller til klimaforandringerne, som man omdøbte den globale opvarmning til, da den i et tidsrum så ud til at stå i stampe.
    Det, som Søren Hansen beskriver i dette indlæg , har udelukkende en politisk baggrund. Det er efter min mening hamrende vanvittigt.

  6. Bjarne Bisballe

    Der blev udledt 778.000.000 kubikmeter metan fra lækket og det vejer 0,6 megaton. Hver dag udledes på verdensplan 1,65 megaton til atmosfæren (600 megaton om året), så udslippet svarer til 9 timers normaludslip.

  7. Svend Spanget

    Situationen er håbløs.
    Vores ledere er stålsatte i ønsket om at nedbryde det Danmark, du kender.
    Vi har vel de ledere, vi fortjener…

  8. Per Mikkelsen

    Den ekstra “regning” til Danmark og Sverige kunne vel også motivere til hurtigere omstilling og realisering af de mål vi forpligter os til, bl.a. i EU-regi?
    Hvorfor bliver klimarealister ved med kun at se omstillingen som en omkostning, der giver dårligere samfundsøkonomi? Omstillingen er jo trods regneusikkerhed givetvis et positivt bidrag til den danske, og ikke mindst den globale økonomi (som også betyder meget for dansk økonomi og stabilitet). Jeg har endnu ikke set nogle beregninger, der når frem til andre (med usikkerhed) tal end at omstillingen koster 2-3% af bnp. Ikke at gøre noget koster derimod (globalt set) 10%. I Danmark har vi således råd til at stå ved vores forpligtelser i FN og EU regi … også selv om vores besparelse måske ikke bliver 10%. Vi har også råd til at investere og vente på “gevinsten”.

    • Søren Hansen

      Hurtigere omstilling vil kun gøre katastrofen større.

      Jeg troede helt ærligt, at du faktisk læser artiklerne her på hjemmesiden. Hvis du gør det, hvordan kan du så hævde, at du ikke har set nogen beregninger, der viser at omstillingen er langt dyrere end eventuelle klimaskader? Hvad med denne her artikel?

      https://klimarealisme.dk/2023/12/29/klima-omkostninger/

      • Peter Villadsen

        Hvordan kan en klimarealist tro på beregninger baseret på så usikre og fejlfyldt IPCC rapporter – al forskning er jo så mangelfuld og fyldt med usikkerheder, så ingen økonomiske prognoser giver mening.

        Det eneste der giver mening er at se på projicerede risici og tænke ind i det, om det er en verden man vil overlade til sine efterkommere.
        Altså et rent filosofisk og moralsk spørgsmål for hver enkelt.

        • Søren Hansen

          Det du ser som “projicerede risici” er jo lige så usikre og fejlfyldte, og i sidste ende drevet af en næsten religiøs tro på at vores forbrug af fossile brændstoffer være ondt.
          Den videnskabelige basis er jo ikke meget bedre end den lære, der lå til grund for heksejagterne under Den Lille Istids kulde og misvækst i landbruget. En lære – eller tro – der fik forfærdelige følger for titusindvis af mennesker, og naturligvis absolut intet havde at gøre med den virkelige verden. Er vi ikke ude på et tilsvarende vildspor nu?

          • Hans Henrik Hansen

            “Den videnskabelige basis er jo ikke meget bedre end den lære, der lå til grund for heksejagterne under Den Lille Istids kulde og misvækst i landbruget. En lære – eller tro – der fik forfærdelige følger for titusindvis af mennesker”

            – vist på tide at relancere ‘Klimakirken’ (anno 2015):

            “How is it that much of the Western world, and Europe in particular, has succumbed to the self-harming collective madness that is the climate change orthodoxy? It is difficult to escape the conclusion that climate change orthodoxy has in effect become a substitute religion, attended by all the intolerant zealotry that has so often marred religion in the past, and in some places still does so today.
            Throughout the Western world, the two creeds that used to vie for popular support – Christianity and the atheistic belief system of Communism – are each clearly in decline. Yet people still feel the need both for the comfort and for the transcendent values that religion can provide. It is the quasi-religion of green alarmism and global salvationism, of which the climate change dogma is the prime example, that has filled the vacuum, with reasoned questioning of its mantras regarded as little short of sacrilege”

            https://business.financialpost.com/opinion/carbon-week-the-church-of-climatism

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*