I FN-regi udsendes der rapporter, hvor man følger op på, hvor godt det går med ambitionerne om at overholde Paris-målene på hhv. 1,5 eller 2 graders opvarmning siden Den Lille Istids ophør i 1850. Der er jo, bl.a. af IPCC, opstillet ”rest-budgetter” for, hvor mange gigatons CO2, vi kan tillade os at udlede mere for at overholde de grænser. Det er ikke store mængder, og i realiteten betyder det, at vi for at holde os under de 1,5 grader stort set skal halvere vores forbrug af kul, olie og gas, inden vi når 2030.
Der er kun 6 år til 2030, så målet forekommer måske en smule urealistisk efterhånden. Det har nærværende rapport fra FN: ”Production Gap Report 2023, Phasing down or Phasing up” kigget nærmere på.
Man har gennemgået planerne fra regeringer i omkring 20 udvalgte lande, der repræsenterer mere end 80 procent af Verdens nuværende forbrug og produktion af fossile brændstoffer. En simpel sammentælling ser ikke godt ud, som vist på fig. 1. Overholdelsen af Paris-målene kræver drastiske sænkninger af CO2-udledningerne, men efter planerne kommer de tvært imod til at stige i de kommende år. Således vil vi omkring 2040 efter planerne udlede 25 milliarder tons mere CO2, end Paris-målene kræver.
Fig. 2 viser produktionen af hhv. kul, olie og gas. På kort sigt vil alle tre stige, men kulforbruget forventes at toppe allerede omkring 2030 og derefter have et langsomt fald. Til gengæld vil hverken olie- eller gasproduktionen falde overhovedet frem til 2050. Der er langt ned til kurverne, der ville bringe os under de 1,5 eller 2 grader.
Rapporten har også tal for de enkelte landes bidrag, og fig. 3 viser det forventede kulforbrug for en række lande i de kommende år. Alle på nær Kina har et næsten uændret forbrug frem til 2050. Kina topper i 2030 og har derefter stillet en nedgang i udsigt. Den kan man dog være noget tvivlende overfor, da landet fortsat udbygger sin kulfyrede kraftværkskapacitet i stor skala, og generelt skal man nok ikke tage klimamål fra Kinas side alt for seriøst.
For oliens vedkommende er der ingen lande, der reelt har tænkt sig at reducere forbruget frem til 2050, måske på nær Canada, der jo har en temmelig klimabekymret regering, se fig. 4.
England, eller rettere UK, Det Forenede Kongerige, er et at de lande, der stadigvæk lover at begå energimæssigt harakiri, se fig. 5. Der er planlagt fuldstændigt urealistiske reduktioner i både olie- og gasforbruget, men også her er man vist ved at blive indhentet af realiteterne, der er folkelige oprør mod planerne for bygningsopvarmning og omlægninger i bilparken, og udbygningen med vindmøller er stort set gået i stå.
Alt det her gør naturligvis rapportens forfattere voldsomt bekymrede. De påpeger, at mange producerende lande har forpligtet sig til netto-nul-mål, men de har ikke på nogen måde taget skridt til at reducere deres planlagte produktion i overensstemmelse med Paris-aftalens mål om 1,5 grader. Resultatet er, at der i 2030 vil blive produceret over dobbelt så meget brændstof, som de 1,5 grader fordrer, eller 69% for meget, hvis man vil nøjes med de 2 grader. I 2050 vil den planlagte produktion overstige Paris-målene med hhv. 350% for 1,5 grader og 150% for 2 grader.
Så rapporten skriver, at mens 17 ud af de 20 lande har forpligtet sig til netto-nul-mål, og mange lande er i gang med grøn omstilling på et eller andet niveau,
så fortsætter de fleste af dem i fuldt omfang med at fremme, yde tilskud til, støtte og planlægge vækst i produktionen af fossile brændstoffer. Ingen har forpligtet sig til at reducere produktionen af kul, olie eller gas i det nødvendige omfang for at begrænse opvarmningen til 1,5 grader.
Rapporten kigger en del på mulighederne for CO2-opsamling og deponi, og når frem til, at op til 5 milliarder tons årligt skal opsamles ved mekaniske metoder, og yderligere et par milliarder tons ved omlægning af landbrug, skovbrug m.v. Men der er stadigvæk megen tvivl om teknikken og derfor er den vej at betragte som noget tvivlsom. Det er derfor bedre totalt at udfase brugen af kul i 2040 og reducere forbruget af olie og gas med tre fjerdedele inden 2050.
