Klimarealisme i medierne, Solen

Ballade i klimaverdenen

Ronan Connolly & Willie Soon m.fl. (Connolly et al.) har i september udgivet en videnskabelig artikel, hvor de igen tager spørgsmålet om solens indflydelse på klimaet op. Det gjorde de i en artikel fra 2021, som efterfølgende blev kritiseret voldsomt i klimakredse. Kritikerne var ikke i tvivl om, at hele temperaturstigningen siden 1950 skyldes menneskehedens udledninger af drivhusgasser + diverse andre småting, som ændrede arealanvendelser, fældning af skov m.v.

Artiklen fra 2021 fokuserede på den nordlige halvkugle. Det blev her påpeget, at IPCC i sine seneste rapporter har vist kurver, der viser temperaturudviklingen, som den ville være, hvis der kun var naturlige faktorer, der spillede en rolle, og den ser meget flad ud, se fig. 1. Stigningen kommer kun, hvis man tager drivhusgasserne med i betragtning. De konklusioner drages ved hjælp af computermodellerne, der er blevet sat til at simulere fortiden med og uden et stigende CO2-indhold i atmosfæren. Siden artiklen fra 2021 blev udsendt (og ignoreret af IPCC) er den Sjette Vurderingsrapport (AR6) udkommet, og her gentages konklusionerne fra de foregående udgaver, jfr. fig. 1.

Fig. 1: De 3 seneste IPCC-rapporters kurver, der viser opdelingen af opvarmningen i “menneskeskabt” og naturlig. Naturen spiller ingen rolle her.

Der er nu grundlæggende to problemer med IPCC’s konklusioner:

  1. IPCC bruger en kurve for temperaturstigningen, der viser højere temperaturer end der i realiteten er tale om. Dette skyldes problemerne med byvarmen, som giver kunstigt høje tal, da de fleste vejrstationer ligger i byerne og derved er mere eller mindre ramt af fænomenet.

  2. IPCC kigger kun på én kurve for solindstrålingen gennem de seneste 150 år. Men der er flere forskellige kurver i den videnskabelige litteratur, og vælger man blandt dem, som IPCC har fravalgt, får man som resultat, at solens indstråling har varieret meget mere og dermed spillet en betydeligt større rolle.

Når man således parrer denne større udvikling i indstråling med en mere realistisk temperaturkurve, kan man faktisk i nogle tilfælde finde, at de naturlige årsager tegner sig for hovedparten af den opvarmning, vi har set.

Artiklen blev angrebet af to forskere, Richardson et al., der i en mod-artikel hævdede at kunne påvise fejl. Der var bl.a. noget galt med de benyttede statistiske metoder.

Richardson et al. kunne dog ikke dy sig for at manipulere, for da de gennemregnede situationen med deres efter sigende mere korrekte metode, brugte de kun temperaturkurven med fuldt bidrag af byvarme til sammenligning. De kunne derfor stort set frikende IPCC for fejl.

Connolly et al. tager nu fat i kritikerne. Der bruges en del plads i artiklen på at pille Richardson et al.s artikel fuldstændigt fra hinanden, den er præget af manipulation, bevidst fejlcitering og et kraftigt element af sjusk.

Derefter fremlægges supplerende analyser. Bl.a. har Connolly et al. fremskaffet flere kurver for solindstrålingen, og især nogle, der når helt frem til 2018. De har endvidere nu benyttet de statistiske metoder, som Richardson et al. nævnte. Der peges også på andre artikler, der er udkommet i mellemtiden, og som bekræfter, at solindstrålingen måske har stået for op til 2/3 af den målte opvarmning.

Fig. 2: IPCC’s bud på påvirkningen fra forskellige kilder. Tv. all de menneskeskabte (primært drivhusgasser), i midten vulkanerne og th. solen.

Fig. 2 viser IPCC’s kurver fra AR6. Disse er medtaget, fordi de kan sammenlignes med de kurver, som Connolly et al. har kigget på, vist på fig. 3. Her er alle de 27 rekonstruktioner af solindstrålingen, som indgår. Man bemærker, at nogle af dem er lige så flade og uden variationer, som IPCC’s, mens andre viser betydeligt større udsving.

Fig. 3: Connolly et al.s 27 kurver for variationer i solindstrålingen fra 1850 til 2018.

Fig. 4 er en oversigt over, hvor godt de naturlige årsager kunne forklare de observerede temperaturstigninger. Her er alle 27 solindstrålingskurver vist for hver af de 5 temperaturkurver, som forskerne kiggede på allerede i 2021-artiklen. Overensstemmelsen med temperaturerne er også vist, hvor de naturlige og de menneskeskabte indflydelser er lagt sammen. Man ser, at i nogle få tilfælde kan de naturlige mekanismer forårsage op til 80% af den konstaterede opvarmning. I andre tilfælde har de en meget lille indflydelse, det afhænger af den valgte kurve for solindstrålingen.

