To amerikanere, David Wojick og Paul Driessen har for organisationen CFACT (en pendant til det engelske Net Zero Watch) skrevet en rapport om havvindmøller, hvor de som den noget uventede konklusion når frem til, at opstilling af nye havvindmøller ud for USA’s Atlanterhavskyst næppe vil føre til nogen reduktion i CO2-udledningerne. Det er jo et lidt usædvanligt budskab, da opsætningen af havvindmøller netop skulle være et skridt på vejen mod det forjættede ”netto-nul”.
Rapporten er en smule løst skrevet, og umiddelbart kan man ikke tilslutte sig budskabet helt og holdent. Rapportens beregninger kan man i flere tilfælde stille spørgsmålstegn ved.
Men når det er sagt, er der mange gode ting at hente i rapporten og de burde indgå i politikernes og beslutningstagernes overvejelser. Det er helt åbenlyst, at den energi en havvindmølle leverer, ikke bare 1:1 erstatter en tilsvarende mængde fra fossil fyring.
Udgangspunktet for rapporten er planerne for havvind ud for New Jerseys kyst. Delstaten har i dag ikke nogen vindkraft af betydning og får ca. halvdelen af sin elektricitet fra kernekraft og den anden halvdel fra gaskraftværker, dels de hurtigt reagerende med gasmotorer, og dels de mere energiøkonomiske Combined Cycle (CC) hvor man udnytter brændstoffet bedre og får op til 55% af energien ud som elektricitet. New Jersey lukkede sine sidste kulkraftværker for et par år siden.
Systemet fungerer meget effektivt, grundlasten leveres af kernekraften og CC-anlæggene, mens kraftværkerne med gasmotorer bruges til at finjustere produktionen til spidslasten, så den hele tiden matcher forbruget.
CC-anlæggene er lige som kernekraften ikke egnede til meget pludselige ændringer i driften, hvilket ellers vil blive hverdagen, hvis man har en større andel af vindmøller i forsyningen. Deres produktion kommer og går og varierer næsten konstant. De eneste kraftværker, der kan følge med her og kompensere for alle svingningerne, er dem med gasmotorer, men de vil få en meget dårlig energieffektivitet, hvis de skal stoppes og startes eller reguleres voldsomt op og ned. Det betyder, at de vil udsende langt mere CO2 pr. produceret kWh. Tilmed vil de skulle overtage nogle af leverancerne fra CC-værkerne og derved yderligere forværre udledningen pr. kWh. CO2-reduktionen ved brug af vindmøllerne bliver således tilsvarende mindre end det rent teoretiske tal. Men hvor meget det i praksis vil betyde, siger rapporten ikke så meget om.
Man kan indvende, at i stedet for at forsøge at hutle sig igennem på egen hånd, kunne New Jersey bare gøre som f.eks. Danmark gør det, importere strøm hver gang det kniber med den hjemlige sol og vind. Men New Jersey har ikke naboer som Norge og Sverige, der bare kan træde til og dække størstedelen af behovet. Dermed er New Jersey i en mere realistisk situation end Danmark, hvis man skal se på vores drømme om at være ”foregangsland”. Det er absolut sundest hvis et lands eller en delstats elforsyning fungerer stort set uafhængigt af naboernes muligheder eller velvilje.
Den anden hovedpointe i rapporten er det enorme ressourceforbrug i forbindelse med konstruktionen og opbygningen af vindmølleparken. Havmøller kræver meget store mængder af stål og beton, der vil have givet anledning til store udledninger af CO2 i produktionen. Hertil kommer alle de mere specielle materialer + alt det kobber, der skal bruges til forbindelseskabler m.v., så strømmen kan føres i land og transformeres til noget, der kan sendes videre ud til forbrugerne. Ressourcetrækket til hele installationen er endog meget betydeligt, og da hele fremstillingsprocessen er drevet af fossile brændstoffer, vil vi også her se en stor modpost til havvindens CO2-reduktion.
Rapporten konkluderer, at vi formentligt ender med et negativt resultat, dvs. større CO2-udledninger fra havvinden end de kraftværker, den delvist afløste. Den slags regnestykker kan stilles op på mange måder, så en sådan konklusion er nok ikke så ubestridelig, som forfatterne giver udtryk for. Men der er ingen tvivl om, at hele den grønne omstilling, som man drømmer om, vil medføre et kolossalt træk på ressourcerne og dermed enorme udledninger af CO2 i forbindelse med produktionen af materialer og fremstilling, transport samt opstilling af udstyret.
Rapporten kommer i øvrigt ind på det interessante faktum, at USA’s Atlanterhavskyst til og med New York i princippet kan blive hjemsøgt af orkaner. De er sjældne så langt nordpå som New Jersey, men de er forekommet, og det stiller større krav til møllernes mekaniske styrke, end f.eks. Nordsøen vil gøre. I Puerto Rico havde man en vindmøllepark, Punta de Lima, bestående af 13 stk. 1,8 MW Vestas-møller. Den blev i 2017 ramt af en orkan, der simpelthen flåede mange af møllevingerne af og alle møller var totalt havarerede, se fig. 1. Orkansikring gør naturligvis møllerne endnu dyrere.