Der er dog stadigvæk plads til en smule optimisme, ikke mindst pga. ordlyden i sluterklæringerne fra de seneste to COP-møder, hvor man jo begyndte at tale om ”nedfasning” af kulforbruget. Det var efter sigende første gang, man overhovedet havde nævnt et fossilt brændstof ved navn i sluterklæringen.
Men ellers er situationen dyster nok:
Tre nøgle-indsigter er resultatet af vores analyser af forskellige veje til at opfylde 1,5 graders-målet. For det første … skal den globale produktion af alle tre fossile brændstoffer bringes væsentligt ned mellem nu og 2050, samtidigt med andre forebyggelses-strategier som reduktion af efterspørgslen på de fossile brændstoffer, en forøgelse af kapaciteten til vedvarende energi og reduktion af metanudledningerne fra alle kilder, inkl. produktion af olie og gas. Især kan vi se, at produktionen af alle tre fossile brændstoffer, kul, olie og gas, skal falde jævnt allerede fra 2020, og det uanset om man benytter sig af CO2-opsamling og deponering eller ej.
Målene med halvering af kulproduktionen i 2040 og ¾ reduktion af olie og gas i 2050 skal anses for at være minimums-ambitionerne i retning mod en total udfasning af produktion og forbrug. De mere velstående lande bør gå foran og pålægge sig selv endnu skrappere reduktioner, det vil gøre hele foretagendet mere retfærdigt.
Det er på mange måder en bemærkelsesværdig rapport. Grundlæggende må konklusionen være, at vi roligt kan glemme alt om 1,5 eller 2 graders-målene. Vi kommer ikke i nærheden af de reduktioner på kort sigt, som de ville indebære. Men så direkte ønsker man ikke at formulere sig, derfor fyldes side efter side med, hvordan man på papiret alligevel kunne opnå de tilstræbte reduktioner.
Og her når vi frem til rapportens allerstørste brist. På intet tidspunkt overvejes det, om man overhovedet kan omlægge energiforsyningen så hurtigt, eller om sol og vind i praksis kan danne grundlag for et lands energiforsyning. Om Afrika bliver der f.eks. bare skrevet følgende:
Afrikanske lande, som så mange andre, har et behov for at sikre adgang til energi og velstand, mens de springer over eller skifter spor væk fra fossile energikilder, for at skabe renere og mere retfærdige energisystemer. Succes med den slags anstrengelser vil afhænge af adgang til teknologi, muligheder for at implementere den, aflastning af gældsbyrden og finansiering til rimelige omkostninger.
Således nævnes det ikke med et ord, at afrikanerne ikke kan nøjes med ustabile solceller og vindmøller, og at teknologien til at gøre deres forsyning stabil ikke findes.
Men i virkeligheden er rapporten her vel endnu et vidnesbyrd om Paris-aftalens sammenbrud, og umuligheden af at gennemføre en grøn omstilling og nå netto-nul. Det er jo ikke så ringe endda!
Danish
Den grønne kirke har fat i noget med menneskets intelligens, når man laver en forenet indsats blandt lande der ikke er forenede, når kuren er langt værre end feberen, når tro, frygt, identitet og økonomiske særinteresser får lov at fortrænge videnskab og rationel tankegang, når man i en grøn omstilling ikke redder det grønne, men ødelægger det grønne, og når mennesker hellere vi råbe i kor, end bruge deres hjerner til at splitte kerner.
Når stater hævder de ønsker en “grøn” omstilling, samtidig med at de bekæmper den teknologi der bedst kan give en grøn omstilling, er det alene af den grund, umuligt at tage det “grønne” budskab seriøst…der mangler noget intelligens, og der mangler en rød tråd i den omstilling, hvor der er meget lidt grønt, men masser af rødt og røde bundlinier.
Socialisterne prøver at tilbagerulle den industrielle revolution, men glemmer bare at den industrielle revolution er deres moder.
Parisaftalen er jo en aftale indgået for at beskytte menneskeheden mod for store ubehagelige overraskelser.
At den ikke kan overholdes er et vidnesbyrd om at mageligheden overgår enhver risikovurdering, blot det et en risiko, der enten sker om mange år eller rammer nogle andre end en selv.
Det er ganske enkelt, den påståede menneskelige intelligens er temmeligt overdrevet.
