Kinas CO2-udledninger har allerede nået toppunktet, eller også gør de det i denne vinter, 7 år før tidsplanen. Måske forbliver de uforandrede i et år eller to, men derefter vil de begynde at falde eksponentielt af mekaniske og ustoppelige årsager.
Landets mål om netto-nul i 2060 ser ud til at blive nået et årti tidligere end vi har antaget, og måske tidligere end Europa.
Sådan noget ønsketænkning kunne man læse i den engelske avis The Daily Telegraph for nyligt.
Indslaget fortsætter:
IEA, det Internationale Energiagentur siger, at Kina står for 60% af alt den nye sol- og vind-energi, der bliver installeret i Verden i år og til næste år. … Kina bygger et gigantisk netværk af ”centre for ren energi” i Gobi, Ordos og Tenger-ørkenerne og længere ud over de tørre øde områder mod nordvest. Sol- og vindparker følger en bue fra Indre Mongoliet til Qinghai på det Tibetanske Plateau.
Paul Homewood kommenterer sagen som følger:
Kinas udbygning med sol og vind har indtil videre end ikke været i stand til at dække stigningen i Kinas forbrug af elektricitet. Vind og sol dækker stadigvæk kun 13% af Kinas elforbrug i 2022. Homewood:
Imidlertid begår The Telegraph den skoledrengs-fejl at forvente, at den nuværende udvikling vil fortsætte efter en ret linje, indtil hele Kinas elforbrug bliver dækket af vedvarende energi. Man forstår stadigvæk ikke, at hverken vi eller Kina kan køre en moderne økonomi på svingende sol- og vindenergi alene. Man begår også den fejl, at man ignorerer al den ikke-elektriske energi, som Kina bruger, den udgør halvdelen af landets samlede forbrug. Her kan man kigge på Kinas forbrug af olie og gas, der stort set ikke anvendes i kraftværkerne, men som siden 2011 er steget med 71%.
Der er ikke meget af dette forbrug, der kan erstattes af sol og vind.
At Kina er afhængig af olie, kan man også se ved det faktum, at landets kapacitet til olieraffinering er steget med 40% siden 2010, og nu er større end USA’s.
Man kan her tilføje, at alle vindmøllerne og solcellerne stilles op i det vestlige Kina, bl.a. Xinjiang-provinsen. Her er der en del industri, men størstedelen af landets befolkning og virksomheder befinder sig i de østlige egne, hvor der ikke er så god plads til solceller og vindmøller. Men hvis de skal forsynes fra Xinjiang bliver det nogle uhyggeligt lange forbindelseskabler, der skal trækkes.
Jo Nova har en artikel om Kinas udbygning med kulkraftværker, og her er vi vist betydeligt tættere på realiteterne. Fig. 1 viser, hvor alle de nye værker skal opføres, og man bemærker, at de fleste er i den østlige del af landet – hvor folk og industri holder til.
I løbet af de sidste tre år har Kinas regering godkendt 185 GW nye kulkraftværker. De 54 GW var vedtaget inden præsident Xi Jinping for 2½ år siden lovede at begrænse Kinas CO2-udledninger og i den forbindelse at være tilbageholdende med godkendelser af nye værker. Det løfte holdt kun nogle måneder, så havde en truende elektricitetsmangel og begyndende rationeringer af strømmen fået Xi på bedre tanker, hvorefter hans regering godkendte de yderligere 131 GW.
Vi har for nyligt omtalt FN’s Production Gap Report, hvor en af konklusionerne klart var, at Paris-målene om at holde den globale temperaturstigning under 1,5 eller 2 grader er helt urealistisk. Rapporten har en fremskrivning for Kina, og den er ganske interessant, se fig. 2. Kulforbruget vil holde sig på et højt niveau frem til 2030 og derefter falde gradvist frem mod 2050. Olieforbruget vil være svagt faldende hen mod 2050, mens man forventer en løbende stigning af gasforbruget i hele perioden. Kina er således ikke i nærheden af ”netto-nul” i 2050, som The Telegraph ellers påstår.
Netto-nul er en skrøne, og Kinas regering er åbenlyst ikke naiv nok til at falde for den.
Danish
Bare for at være lidt faktuel i stedet for de løse påstande her i tråden:
2022 blev et nyt rekordår for udbygningen med solkraft i Kina. Mere end 87 GW blev etableret, og den samlede solkraftkapacitet er dermed oppe på 393 GW ved udgangen af 2022. Tallene for elproduktion fra solkraft for 2022 er endnu ikke offentliggjort, men i 2021 producerede solkraftanlæggene 326 TWh, svarende til knap 4 procent af det samlede elforbrug.
Efter et par rekordår i 2020 og 2021, hvor der blev idriftsat henholdsvis 71 GW og 46 GW vindkraft, er udbygningen i 2022 tilbage i det mere beskedne 37 GW, heraf 33 GW på land og 4 GW offshore vind. Den samlede vindkraftkapacitet i Kina er dermed på 335 GW landbaseret vind og 30 GW offshore vind.
Ifølge den officielle statistik producerede de kinesiske vindkraftanlæg 653 TWh i 2021, svarende til knap 8% af det samlede elforbrug.
På kort sigt forventes udbygningen med vind i Kina at fortsætte på samme niveau som de senere år. China Electricity Council forventer at der etableres 40 GW vindkraft i 2023, mens IEA i sin Renewables 2022 rapport forventer en årlig tilvækst på omkring 50 GW landvind og 15 – 38 GW havvind i årene 2023-2027, således at der ialt er installeret 1400 – 1500 GW landvind og 190 – 215 GW havvind i 2027.
Kilde: ING.dk (bl.a. https://ing.dk/holdning/vindkraftudbygningen-fortsaetter-uden-statstilskud-i-kina).
Kina er således på 12% sol og vind til el i 2022. Og tallet er tydeligvis større her i 2023-24. Det er tilsyneladende uden statstilskud, selvom det nok er lidt svært at adskille i Kina.
Faktuelt er det også, at VE-kapaciteten i Kina er stor, sammenlignet både EU og USA.
Ifølge Dan Jørgensen undervurderes Kinas kapacitet, og landet offentliggør ikke de reelle tal. Kilden er her sidste uges udgave af DR’s udmærkede podcast Guld og grønne skove.
Tager vi solcellekapaciteten i 2021 som de 393 – 87 = 306 GW, så svarer årets produktion på 326 TWh til ca. 12 %. Kapaciteten på 393 GW vil således levere, hvad 47 GW kulkraft kan stå for. Det betyder at den seneste udbygning med kulkraft på 131 GW svarer til mere end det dobbelte af samtlige kinesiske solcelleparkers produktion. Der er lang vej endnu med den vedvarende energi.
Kina har verdens største bestand af el-biler. De er så fossilt forsynet. Der er ikke meget CO2-reduktion der.
Kurven for kulforbruget viser en kraftig faldende tendens. Hvis den er korrekt, må kinas bestand af eksisterende værker der skal udfases være enorm.
Der er dog også den mulighed at værkerne bliver fodret med kernekraft til erstatning for kul. Indtil videre er det dog fugle på taget.