Tumperne er for langsomme til at fatte, at vi står over for en klimakrise. Tumperne er alle os, der enten ikke tror på sagen – eller som aldrig rigtigt har sat sig ind i den, bl.a. fordi de har noget bedre at bruge deres liv på. Men for de troende er det en alvorlig situation. Vi må og skal i gang hurtigst muligt med den grønne omstilling og opnåelsen af netto-nul i CO2-udledningerne.
Nu har en professor ved det engelske meteorologiske institut taget fat i sagen – for at gøre noget. Sammen med en række andre har han skrevet en artikel i Nature. Et af problemerne er ifølge artiklen, at vi ikke har noget præcist billede af, hvornår vi rammer temperaturstigningen på de 1,5 grader, som blev vedtaget som en grænse på Paris-mødet i 2015. Og det er vigtigt fordi:
At overskride denne grænse vil rejse spørgsmål om, hvad vi er nødt til at gøre for at nå målet – at begrænse menneskeskabte klimaforandringer. For eksempel ville hensigten om at ”bestræbe sig på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 oC” betyde, at vi skulle gå i gang med at køle Jorden ned igen – ikke bare stoppe opvarmningen – en meget større opgave. Hvis grænsen brydes, vil det også medføre et akut behov for at vurdere de følger, vi observerer af temperatur-overskridelsen.
Men hvornår har vi overhovedet passeret de 1,5 grader? Det er jo – ifølge nogle af de officielle temperaturkurver – allerede sket for enkelte måneder i de senere år – og ikke mindst under ”rekordvarmen” i år. Men temperaturen svinger som bekendt op og ned fra måned til måned, og en enkelt top bliver måske afløst af nogle efterfølgende måneder med betydeligt lavere temperaturer. Også fra år til år svinger temperaturen op og ned, det har vi set i de sidste 20 år, hvor vi hver gang, der er en El Niño, får en højere temperatur for året. Derfor er man nødt til at tage et gennemsnit af en endnu længere periode end et år.
Og her er IPCC’s nuværende definition på den ”globale temperaturstigning”, at man tager et gennemsnit af 20 års målinger, f.eks. fra 2003-2022 og så lader dette gennemsnit være den officielle temperatur for året i midten, dvs. 2013.
Ifølge meteorologi-professoren og hans medforfattere er det en helt håbløs definition. Hvis nu de 1,5 grader bliver overskredet i 2028, så vil vi først vide det 10 år senere – i 2038? Og så er det jo alt for sent at gå i panik og kaste sig ud i en accelereret proces mod netto-nul. Man kunne selvfølgeligt nøjes med gennemsnittet af 10 år målinger, men det ville stadigvæk give en forsinkelse på 5 år. Det duer heller ikke, og professoren skriver:
Forskerne og politikerne må hurtigst muligt blive enige om en målemetode til at bestemme den nuværende opvarmning af hensyn til vedtagelsen af tiltag. Når først den er defineret, skal metoden formelt vedtages til brug i sammenhæng med Paris-aftalen. Metoden skal hænge sammen med de nuværende fremgangsmåder i IPCC og skal sikre, at vi uden forsinkelser kan konstatere, hvornår 1,5 graders grænsen bliver overskredet.
Og heldigvis har professoren løsningen parat. Fra nu af skal vi kigge på de seneste 10 års målinger og derefter lade en klimamodel forudsige de næste 10 års temperaturer og derpå tage gennemsnittet af alle 20 års tal. Voila! Så har vi årets temperatur her og nu!
Det rejser selvfølgeligt visse spørgsmål. Klimamodellerne er jo meget uenige om den fremtidige temperatur, så hvilken model skal man vælge? Hertil kommer, at man også skal vælge det scenarie for udledningerne, som man tror på. Vi har alle hørt om RCP8.5, som vil give astronomiske temperaturstigninger i de næste 75 år, men måske skal man vælge et mindre hidsigt scenarie til formålet her. Artiklen peger på at RCP4.5 kunne være en mulighed, men selv det forudser en samlet stigning på 3,2 grader i år 2100, hvilket nok også er i overkanten.
Hele grundtanken her er interessant. Naturen vil ikke altid makke ret i forhold til klimaforskningen, og derfor har alarmismen lidt trange kår ind i mellem. Det gør motivationen for at kaste sig ud i den helt store grønne omstilling mindre, både for politikerne og den brede befolkning.
Så er der meget mere styr på klimamodellerne, dem ved man, hvor man har, og hvis man ikke er glad for et resultat fra dem, kan man altid gå ind og skrue lidt på parametrene og de input, modellerne får. Her ser vi et første skridt i den retning, som forudses i fremtidsdystopien ”En grøn drøm”. Man kan jo totalt droppe at måle temperaturerne og i stedet lade klimamodellerne overtage arbejdet helt og holdent…
Danish
Det er utroligt, at klimaforskerne kan slippe afsted med altid at sammenligne vores nuværende temperatur med begyndelsen af 1800-tallet.
Det var jo sandsynligvis den koldeste og mest isfyldte periode siden istiden. Den skulle vi helst ikke tilbage til.
Måske skulle manden gå ud på arbejdsmarkedet og få sig et nyttigt arbejde i stedet for..