Fig. 4: Overensstemmelse mellem målte temperaturer og tv. de naturlige påvirkninger, th. summen af naturlige og menneskelige påvirkninger. Der er benyttet 5 temperatursæt, fra oven: Kun målinger fra landet, by og land kombineret, havoverfladen, proxykurve baseret på årringe i træer, længden af gletsjere. Hver søjle er et datasæt for solindstrålingen, jfr. fig. 3.

Fig. 5 viser overensstemmelsen mellem de bedste kurver for solindstrålingen og så de målte temperaturer. Til sammenligning vises IPCC’s kurve. Man ser, hvordan man med solindstrålingen taget i betragtning, får en meget bedre overensstemmelse med temperaturudviklingen gennem det 20. århundrede. De variationer, som man har målt, kommer til udtryk i simuleringerne, hvor IPCC’s kurve grundlæggende er helt flad og uden variationer frem til ca. 1950.

Fig. 5: Sammenligning mellem simulerede og de faktisk målte tempraturer. Tv. (røde kurver) kun menneskeskabte påvirkninger, th. beregnede kurver for 3 forskellige datasæt for solindstrålingen, rækkerne er de samme som vist på fig. 4.

At naturen har spillet en rolle, men kun delvist, er netop Connolly et al.s konklusion – og det var også konklusionen i 2021. Den menneskeskabte indflydelse står ikke nødvendigvis alene, hvis man tager alle faktorer med i spil. Det er sandsynligt – men ikke endeligt påvist – at den opvarmning, vi har set, skyldes en kombination af menneskelige drivhusgas-udledninger og så naturlige årsager.

Det er vel egentlig en ganske fornuftig og afdæmpet konklusion. Men sådan ser man ikke på det i klimakredse. Her har reaktionerne været voldsomme. Artiklens forfattere er blevet svinet til på det groveste og nogen har også bedt om aktindsigt i email-korrespondancen mellem forfatterne og tidsskriftets redaktør – for at se om der skulle være noget ”snavs”, formentligt.

Den voldsomme fremfærd kom ikke bag på alle. Således udtaler William Happer, der selv mener at Connolly et al. indeholder værdifulde resultater:

Selvfølgeligt bliver klima-kulten afvisende over for enhver information – uanset hvor videnskabeligt korrekt den måtte være – hvis den er politisk ukorrekt. 

Og der blev gået til den. Michael E. Mann, hockeystavens fader, skrev således på Twitter (nu X), at forskerne bag artiklen var en gruppe klimabenægtere og tilføjede en klovne-smiley. Han beskrev også en redaktør, der var involveret i artiklen som en ”benægter-klovn”.

En anden rettroende forsker afviste den nye artikel som ”vrøvl” og anklagede redaktøren for at forsøge at vinde popularitet i ”videnskabs-benægter-sammenrendet”.

Og Gavin Schmidt, også velkendt her på siden, holdt sig heller ikke tilbage:

Det eneste formål med denne artikel (som alle klimabenægterne og deres hunde er sprunget på) er at renvaske snavset ”videnskab”, så den er klar til Fox News [konservativ amerikansk TV-station, red.]. … Den seneste omgang benægter-guf fra Willie Soon, er bare en gentagelse af den gamle grammofonplade med ”Det er solens skyld”, som Soon & Co. har optrådt med i årtier.

Judith Curry påpeger, at Schmidts & Manns reaktioner, især i forbindelse med aktindsigten vedr. redaktørernes korrespondance, igen er et eksempel på deres forsøg på at styre både den videnskabelige såvel som den offentlige diskussion om klimaforandringerne.

Det er jo noget, vi har set før – hvem sagde Climategate?

Curry er i øvrigt meget rosende over for Connolly et al., og påpeger, at artiklen tager fat i ting, som IPCC og mange klimaforskere ellers har forsøgt at feje ind under gulvtæppet.

Kan man håbe på, at nogen ansvarlige personer snart løfter op i det gulvtæppe for at se, hvad der ellers ligger derinde?

Del på de sociale medier

9 Comments

  1. Torben Kjær Andersen

    Kunne det lade sig gøre at fremskaffe et link til den nævnte artikel af Richardson et al?

  2. Karin Egede

    Her er lidt tankevækkende fakta om årsag til helt naturlige nedbør og klimaforandringer, som heller ikke kan tæmmes: https://videnskab.dk/naturvidenskab/kaempe-undervandsvulkan-har-skudt-huller-i-ozonlaget/

  3. JENS JAKOB KJÆR

    År-2000-bedraget forduftede som dug for solen dagen efter Nytår fordi faren aldrig var reel, men kun et skræmmebillede skabt for at få magt og tjene penge. Kan noget lignende ske igen?

