Nyt forsøg med orkanerne

I gennem lang tid har det været en torn i øjet på klima-alarmister, at der ikke rigtigt er sket nogen forværring med orkanerne i Atlanterhavet, trods den menneskeskabte globale opvarmning. Intuitionen siger ellers, at et varmere hav bør indeholde mere energi, som orkanerne kan opsuge og derved blive vildere. Men effekten har ikke rigtigt været synlig. Godt nok har både IPCC og ”fakta-tjekkerne” været ude med en kurve, der viser at andelen af kraftige orkaner har været stigende – og i den forbindelse har man tegnet en flot opadgående graf. Men forholdet skyldes i realiteten, at antallet af svagere orkaner er gået ned, og den samlede energimængde afsat af orkanerne har ikke ændret sig af betydning de seneste 100 år, den svinger op og ned, men der er ikke nogen langtidstendens.

Oveni alle kvalerne har vi 2023, hvor orkansæsonen går på hæld, og indtil videre har det været en relativt godartet affære, ganske få dødsfald og sammenlignet med andre år ret begrænsede økonomiske tab.

Nu er der så blevet gjort et nyt forsøg på at fremskaffe data, der viser, at det er blevet værre med orkanerne. I en artikel i Nature Scientific Reports kigger forskerne på den hastighed, hvormed orkanerne bliver mere kraftige. Tager det dem f.eks. 12 eller 24 timer at udvikle sig fra kategori 1 til kategori 2?

Forskerne har sammenlignet tre perioder, 1971-1990, 1986-2005 og 2001-2020. Man har med vilje lagt et overlap ind i de tre tidsperioder, fordi målemetoderne undervejs har ændret sig – og er blevet forfinet, og derfor skal den mellemste periode fungere som kontrol af en eventuel forskel fundet mellem den tidlige og den sene periode.

Man definerer nu den ”maksimale intensitets-ændring” for en given storm som den største stigning i vindhastighed indenfor fastlagte tidsrammer på hhv. 12, 24 og 36 timer. Man kan derefter udregne de gennemsnitlige maksimale intensitets-ændrings-værdier for alle storme i de tre nævnte perioder. Her viser det sig, at f.eks. for 12-timersperioden stiger gennemsnittet med 28,7%, fra 12,2 knob til 15,7 knob, når man sammenligner 1971-1990 med 2001-2020. Tilsvarende stigninger ses for 24- og 36-timers perioderne.

Med de stigende gennemsnitsværdier fås også højere ekstrem-værdier for intensitets-ændringerne, f.eks. er orkanerne med de hurtigste af slagsen gået fra 36,5 knob/12 timer til 52,5 knob/12 timer for hhv. 1971-1990 og 2001-2020. 

Tallene tyder på, at nu til dags er det mere end dobbelt så sandsynligt, at en tropisk storm eller kategori 1-orkan udvikler sig videre til en af kategori 3 inden for enten 24 eller 36 timer. Den er lidt finurlig, fordi det betyder ikke, at der er kommet flere af de kraftige orkaner, men bare at de, der kom, udviklede sig hurtigere end for 30 år siden.

Rapporten erkender, at der ikke rigtigt er nogen statistisk signifikant udvikling mellem perioderne 1985-2005 og 2001-2020, men alligevel er der en glidende udvikling fra perioden 1971-1990 og fremefter, så den er god nok. I hvert fald føler forskerne sig meget sikre i deres sag og konkluderer:

Resultaterne viser, at de maksimale intensitets-ændringer allerede er steget i takt med at menneskeskabte udledninger af drivhusgasser har opvarmet planeten, og det viser klart hvordan de risici, som vores kyster står over for, kan udvikle sig i et varmere og varmere klima.

Så fik vi lige den med den menneskeskabte globale opvarmning og alle de risici, vi løber, hvis vi ikke får gennemført en grøn omstilling hurtigst muligt.

Nu kan den hurtige stigning i intensitet jo have to konsekvenser. Pudsigt nok er mange af orkanerne i år blevet ude over havet, se fig. 1, hvor de har udlevet deres eksistens. Der har ellers været lige så mange både svagere og kraftigere orkaner som gennemsnittet i de sidste mange år, men der har, som nævnt, været relativt få skader på land. Hvis det er ovennævnte stigning, der er årsagen, så er det jo faktisk en god ting for menneskeheden, men det var nok ikke lige det, forfatterne til artiklen her var ude på.

WUWT har kigget på artiklen og bedt om kommentarer fra læserne. Det har kastet flere gode indspark af sig. Først og fremmest nævnes det, at tidsrammen for undersøgelsen er meget kort, 1970-2020. Det vides at perioden 1970-1994 var præget af lavere orkanaktivitet generelt, og dette hænger givetvis sammen med nogle af de store havsvingninger i Atlanten, f.eks. AMO. AMO har en periode på mere end 60 år, og afhængigt af, hvorvidt den er i den ene fase eller den anden, har det stor indflydelse på en lang række vejrfænomener i både Europa og Nordamerika – og herunder også hyppigheden og voldsomheden af orkanerne. Så har undersøgelsen i virkeligheden bare sammenlignet to tilstande i AMO? Det er sandsynligt, men jo ikke noget der giver adgang til at publicere i Nature…

En læser gør opmærksom på, at metoderne, hvormed man fastlægger vindhastigheden, ændrede sig kraftigt i perioden 1970-2020, og det alene kan godt have bevirket betydelige forskelle i de registrerede hastigheder – uden at det afspejler ændringer i virkeligheden. Læseren foreslår, at man i stedet kigger på ændringerne i lufttrykket i orkanens midte. Netop lavtrykket her hænger nøje sammen med orkanens styrke, og ændringen i trykket kunne så være et mål for hvor hurtigt, orkanen udvikler sig. Tallene viser, at der ingen forskel er mellem de tre tidsperioder.

Måske skal vi endnu engang klappe hestene med den grønne omstilling.