Der findes selvfølgeligt en stribe økonomer, der arbejder med omkostningerne ved klimaforandringerne og prisen på en grøn omstilling. Mest kendt er nok William Nordhaus, som vores egen Bjørn Lomborg ynder at citere. Nordhaus og Lomborg mener begge, at den grønne omstilling vil ende med at blive meget dyrere end det, udgifterne til en tilpasning til klimaforandringerne vil løbe op i.
En anden af de store klimaøkonomer er Richard Tol, der har været aktiv i mange år. Han har nu udgivet en sammenfattende artikel, hvor han ser på omkostningerne ved at overholde Paris-aftalens mål om en maksimal temperaturstigning på 1,5 eller 2 grader celsius og sammenholder dem med de forventede udgifter ved klimaforandringerne, hvis vi lader være med at gennemføre en grøn omstilling.
IPCC har ikke interesseret sig for sådanne cost-benefit-analyser, dem leder man forgæves efter i den seneste Vurderingsrapport (AR6). Der er heller ikke hos IPCC nogen gennemgang af den relevante litteratur.
Til sin analyse bruger Tol nogle tal fra IPCC vedr. omkostningerne forbundet med reduktion af udledningerne og så sin egen sammenfatning af litteraturen vedrørende de forventede udgifter til klimaskader.
Tol har nogle meget fornuftige indledende betragtninger om den grønne omstilling:
Vedvarende energi er en af bidragyderne til den langsommere vækst i udledningerne. Men at integrere variabel energiforsyning bliver mere kostbar i takt med, at dens andel af elforsyningen stiger. Elektricitet er formentligt det letteste område at nedbringe udledningerne fra. Det er sværere for transport, opvarmning, industri og landbrug. Det betyder, at en tidobling i hastigheden af nedbringelsen vil kræve langt, langt mere end ti gange de nuværende udgifter. De lavthængende frugter er allerede blevet plukket.
Omkostningerne til den grønne omstilling er der stor uenighed om. Modellerne giver resultater, der afviger med en faktor 10 fra hinanden. Hvis man ville løse problemet med en flad CO2-skat på alle udledninger, når modellerne således frem til tal mellem 30 dollars/ton og 1100 $/t i 2030 og mellem 110 og 14.000 $/t i år 2100. Det vil således koste op til 10% af Verdens bruttonationalprodukt (BNP) i år 2100.
Nogle forskere mener, at 2-graders målet er umuligt at nå, af fysiske, tekniske, økonomiske og politiske grunde. Hvis man skal holde temperaturstigningen dernede, eller endnu værre, på 1,5 grader, så vil det kræve CO2-opsamling og -deponering i et kolossalt omfang, og udgifterne hertil kunne nå op på 17% af Verdens indkomst i år 2100.
Tol har dernæst gennemgået 61 modelberegninger fra 39 videnskabelige artikler vedr. omkostninger som følge af klimaforandringerne. Fig. 1 viser en oversigt over resultaterne, fordelt med udgiften pr. år i 2100 som procent af BNP. Højden på søjlerne angiver antallet af beregninger inden for hvert udgiftsinterval. Tallene er ”normaliseret” så de alle svarer til en temperaturstigning på 2,5 grader C. Man ser, at langt de fleste resultater ligger i intervallet 0-2%, men der er faktisk også nogle, der mener at vi netto får en gevinst ved den lidt højere temperatur og det forøgede CO2-indhold i luften.
Generelt er der stor spredning i resultaterne, og yderpunkterne ligger langt ude til begge sider. Tol påpeger, at nogle af forskerne er meget optimistiske, alle tilpasninger til klimaet vil blive gennemført helt gnidningsfrit og perfekt, hvorimod andre forskere er totalt pessimistiske:
Dumme landmænd der bare stædigt fortsætter med at gøre som deres forfædre har gjort.
Alle scenarier forudsætter, at der har været en betydelig økonomisk vækst. Det antages også, at fattigere samfund er mere sårbare over for klimaforandringerne, skaderne kan her være 2-3 gange større end for de velstående samfunds vedkommende.
