Blue Carbon er navnet på et arabisk firma med hovedsæde i Dubai. Ejeren er i familie med den lokale emir Mohammed Al Maktoum. Blue Carbon lever af at sælge de såkaldte kulstofkreditter. Det er det, man i folkemunde kalder aflad. Hvis man har foretaget sig et eller andet, f.eks. en flyrejse, der har givet anledning til en vis udledning af CO2, så kan man købe kreditter for en tilsvarende mængde, og så er ens tilværelse behageligt CO2-fri.
Det kan let være lidt kvalmende, fordi leverandørerne begynder at reklamere med, at deres aktiviteter er ”CO2-neutrale” eller ”klima-kompenserede”. Det sker f.eks. hvis man sender en pakke med PostNord.
Blue Carbon markedsfører sig på sin hjemmeside i lidt uldne vendinger, de hjælper kunderne med at blive mere klimavenlige, og bl.a. kan man læse følgende smagsprøve:
Blue Carbon sikrer overgangen til en økonomi med lav CO2-udledning. Det bruger naturlige løsninger og kommende teknologiske strategier i sammenhæng med en dekarbonisering af et land.
“Dekarbonisere” er et gyseligt udtryk, der dækker over, at man nedbringer sine CO2-udledninger. Men det lyder smart og når man bruger det, er man med på klima-noderne.
Fra anden side kan man læse nærmere om, hvad Blue Carbon foretager sig. Det viser sig at firmaet opkøber rettighederne til at bestyre store områder i de afrikanske lande. Der forhandles således om at firmaet skal overtage styringen af 10% af Liberias areal, 20% af Zimbabwes og store arealer i Kenya, Zambia og Tanzania.
Fidusen er nu, at Blue Carbon (i hvert fald på papiret) vil stoppe al rydning af skov i de administrerede områder. Derved undgår nogle træer at blive fældet og f.eks. brændt, og derved spares en udledning af CO2. Endda kan der over årene komme en tilvækst i træmassen, og den giver sig udslag i opsugning af CO2. Selvom beregningsreglerne ikke rigtigt er officielle endnu, kan firmaet nu omregne aktiviteterne til sparet CO2-udledning, og denne kan så sælges for en pris pr. ton.
Der er mange købere blandt de private firmaer, der som PostNord ønsker at grønvaske deres omdømme. Det anslås, at markedet er oppe på 2 milliarder US$ pr. år. Men der er også gang i salget af kreditter til forskellige industrialiserede lande, der derved kan pynte på de nationale CO2-regnskaber.
Ulandene ser gyldne muligheder i konceptet, dvs. deres regeringer gør det, for pengene kan man altid bruge. Det ligger måske mere tungt med at få lokalbefolkningerne med, de bliver langt fra altid informeret, de ser ikke noget til pengene, og de forstår ikke, hvorfor de ikke mere må agere på deres hjemegne, som de har været vant til.
Om det reelt gavner klimaet, er et mere åbent spørgsmål. Grundantagelsen er, at der ville blive fældet store mængder af træer i de pgl. områder, hvis ikke Blue Carbon eller tilsvarende aktører var trådt til. Men det er jo en noget usikker antagelse, og derved er det svært at fastslå, hvor mange tons CO2, der reelt spares. I litteraturen kan man finde kolossale gæt, men i realiteten er det nok mere beskedent, og umiddelbart ville undertegnede gætte på, at klimaet nok ikke rigtigt kan mærke forskel.
Men igen skifter en masse penge hænder, og nogen kan gå i seng med en bedre samvittighed. Til gengæld umyndiggøres befolkningerne i de berørte områder af Afrika endnu en gang – det minder måske en smule om koloniseringerne for 150-200 år siden, heraf betegnelsen ”nykolonialisme”.
Danish
Det skal stoppes !!
Klimakompensation og handel med kvoter er et meget interessant emne, som vi burde se mere på.
For få år siden fik Ørsted en meget fin international pris, fordi de var så fremragende til at fremme klimaet. Det viste sig så, at én stor del skyldes, at de havde købt store kvoter af en russisk gødningsfabrik – som intet gjorde. Netto resultatet blev, at Ørsted fik prisen, danskerne betalte en masse penge til russerne og ingen effekt på klimaet.