Rapporten påpeger alle de følgeomkostninger, som vindmølle-projektmagerne ikke står for, og som skal dækkes af det offentlige, skatteyderne eller elkunderne i USA. I den forbindelse falder der følgende lidt spidse bemærkning:
Som en sidebemærkning kan det nævnes, at over 50% af vindmølleselskabet Ørsted er ejet af den danske stat. Det betyder, at New Jerseys indbyggere kommer til at sende mange penge til Dronning Margrethe, der dog ellers nok har et meget bedre job og hjem, end de har.
Men konklusionen må være, at alle tal i forbindelse med den grønne omstillings projekter skal på bordet, så politikerne kan forstå, hvad det er, de har sat i gang.
Danish
Paul Fredrik Bach, hvis erfaring og viden mht. elnettet jo er spænder over fire årtier, skrev den 15. december lidt på sin hjemmeside om store solcelleparker. Og lige det, at hjemmesiden som jeg læser den, ikke er for eller imod vind og sol, men peger på nogle store udfordringer, og udfordringer der også er gået op for Klaus Winther, direktør og systemansvarlig for Energinet
http://www.pfbach.dk/firma_pfb/references/pfb_drifting_clouds_cause_additional_electricity_cost_in_denmark_2023_12_15.pdf
Samme forhold vil blive gældende i Danmark og resten af Europa. Inden 10-15 år vil Europa være udbygget med kernekraft, så det kan erstatte langt det meste af den nuværende kulkraft. Det sker, hvad enten Danmark vil det eller ej. Så den kortsigtede CO2-gevinst, der eventuelt vil være ved drift af vindmøller, vil næppe modsvare den CO2, det har kostet at bygge vindmøllerne. Langt før de nye vindmøller er afskrevne, skal de konkurrere med prisen for el fra kernekraftværkerne. Det blive ikke sjovt. Det må derfor stærkt frarådes både vores meget klimabekymrede politikere og vores pensionskasser at bruge borgernes penge på flere vindmøller.
Er det ikke en for optimistisk tro på udbygningen af atomkraft. Det førende europæiske land mht. a-kraft, Frankrig, har planlagt 6 nye værker, der kan forventes produktionsklare i 2040. De fleste franske værker er nu 35-40 år gamle. Dvs. at de selv med forlængelse af levetiden trods alt vil nå End-of-Life omkring 2040. Kun ganske få andre værker i andre lande er så langt mht. planlægning og beslutning, at vi nok nærmere skal se 2050’erne som igangsætnings periode. EU er kommer sikkert til at lovgive i retning af atomkraft som en ønskværdig CO2-neutral kilde. Så langt så godt. Men økonomien og tidshorisonten laver benspænd.
I modsætning til Sørens og Erlings råd om at isolere sig og have mindst mulig transport og handel af el på tværs af grænserne, ser jeg mulighederne i den forholdsvis hurtige udbygning af net og VE, der er gang i her i Nordeuropa. England kobler sig i disse dage på vores Nordeuropæiske grid, og Danmark udbygger over de næste få år transportkapaciteten fra Nordvestjylland til Tyskland. Disse tiltage med langt kortere tidshorisont end ny atomkraft vil jo gavne hele omstillingen til CO2-neutral energi. Vi skal huske, at vindkraften også er regulerbar (som gasturbinerne). Men i modsætning til gasturbiner sker reguleringen ofte nedad. Vi har nok omkring 12-1400 timer årligt, hvor vindkraften nedreguleres. Jo større net, jo bedre udnyttelse uden “opregulering” med gas.
Vi skal også huske at innovationen på lagerområdet for alvor tager fart. Dels er den store tilgang af batterier på transportområdet et godt bidrag. Dels kommer der billig lagerkapacitet frem mod 2030. Alle disse ting sker nu og bliver også bestemmende for atomkraftens rentabilitet.
Mine kommentarer har blot til hensigt at gøre helhedssynet mere nuanceret. Hverken atomkraft eller vindkraft er 100%-løsninger. Det er nærmere kombinationen og udbygningen af det internationale elnet/smartgrid, der sætter dagsordenen i retningen af mere CO2-neutral og sikker elforsyning.
Ja, vindmøller kan reguleres ned, men ikke op, når vinden svigter. Som jeg har nævnt mange gange er vind og sol – selv ikke med alle udenomsværkerne – noget pålideligt alternativ til elektricitet fra kernekraftværker eller fossilt fyrede ditto.
Du foretrækker, at vi bruget hobevis af penge på fugle på taget: “bedre lagring”, flere kabler osv. Jeg foretrækker at vi kaster alle pengene efter teknologi, som vi ved virker, dvs. kernekraft. En massiv satsning og udbygning, og vi kan have en hel flok værker driftsklar her i Europe inden 2035.
Heldigvis har vi også tid nok til at gøre det rigtige. 1,5 og 2-graders Paris-målene er forpasset, i hvertfald de udledningslofter, som man har klæbet på dem. Men der er ingen grund til at tro, at der vil ske noget alvorligt, selv ved en temperaturstigning på 2,5-3 grader. Så det haster ikke med at nedfase/udfase kul, olie og gas – hvilket i øvrigt ikke vil ske under nogen omstændigheder, når man ser på, hvad der foregår i f.eks. Indien og Kina.
Det bedste, vi kan gøre lige nu, er at stoppe al udbygning med sol og vind og så i ro og mag planlægge vores næste skridt.
Re: “ den store tilgang af batterier på transportområdet”.
Elbilerne er typisk i drift morgen/aften og i normal arbejdstid, og oplades om natten. Solen skinner ikke om natten.