Alan Longhurst er en nyligt afdød havforsker, der i 2014 udsendte en bog om klimasagen med titlen ”Doubt and Certainty in Climate Science”. I 2023 blev bogen udsendt i en 2. udgave. Født i 1925 var forfatteren på det tidspunkt en gammel mand.
Det er en interessant bog, der dækker store dele af klimavidenskaben, som Longhurst er rimeligt skeptisk over for. Han lægger ud med en beskrivelse af, hvordan forskningsområdet i 1990’erne gik fra at være drevet af almindelig nysgerrighed og til, at det blev næsten 100% fokuseret på drivhusgasserne og menneskets indflydelse på klimaet. I dag er videnskaben i den grad spændt for IPCC-vognen, at det f.eks. har korrumperet fagfællebedømmelsen og bragt næsten enhver åben debat til tavshed. Der påstås at være ”konsensus” inden for klimaforskningen, hvilket naturligvis er noget højst uvidenskabeligt vrøvl.
Longhurst angriber det forsimplede syn på klimaet, som giver sig udslag i, at man bare ser på én eller anden strålingsbalance og opstiller nogle teorier for, hvordan CO2 påvirker denne. I virkeligheden spiller havet en afgørende rolle her, havets øverste få meter rummer langt mere varme end hele atmosfæren, så vekselvirkningen med havet er afgørende for den globale temperatur.
Her udsiger den mest primitive klimaforskning, at CO2-en i atmosfæren giver en højere lufttemperatur, der derefter varmer havet op. Det er bevisligt noget vrøvl, for direkte varmeoverførsel mellem luft og hav virker kun i de få øverste mm af vandet og kan aldrig overføre nogen varme af betydning. Det er tvært imod solindstrålingen, der trænger langt dybere ned i havet og forårsager energitilførslen i første omgang. Derefter fordeles varmen på forskellig vis, og noget af den kommer tilbage til atmosfæren.
I den forbindelse peger Longhurst på, at den ”globale temperatur”, som vi alle sammen hjemmevant snakker om, i virkeligheden er en lidt ulogisk kombination af to ting. Over land måler vi lufttemperaturen i 2 meters højde. Men over havet er det vandets temperatur, vi måler, i de øverste cm. Men vandtemperaturen hænger langt fra altid sammen med lufttemperaturen lige over. I nogle tilfælde vil koldt vand fra dybet stige op og give en lavere vandtemperatur, end luften har. I andre tilfælde er der tale om varmere vand, som vi ser under den nuværende El Niño, der medvirker til at få den globale temperatur til at nå et højere niveau.
Longhurst gennemgår i detaljer de globale temperaturkurver, baseret på de seneste ca. 150 års målinger. Han udtrykker sin dybe mistillid til de kurver, der offentliggøres f.eks. af NOAA, HadCRUT, NASA/GISS osv. De er blevet redigeret til ukendelighed, og processen har i de fleste tilfælde været totalt uigennemskuelig. Resultatet er, at vi ikke længere kan bruge de kurver i nogen seriøs sammenligning med de nuværende temperaturer.
Bogen dækker mange andre områder, statistikkerne for ekstremvejr, forholdene ved polerne, forsuring af havet osv.
Alle bogens oplysninger er omhyggeligt dokumenteret, der er ca. 600 referencer samlet i fodnoter undervejs.
Alt i alt er det en spændende bog, med mange gode pointer. Den er dog forholdsvis tung at læse, og man finder også nogle små svipsere hist og her. Man kan med god ret spørge, hvorfor den skulle udsendes i en ny udgave, 9 år efter sin første offentliggørelse. Der er ikke mange spor af revisioner, eller opdateringer i den nye udgave, alle begivenheder og referencer rækker frem til 2014 og ikke længere. Der står meget om IPCC’s Femte Vurderingsrapport fra 2013, men ikke et ord om den Sjette, der jo ellers begyndte at udkomme allerede i 2021. Det er selvfølgeligt en svaghed ved bogen, hvis læseren ønsker at blive bedst muligt klædt på til diskussioner om klimaet.
Så alt i alt må det nok tilrådes, at man finder en bog af nyere dato.
Danish
Hvad er Johs Krügers seneste ‘take’ på dansk energi- og klimasituation?
Bh
Hans