Det klør i fingrene på mange for at ”gøre noget” ved klimakrisen. Vi styrer jo lige mod afgrunden, CO2-udledningerne vokser år for år, hvor vi snarere skal halvere dem inden 2030, hvis vi skal ”redde” kloden. Bindstærke IPCC-rapporter og gigantiske COP-møder med floromvundne sluterklæringer synes ikke at gøre den mindste forskel.
Blandt de frustrerede er en flok forfattere til IPCC-mammut-værkerne. De foreslår nu, at IPCC’s virke må omdefineres. Forskerne må gives bemyndigelse til at komme med konkrete forslag til politikken og handlinger, og de bør overlades opgaven med at gennemtvinge tiltagene i praksis. De er nok inspireret af covid-krisen, hvor en lille håndfuld sundhedseksperter reelt kunne koste rundt med hele befolkninger, tvinge dem til at blive hjemme, tage mundbind på og lukke alle mulige forretninger og institutioner. Politikerne havde reelt ikke andet valg end at gøre, hvad der blev sagt.
Tænk, hvis en lille flok klimaforskere kunne få tilsvarende beføjelser, så de kunne redde klimaet? Det ville da være alletiders!
En af forfatterne, der har været med siden 2012 udtalte:
På et eller andet tidspunkt bliver vi nødt til at sige, at hvis I vil nå de mål, som politikerne har fastlagt, så er der tiltag, der skal føres ud i livet. I takt med at klimaforandringerne bliver værre og værre, bliver det sværere at udføre fornuftigt arbejde med klimamålene, hvis man ikke kan definere de nødvendige handlinger.
Forfatteren fortsætter med at påpege, at forskerne skulle have ret til at forlange nedskæringer i brugen af fossile brændstoffer og til at kræve direkte udfasninger. Afvigelsen mellem IPCC-videnskaben og de faktiske handlinger er
meget svære for os videnskabsfolk at forstå, fordi det synes ikke at give mening.
En anden IPCC-forfatter beklager sig også:
IPCC’s afgørende, uafhængige og vejledende rolle synes at være mindre og mindre åbenbar. I takt med at rollen bliver mindre, synes de enkelte lande at tiltage sig en større og større indflydelse. Vi får ikke lov til at udstikke politikken, så vi kan ikke komme med faste udmeldinger om, hvad der skal gøres.
Denne forfatter drager endda i tvivl, om det tjener noget formål at fortsætte med at skrive de store IPCC-rapporter:
Vi ved allerede, at om fem-seks år vil budskabet stort set være det samme, problemet er der stadigvæk, udledningerne vil fortsætte med at stige, der vil være flere følger af klimaforandringerne og mindre tid til at forsøge på at holde den globale temperaturstigning under 2 grader celsius.
Fra en tredje forfatter hedder det:
Lige nu er IPCC ikke bare forhindret i at komme med stærke, klare og fornuftige udtalelser – som f.eks. behovet for hurtigt at bevæge sig væk fra brug af, og investeringer i, de fossile brændstoffer, men mange forskere har påtaget sig forpligtelsen til ikke at stille krav til handlinger. Det er ikke produktivt efter min mening.
Det er ingen hemmelighed at visse regeringer er gået fødevareindustriens ærinde, og det lykkedes for dem i Sammendraget til den Sjette Vurderingsrapport at få ændret formuleringen fra ”plantebaserede fødevarer” til ”bæredygtig sund mad”.
Endeligt udtrykker forskeren sin mistillid til COP-møderne hvor kul-, olie- og gasindustrien styrer så mange regeringer og har ”infiltreret” forhandlings-delegationerne.
Man kan godt forstå forskerne, at hvis de så brændende tror på klimakrisen og Jordens tilstundende undergang, så ville det være rart, hvis de på covid-manér kunne redde os alle sammen.
Et af de områder, hvor det virkeligt klør i fingrene på de klimasagkyndige, er almindelige menneskers adfærd og muligheder for forbrug. CNN havde en artikel om emnet for nogle uger siden. Overskriften lød: “Det er på tide at begrænse, hvor ofte vi kan rejse til udlandet – ’Kulstof-pas’ kunne være løsningen”.
Artiklen beklager, at omfanget af flytrafikken nærmer sig niveauet før covid-nedlukningerne, 2023 ender på 84% af niveauet i 2019 og området er i fortsat vækst. Det går jo slet ikke pga. klimaforandringer, ekstremvejr, hedebølger, 2 grader i Paris osv. osv.
Ideen med kulstof-passet er, at det skal fungere som et rationeringskort, med en tildelt mængde CO2-udslip, der ikke må overskrides. Derved kan man ”rationere” rejser. Artiklen nævner, at noget tilsvarende faktisk allerede i 2008 blev diskuteret i det britiske parlament, men den gang opgav man tanken, dels pga. den meget komplicerede administration og dels pga. frygt for folkelig modstand. Tænk dog.