  4. Per Mikkelsen

    Citat: Når man således parrer denne større udvikling i indstråling med en mere realistisk temperaturkurve, kan man faktisk i nogle tilfælde finde, at de naturlige årsager tegner sig for hovedparten af den opvarmning, vi har set.
    Svar: Fint nok hvis det forholder sig sådan, og at der hos kritikere af IPCC (klimarealister mf.) er en forståelse af helheden af naturlige og udledningsbaserede bidrag til temperaturstigninger. De menneskeskabte årsager fra den industrielle periode, skal jo stadigvæk håndteres via en omstilling fra fossil energi til VE.
    Jeg mener det afgørende er, at der ikke rejses tvivl om videnskabelig redelighed og opdyrkes mistillid til politikere og globale organisationer som FN. Alle politikere og regeringer ville da elske et verdensbillede, hvor menneskers forbrug af fossil energi mv. ikke var årsagen til global opvarmning, og at man “kun” skulle håndtere “naturkatastrofer”. Langt hen ad vejen er det jo sådan, at regeringer over hele verden er skeptiske vedr. omstilling og faktisk lurepasser med initiativer. Hvis artiklens udredning er sand videnskab, vil den da blive grebet og anvendt som argumentation for mindre omstilling og mere katastrofesikring (a la Lomborg).
    At det ikke er sket (fra Climate Gate og frem til nutiden) tyder vel i stedet på, at dokumentationen (Connolly mf.) ikke er god nok? Og når der henvises til Curry og Happer, rejser det vel også mistro til validiteten?
    Min konklusion er således kritisk og problematiserende videnskab er vigtig. Og hvis kritikken er troværdig, skal den nok ende som rygdækning for politiske valg vedr. omstillingen.

    • Søren Hansen

      Pointen er jo, at de “menneskeskabte årsager” ikke nødvendiggør nogen håndtering, hvis de f.eks. kun tegner sig for halvdelen af den observerede opvarmning. Så kan vi jo alligevel ikke “styre” klimaet eller temperaturen med en – dyr – grøn omstilling. Hvis Connolly et al. rammer tættere på skiven med nogle af deres scenarier, så rejser det alvorlige spørgsmål vedrørende den generelle videnskabelige redelighed inden for klimafeltet. Her på siden har vi netop dokumenteret 100-vis af eksempler på uredelighed, snyd eller bare blindt medløberi drevet af uvidenhed. IPCC styres reelt af en mafia af klimaforskere, der har gennemtvunget teorien om drivhusgasserne som den eneste styrende mekanisme for temperaturen de seneste 150 år. Bare læs i Sammendraget for Beslutningstagere til AR6.
      Som artiklen her så klart dokumenterer, så er man parat til at tage grove midler i brug for at undertrykke videnskab med andre konklusioner – du har selv en rem af huden når du, forudsætningsløs som du åbenlyst er, tillader dig at drage fyrtårn som Judith Curry og William Happer i tvivl.
      Det er absolut “afgørende” at man opdyrker mistillid til politikere og globale organisationer, hvis de er blevet forført at klimaforskernes sirenesang. Ellers trækker de os alle ud i ulykker – i form af en totalt urealistisk netto-nul-plan.
      Fri debat og meningsudveksling er afgørende – ellers ville Inkvisitionen stadigvæk styre vores hverdag.

      • Per Mikkelsen

        Du misser min pointe: Hvis Connolly, Happer, Curry mf. fremlægger uomgængelige fakta, som ændrer forudsætningen for omstilling, vil det være en gave til politikere og regeringer kloden rundt. Den slags viden kan du ikke holde tilbage eller undertrykke. Beskrivende billeder af mafia og inkvisition fremmer ikke den fri debat. Forestillinger om et komplot heller ikke! Den politiske diskussion, som Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Danmarks Demokraterne tager vedr. omstilling, atomkraft og landbrug, er vejen frem for de synspunkter, artiklen formidler. Vores Folketing og partierne/politikerne er beslutningstagere og ansvarlige overfor vælgerne og medierne. Derfor skal “sandheden” om klimaet og omstillingen nok blive hørt. Men Happer og Curry er ikke de bedste folk at satse på. De er blevet brugt (måske misbrugt) af populistiske kræfter, der ser meget unuanceret på klimasagen.

        • Søren Hansen

          Nej Per,
          Du er tilsyneladende et godt menneske, men alt for naiv i din tro på menneskeheden og autoriteterne. Undertrykkelsen af afvigende synspunkter vedr. klimaet har netop været massiv. Hvorfor vil f.eks. aviserne ikke trykke klimarealistiske bidrag? Det er et udslag af doven konformitet og medløberi.
          Undertegnede må melde hus forbi, jeg er lige så lidt som Curry, Happer eller Connolly “misbrugt” af populistiske kræfter. Jeg tror snarere, at vi ser os selv som drengen i eventyret “Kejserens nye klæder”.
          Men realiteterne er heldigvis på vores side, ikke mindst i forbindelse med kollapset i den grønne omstilling, som jo bliver tydeligere og tydeligere for hver dag, der går. Havvindmølleprojekter, der aflyses, solcelleudbygning, der er gået i stå og nu elbilfabrikanter på stribe, der neddrosler eller skrotter de forkromede planer.

          https://www.wsj.com/articles/brace-for-the-wind-and-electric-vehicle-bailouts-506383a8

          Og regeringerne, der løber baglæns fra visionerne om netto-nul.
          Og hermed slutter debatten om dette punkt.

  5. Mikael Thau

    Ærgeligt at videnskaben er kommet dertil, at der anvendes klovnesmileys for at nedgøre kolleger man er uenig med – Øv !

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*