I medierne har man her for nyligt kunnet læse alarmerende historier om situationen i Antarktis. Nu er det ikke den svindende havis, men derimod tab af indlandsis. Det er jo den grimme slags tab, der medfører havstigninger, og så bliver vi oversvømmet.
Nu forlyder det, at over 40% af Antarktis’ 162 ishylder har tabt is og dermed i løbet af de seneste 25 år lukket ikke mindre end 7.500 milliarder (7,5 billioner) tons ferskvand ud i havet. Det er forskere fra Leeds Universitet, der har analyseret over 100.000 satellitbilleder og derved konstateret en støt nedbrydning af over 40% af iskapperne i perioden 1997-2021.
Nogle af ishylderne er dog vokset i perioden, men en tredjedel har nu mistet mere end 30% af deres omfang.
Forskerne er ”bekymrede” – som altid – og forudser at de store mængder ferskvand dels kan forstyrre havstrømmene i de sydlige oceaner og dels selvfølgeligt medføre havstigninger. Og selvfølgeligt vil de menneskeskabte klimaforandringer sætte hastigheden af afsmeltningen op i fremtiden.
Det nævnes, at siden 1975 har snefald føjet i alt ca. 59 billioner tons is til indlandsisen, men tabet i samme periode har været omkring 67 billioner tons, hvorved vi når de 7,5 billioner i tab.
Der rodes lidt rundt i øst og vest, men sagen er jo, at det primært er Vestantarktis, der taber is, mens Østantarktis har en tilvækst. Tabet i vest, hvor der er mange gletsjere, skyldes i stort omfang, at de er beliggende ovenpå aktive vulkaner, som fremmer smeltningen nedefra og dermed bevægelsen ud mod havet. Sådan har det altid været.
Til sidst får vi en advarsel om havstigningerne, hvor enhver 5-års forsinkelse af den grønne omstilling vil betyde yderligere 20 cm havstigning i år 2300 – oven i de 1,2 m, der allerede er forudset. Vi har travlt, udtaler en forsker fra Potsdam Institut for Klimafølgeforskning – der jo er et af alarmismens arnesteder.
Som sædvanligt skal man grave lidt dybere i sådan en historie, og det har Paul Homewood så gjort for os. Han indleder med at påpege, at Antarktis hvert år mister store mængder af is, men de bliver erstattet af snefaldet. Det betyder, at ideen om at udledningerne af ferskvand skulle kunne forstyrre havstrømmene er det rene fup, for nu at sige det ærligt.
Og hele ideen med at drage vidtgående konklusioner på grundlag af få år er heller ikke god videnskabelig praksis.
Homewood peger på en af figurerne fra den oprindelige videnskabelige artikel, her gengivet som fig. 1. Her ser man balancen for forskellige områder i Antarktis i perioden. Summen af kurverne, svarende til kontinentets totale regnskab, er den sorte, med tilhørende usikkerheder som det grå område. Man bemærker at hele det omtalte tab faktisk finder sted lige omkring år 2000 i løbet af få år. Derefter er situationen helt stabil, der hverken tabes eller vindes is af betydning. Denne konklusion bekræftes af andre undersøgelser. Men det harmonerer jo ikke helt så godt med klimafortællingen om de menneskeskabte ulykker. I øvrigt kan man godt undre sig over, hvad der skete lige i perioden 1997-2001. Var der i virkeligheden noget tab, eller er der tale om problemer med målingerne og behandlingen af data?
Man bemærker også usikkerheden på tallene, den fylder næsten halvdelen af papiret, og fortæller, at vi reelt ikke har noget præcist billede af udviklingen. Antarktis’ indlandsis skønnes at veje i alt ca. 24.000 billioner tons. Et tab over 25 år på 7,5 billioner tons udgør således 0,03%, hvilket givetvis er på kanten af, hvad man overhovedet kan måle.
Så til vores samling af meningsløs klimaforskning kan vi nu tilføje artiklen fra Leeds Universitet.
Danish
Problemet med Antarktis er, at vi ikke har meget data, at der er uhyre få målepunkter og at det giver anledning til en konstant diskussion hvor nogle prøver at tale opvarmningen ned, ved at påstå, at der intet sker, mens andre er bekymrede, og ser en potentiel fremtid afsmeltning, der kan få katastrofale konsekvenser for fremtidens beboere.