Hvert år samme skuespil: det er værre end vi troede. NU må vi tage os sammen. MEN ingen vover at nævne kernekraften. Forklaringen har været fremme i DR, og gengivet i REO’s Kort Nyt 142: forfatteren Robert Zola Christensen, der er nær ven af DK’s superforsker i klima, Sebastian Mernild, siger: ”Nu begynder nogen at snakke om atomkraft igen som en ren energikilde, og det passer ikke i den fortælling vi har (heller) om, hvordan vi klimaaktivister ser på verden, så vi er imod det, vi vil ikke en gang anerkende det som en option, fordi det tør vi ikke, for det passer ikke med det billede af os selv.” AMEN. Det er forklaringen på, at atomkraften holdes helt ude af snakken om klima. Men det kommer heller ikke frem. I stedet for at sige det, som det er: vi vil ikke have atomkraft, for det passer ikke med det billede af os selv, så bruger man mange ord på at finde argumenter, som ikke holder ved en nærmere efterprøvning. Som forleden ved en laaang høring i Folketinget. Fuldstændig uden konsekvenser, Snak og snak og påstande om PtX osv, som ikke findes.
Helt korrekt Bertel, hvor denne “tilståelse” der blev bragt i REO´s “Kort nyt” 142, ganske rigtigt giver en sjælden indsigt i hvordan de grønne diciple tænker.
Hvor mange af dem der gik atommarch i sin tid, hvor man råbte i flok mens man kævede bajere og sang melodiske slagsange, havde egenlig en indsigt i kernekraft-teknologien, der gik dybere end et egerns?
Omkring den identitet og livsløgn de grønne disciple lever på, bliver der så til livsløgnen hurtigt flettet en masse nye løgne, der kan bekræfte den oprindelige løgn, at kernekraft er skidt.
Med disse løgne følger så en masse ikke-rationel frygt, der bliver til folkeangst, hvor løgne og spin er nødt til at blive vildere og vildere i takt med at realiteterne omkring kernekraft, og ikke mindst de alternativer der ikke findes til kernekraft, også afsløres.
Endelig handler det så også om penge, hvor de grønne købmænd lige nu spinder guld på de grønne disciples enfoldighed, lige indtil den dag hvor boblen af løgn nødvendigvis må sprænge.
For en del af de sløve knive inde på borgen, handler det om identitet, om at man er kravlet så højt op i sin vindmølle, at turen ned bliver for smertefuld.
For andre politikere, der i bund og grund er lobbyister før de er politikere, handler det måske andre ting.
https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/ministerens-klima-kamp-kaemper-for-kaerestens-prestige-projekt/9992474
Trist at vi her et stykke inde i det 21´ende århundrede, fortsat har et folkestyre, der ikke styres af videnskab og rationelle tanker til gavn for folket. Men af personlig identitet, tro og personlige særinteresser.
Identitet, tro og økonomiske særinteresser er modpolen til videnskab og rationel tankevirksomhed, hvor det er videnskaben vi kan takke for at vi idag lever et moderne liv, og hvor der i videnskab ikke er plads til tro, identitet og økonomiske, grøn kirke, særinteresser.
Man kan spørge sig selv…er vort folkestyre på rette spor? Idet den jo ikke kun er helt gal i vores energisektor.
Det er imponerende, hvor meget der kan skrives om, hvorvidt de enkelte lande overholder Paris-aftalen. Specielt i forhold til at det eneste man blev enige om i Paris var, at temperaturstigningen skal holdes under 2,5 grader og ingen aner, hvordan man gør det.
Like – især de sidste 2 liner, bringer håbet og fornuften i sigte, ligner bestemt en energisikker fremtid samt hertil kernekraft – dog venter en større indsats med at fjerne al det opstillede natur ødelæggende “de grønne troendes” kirkestads.
“Men i virkeligheden er rapporten her vel endnu et vidnesbyrd om Paris-aftalens sammenbrud, og umuligheden af at gennemføre en grøn omstilling og nå netto-nul. Det er jo ikke så ringe endda!”
Ja det var slet ikke så ringe endda, hvor det ser ud til at vores fossile biler ikke kommer til at mangle det sorte guld på denne side af 2050.
Mon ikke Paris-aftalens lande godt vidste det hele blot er et spil for galleriet?…hvor den skjulte dagsorden med at få overført penge fra den lille naive mand, til den store grønne mafia, trods alt har været en gigantisk succes.
Tro kan ikke bare flytte bjerge, tro kan også flytte penge fra de troende, som tro altid har kunnet flytte penge.
Follow the money.