Men hvor den globale gennemsnitlige udledning pr. person er 4 tons CO2, og USA har én på 16, og Storbritannien på 11, så bør udledningerne blive sat ned til 2 inden 2050, hvis vi skal redde klimaet.
Så luftfarten skal holde for, og hvis ikke man i første omgang kan indføre kulstof-pas, så kan man da begynde at afgiftsbelægge flybilletter, hvad den danske regering jo allerede er i gang med. Den slags afgifter vil selvfølgeligt vende den tunge ende nedaf, det er de mindre velstående personer, der vil se deres muligheder for ferierejser eller familiebesøg begrænset. Men har man sit på det tørre, f.eks. fordi man er forsker og IPCC-forfatter, eller politiker eller skuespiller-kendis, så har man jo ikke nogen problemer med lidt afgifter, man kan flyve videre ganske som før, og tage til COP-møder og andet godt.
Klimasagen udvikler sig i mere og mere grel retning.
Danish
Ideen med et Kulstofpas er genial.
Jeg vil omgående oprette firma, der skal formidle køb og salg af ubrugte kvoter. Alle der ikke flyver, har begrænset bilkørsel, eller iøvrigt ikke kan udnytte deres kvote, kan videresælge kvoteresterne, (ligesom med afladskøb af miljørigtig el. )
Tænk på potentialet; afdelinger i Afrika, Østen mm. Det bliver bedre end at formidle strømsalg.
Tag det roligt. intet er så galt, at det ikke er godt for noget.
Det er trods alt en trøst, at hvis denne massepsykose skulle resultere i et stop for olie produktion, så vil det også være slut med vindmøller og solceller. Jeg har i hvert fald endnu ikke set en beskrivelse af, hvordan man vil lave vindmøller uden olieprodukter, ej heller hvordan man vil transportere elementerne den halve klode rundt uden olie, ej heller hvordan man vil stille dem op uden olie og heller ikke, hvordan de skal kunne snurre rundt uden olie. Så, som man siger, intet er så galt, at det ikke er godt for noget.
Det er jo præcist det teknokratiske diktatur folk som Rosa Koire og Patrick Wood har advaret om i årevis.
Og de har jo ret: “Sustainable Development” er en ny-implementering af det gamle Technocracy Inc.
“Hvilken strålende fremtid vi går i møde på grund af en syg gang massehysteri…”
– ja, det er vist på tide at genopfriske (salig) Nigel Lawsons snart ni år gamle essay:
“How is it that much of the Western world, and Europe in particular, has succumbed to the self-harming collective madness that is the climate change orthodoxy? It is difficult to escape the conclusion that climate change orthodoxy has in effect become a substitute religion, attended by all the intolerant zealotry that has so often marred religion in the past, and in some places still does so today…”
https://financialpost.com/opinion/carbon-week-the-church-of-climatism
God weekend til alle medlæsere!
Vogternes Råd?
I Iran har man siden 1979 haft et ‘Vogternes Råd’, som kunne omgøre de ‘folkevalgte’ (sic!) politikeres beslutninger, såfremt disse vurderes at være stridende mod de islami(sti)ske dogmer.
Men også uden for den islamiske verden er der tydelige tendenser til, at ‘jura’ sættes over ‘politik’: USAs føderale Højesteret (SCOTUS) er et eksempel på, at hvis man ikke kan nå et givent mål ad politisk vej (via flertal i US Congress), da forsøger man ofte via SCOTUS at få en beslutning erklæret ‘forfatningsstridig’ og dermed underkendt juridisk.
Tilsvarende (endnu(?) ikke helt så grelle) tendenser gør sig gældende i EU, hvis domstol ofte benytter sig af såkaldt ‘dynamisk tolkning’ af traktatbestemmelser mv., hvor man lægger vægt på, hvad der ‘burde have stået’ i teksten, snarere end på hvad der faktisk STÅR!
Det her omtalte ‘initiativ’ fra IPCC-forskerne kan anskues i forlængelse af ovenstående – som endnu en manifestation af tiltagende utålmodighed med den langsommelige, politiske proces: For hundrede år siden var kuren ‘en stærk mand’ – dét kan man ikke tillade sig at sige i dag, men så er ‘en stærk domstol’ måske mere spiselig??
Orwells skrækfilm rykker tættere på for hver dag.
Skønt, hvis ikke-folkevalgte “forskere” også skal til at bestemme alt i detaljer ligesom i EU.
Alle har deres egne interesser og vil bestemme over de andre, men reglerne gælder aldrig for dem selv.
Hvem sagde Nordkorea?
Hvilken strålende fremtid vi går i møde på grund af en syg gang massehysteri…