Ingen af ovenstående har ret, for forskningen er på dette punkt endnu ikke klar til at give en klar konklusion. Det forhindrer jo så ikke en masse Kloge-Åger i at påstå det ene og det andet…
Det er dog ikke til diskussion at havtemperaturen i oceanerne igennem de sidste mange årtier er stigende, lige nu under El Nino er oceanerne i området juli / +/- 60 grader breddegrad, mere end 0,5 grader over niveauet 1979-2023. Det siger sig selv, at der akkumuleres enorme mængder af energi i oceanerne – hvordan vil det fremover påvirke ismasserne ved Antarktis?
Men tilbage til Antarktis til nu: Forskningen siger her, at området er beskyttet af cirkumpolare iskolde strømme og indeholder enorme mængder is, der virker stabiliserende på ismasserne. Endvidere er der havisen omkring Antarktis, der beskytter gletsjerne på land fra at udsættes for den konstaterede globale opvarmning af luft og hav.
Klimaskeptikere har i årevis fremturet med en teori om, at når Antarktis ikke opvarmes, så beviser det, at der ikke er global opvarmning. Men det er forkert, at Antarktis ikke opvarmes, det er blot ikke så synligt af ovennævnte grunde.
Det helt afgørende spørgsmål er, hvordan reagerer havisen og hvordan reagerer gletsjerne på langsigtet øget global opvarmning. Det vil blive klarere og klarere i årene fremover.
I år er der sket en voldsom reduktion af havisen omkring Antarktis, forskerne vil dog have flere data, før der kan konkluderes yderligere på denne begivenhed.
Havtemperaturen stigende (der er masser af dokumentation på internettet):
https://climate.copernicus.eu/global-sea-surface-temperature-reaches-record-high
Yderligere interessant nyere læsning omkring Antarktis:
https://www.carbonbrief.org/guest-post-ice-cores-reveal-antarctica-is-warming-twice-as-fast-as-global-average/
Man mærker desperationen efter at få Antarktis til at se ud som om det også bliver varmere. Din sidste reference udtrykker tydeligt, at forfatterne netop er ude på at finde tegn på menneskeskabt opvarmning af kontinentet. Det gør de så ved hjælp af iskerner, men det virker ikke så overbevisende. Dels indrømmer de selv, at ilt-isotop målinger i isen siger noget om temperaturen, hvor havvandet fordampede, og det vil være langt mod nord, oppe i Atlanterhavet, Stillehavet eller Det Indiske Ocean. Det siger ikke noget om temperaturen ved borehullet på Antarktis’ indlandsis. Hertil kommer, at det normalt ikke anses for at være muligt at udlede noget fornuftigt fra de øverste 50-100 års snefald, især ikke ved de pgl. borehuller hvor der ifølge artiklen kun falder et tyndt lag hvert år. Forfatterne opnår så de ønskede resultater ved en masse statistisk fikumdik. Så her har vi igen en typisk klima-artikel, hvor man starter med konklusionen, og så vrider virkeligheden rundt, så den passer med den.
Havene omkring Antarktis er nu p.t. ikke særligt varme, ifølge Karsten Haustein. På nær ud for Vestantarktis ligger anomalierne på +/- ½ grad. Det er vist ikke ret alarmerende.
http://www.karstenhaustein.com/reanalysis/gfs0p5/ANOM2m_equir/ANOM2m_mean_equir.html
Climate Reanalyzer kan heller ikke se noget varmt vand omkring Antarktis:
https://climatereanalyzer.org/clim/daily_maps/?dm_id=world-wt3&wm_id=sstanom&year=2023
1 m3 vand vejer 1 ton. 1 km3 vand vejer 1000*1000*1000 ton = 1 mia. ton. Havets samlede overflade er 360 mio km2. En udledning på 7.500 km3 vand vil derfor forårsage en havstigning på 7500 km3/360.000.000 km2 = 0,000021 km eller 21 mm. Det svarer til 0,8 mm per år eller 8 cm på 100 år. Selv uden alle de fejl, Paul Homewod påpeger, er stigningen fuldstændig ligegyldig.
Om landis växer, puttar den ut randis i havet. Krympande/smältande landisar drar sig tillbaka och har ingen randis att putta ut. Enkel mekanik!
Men katastrofeteorierne holder da nogle tusinde “forskere” og “eksperter” beskæftiget, som ellers måske ville gøre endnu større skade på andre områder.
“Man bemærker også usikkerheden på tallene, den fylder næsten halvdelen af papiret, og fortæller, at vi reelt ikke har noget præcist billede af udviklingen”
– her nogle interessante betragtninger vedr. “Glacial Isostatic Adjustment”:
https://www.klimadebat.dk/forum/den-store-loegn-d12-e2997-s2400.php#post_93478
Artiklen omhandler specifikt grønlandsk indlandsis, men tilsvarende forhold gør sig utvivlsomt gældende for Antarktis.