Fig. 2 viser så omkostningerne ved et forsøg på at nå 2-graders målet, sammenholdt med de sparede udgifter til klimaskader – frem til år 2100. Man ser, at besparelsen aldrig når op på niveau med omkostningerne. I 2100 er forskellen for middeltallene stadigvæk over 2% af BNP.
Endnu værre ser det ud, hvis man forsøger at holde temperaturstigningen under 1,5 grader, resultatet er vist på fig. 3. Omkostningerne når her op i nærheden af 6% af BNP hen imod slutningen af århundredet, mens besparelsen kun er omkring det halve.
I fig. 2 og 3 er udgifterne ved klimaskader baseret på RCP8.5-scenariet, hvor temperaturen i år 2100 vil være steget med 4,8 grader. Dette scenarie anses jo i brede kredse for at være totalt urealistisk. Vælger man i stedet f.eks. RCP7.0, med en temperaturstigning på 3,9 grader, får man klimaudgifter på hhv. 2,2 og 1,8% af BNP for hhv. 1,5- og 2-graders målene. Omkostningerne ved den grønne omstilling er de samme, så tabet ved at gennemføre den bliver tilsvarende højere.
Tol gør også opmærksom på, at hvis man skærper målene ved at gå efter netto-nul allerede i 2050, så bliver cost-benefit-resultatet endnu værre. Gevinsten ved målet på 1,5 grader bliver her 0,5% af BNP, mens udgifterne til grøn omstilling løber op i næsten 5%.
Tol konkluderer, at mens det urealistiske RCP8.5-scenarie måske ville give en lille gevinst sidst på århundredet, så er det helt udelukket, hvis udviklingen vil følge et mere realistisk forløb i form af f.eks. RCP7.0. Tol slutter med følgende lille betragtning:
Den største udfordring for politikerne ligger i at håndtere situationen, når det viser sig, at vi ikke mere kan nå 1,5-graders målet – det sker måske allerede om få år. Derefter vil det vise sig, at 2-graders målet heller ikke kan nås. Miljøbevægelserne bliver nødt til at vænne sig til en katastrofe, der blev forudset, men aldrig indtraf. Men dette emne må vi hellere overlade til forskere i politik og socialpsykologer.
Sammenfattende må det siges, at Tol er enig med Lomborg og Nordhaus. Den grønne omstilling vil vise sig at være langt dyrere end de udgifter, klimaforandringerne evt. måtte påføre os. Og her skal man tage i betragtning, at omkostningerne ved den grønne omstilling givetvis er undervurderet, ikke mindst fordi meget af den nødvendige teknologi slet ikke er på plads endnu. Så de opgivne beløb kan man roligt regne som de absolut mindste, der kan blive tale om. Til gengæld er klimaomkostningerne nok i virkeligheden groft overvurderet, som Tol jo også antyder. Temperaturstigningen bliver givetvis ikke så høj, som man frygter, og de fleste af de forudsete negative konsekvenser vil lige så sandsynligvis udeblive, helt eller delvist.
Set i det lys er det nys overståede COP28-møde om muligt endnu mere meningsløst.
Danish
Historisk har varmeperioder altid været forbundet med gode tider, økonomisk vækst og bedre levevilkår for mennesker. Så lad os da håbe på et par grader højere temperatur. Det vil være til alles bedste. At arbejde for et koldere klima er ondskabsfuldt, da det vil medføre mere elendighed i verden.
“Den grønne omstilling vil vise sig at være langt dyrere end de udgifter, klimaforandringerne evt. måtte påføre os”
– det kan være svært at overskue (skade)virkningerne på globalt og nationalt plan. Her et læseværdigt eksempel på en langt mere ‘lokal’ konsekvensanalyse – vedr. New York (City):
“The city is aiming to slash its greenhouse gas emissions by 80% come 2050, push a sweeping building electrification mandate known as Local Law 97 and impose an automobile traffic congestion fee, each of which will increase the costs of living or working in the nation’s largest city, especially for the middle class, energy and New York policy experts told the Daily Caller News Foundation. Queens, Brooklyn and Manhattan each already rank within the 15 most expensive places to live in the U.S., according to an analysis conducted by CNBC…”
https://wattsupwiththat.com/2023/12/28/new-york-citys-climate-policies-could-make-life-even-more-unaffordable-for-the-middle-class/