Energipolitik, Klimarealisme i medierne

Forslugen batterifabrik

Når det drejer sig om grøn omstilling, kan man vist tillade sig at bruge en let modificeret version af et gammelt mundheld, så det nu hedder ”der er ikke noget, der er så godt, at det ikke er galt for noget.”

Her drejer det sig om fremstilling af batterier, hvor Paul Homewood fortæller historien. Batterier produceres jo overvejende i Kina, men det er et monopol, man gerne vil bryde ved at etablere fabrikker rundt omkring i Vesten. Formålet er selvfølgeligt at undgå at være 100% i lommen på kineserne og deres luner, og hertil kommer et ønske om at skabe arbejdspladser – til erstatning for alle dem, der ryger i forbindelse med den grønne omstilling.

Panasonic er i gang med at opføre en batterifabrik i byen De Soto i Kansas, og den skal hjælpe med til at opfylde præsident Joe Bidens ambitioner om, at alle skal køre i elbiler. Hans store pakke til grøn omstilling: Inflation Reduction Act, skulle således yde et tilskud til Panasonic på intet mindre end 6,8 milliarder dollars, hvoraf de 4 skal bruges til den nye batterifabrik.

Panasonics nye batterifabrik

Nu er der imidlertid dukket en komplikation op. Det viser sig, at fabrikken får brug for en stabil elforsyning på mellem 200 og 250 megawatt (MW). Det er jo ikke lige noget, man trækker ud af den nærmeste stikkontakt, det er faktisk nok til at forsyne en mindre by.

Det lokale elselskab har derfor besluttet at lade et nærliggende kulfyret kraftværk køre videre. Kraftværket skulle have været ombygget til gasfyring, men det er nu udskudt på ubestemt tid. Der er ingen vej uden om kulkraften, da fabrikken selvfølgeligt skal have en stabil forsyning, og derfor kunne sol og vind ikke gå ind og overtage opgaven.

Homewood påpeger, at det er et af problemerne med den grønne omstilling. Det koster enorme mængder af energi at fremstille det udstyr. der skal bruges. Det gælder også elbiler.

Et batteri, der kan erstatte et kilogram dieselolie, vejer ca. 15 kg. Det kræver ca. 7 tons klipper og overjord for at bryde de nødvendige metaller til dette batteri. Og i gennemsnit vejer elbilernes batterier omkring 500 kg.

Al den minedrift og fremstilling er drevet af fossil energi og giver derfor anledning til store CO2-udledninger. Visse tal siger, at elbilen skal køre op i mod 100.000 km, før den medfører en netto sænkning af CO2-udslippet.

Så jo flere batterifabrikker, der bygges i USA, desto mere stabil elforsyning bliver der behov for. På kort sigt er der kun én farbar vej at gå, og det er at stoppe nedlukningerne af de kulfyrede kraftværker.  Det er alt for risikabelt af lukke flere i en tid med større og større efterspørgsel efter stabile strømforsyninger.

Mange mennesker – bl.a. Just Stop Oil-aktivister – ved slet ikke noget om, hvorfra elektricitet og vores øvrige energi kommer. Men som en kommentator sagde:

Kilowatt-timer falder ikke bare ned fra himlen.

I en fremtid med større behov for opladning af elbiler bliver dette problem ikke mindre, snarere tværtimod. Det er naivt af Biden og den amerikanske regering at tro, at det forholder sig anderledes. Herom siger en anden kommentator:

Regeringen ønsker, at vi smører læbestift på en gris, men det er stadigvæk en gris.

Til Homewoods artikel kan vi tilføje, at netop behovet for materialer og energi til at gennemføre drømmene om den grønne omstilling vil være en af de væsentligste årsager til, at forehavendet ikke kan lykkes. Hele omstillingen er i dag baseret på maskineri (vindmøller, solceller, elbiler, batterier osv.), der er fremstillet ved energi fra fossile brændstoffer. I en fremtid, hvor al energi kom fra sol og vind, vil man opdage, at en meget stor del af energien bliver slugt af energisystemerne, til udskiftninger og fornyelser m.v. Derved bliver energien relativt meget dyr i samfundet og vil lægge beslag på en stor del af arbejdskraften og de øvrige ressourcer. Så bliver vi alle fattigere.

Del på de sociale medier

8 Comments

  1. “Nyeste generation af bilbatterier bruger salt og jern, det kunne godt blive et kvantespring i vores opfattelse af batterier:)”

    Nyeste generaton af batterier brugt som energilagring, vil fortsat være en død investering, der ikke producerer energi, men hvor der altid vil være tab forbundet ved at lagre energi.

    Regulerbare energikilder har ikke brug for lagring, udover korttids lagring til korte udsving. Det er kun utilregnelige energikilder, hvor man også er nødt til at afholde ekstra udgifter til backup.

    Derudover forbruger store battericentraler masser af kobber og omkostninger til konstruktion og vedligehold, der også har taget et kvantespring i pris.

    Alt for enøjet kun at se på et enkelt element i et batteri, man skal altid kigge på helheden…noget den grønne kirke aldrig har været god til.

    Helt fundamentalt har man ikke forstået hvor store mængder energi der tales om, hvis man tror storskala lagring af energi har nogen fremtid.

    Man har ikke gidet eller evnet at finde regnemaskinen frem…men drømmer bare videre på den grønne kirkes massive spin.

    Glem storskala lagring, der er en død investering.

    Invester istedet pengene aktivt i energiproduktion, hvor VE ikke er grønt, men hvor moderne kernekraft er særdeles grønt.

    Energi skal produceres i takt med at det forbruges, og man skal så vidt muligt undgå lagring, der koster uden at producere noget.

  2. For minimum tab af penge og energi, skal EL produceres (gerne lokalt) i takt med at det forbruges, og forbruges i takt med at det produceres.

    Hver gang man transporterer EL over store afstande (f.eks fra nabolande og havmølleparker), er det forbundet med tab af energi og penge.

    Hver gang man forsøger at lagre energi, er det forbundet med tab af penge og energi, hvor tabene nogen gange er voldsomme.

    Så glem alt om at lagre energi i stor skala…..det bliver blot endnu en unødvendig udgift.

    Det er ikke nødvendigt at lagre energi, hvis blot man afholder sig fra at benytte den grønne kirkes teknologi, der iøvrigt slet ikke er grøn.

    Gad vide hvor lang tid der går, før de sløveste knive i skuffen forstår en så simpel sammenhæng?

  3. Erik Bresler

    Nyeste generation af bilbatterier bruger salt og jern, det kunne godt blive et kvantespring i vores opfattelse af batterier:)

    • Per Mikkelsen

      Helt enig. Og kig nu fordomsfrit på de produktionsplaner Nissan, Toyota, Tesla mf. offentliggør. Det er altså ikke ønsketænkning og luftige målsætninger. Det er konkret og produktionklar innovation, der det muligt at bruge den energieffektive VE.

      • Søren Hansen

        Men stadigvæk vil vi hellere se konkrete ting på bordet, fremfor planer, som kan blive ændret mange gange.

  4. Thomas Gudmand-Høyer

    Per Mikkelsen

    10 point for den kunstneriske værdi i at smøre læbestift på en gris.

    – – –

    Desværre – det er stadig en gris … (!)

    🙂

    • Per Mikkelsen

      Mener nu jeg har skrevet, at fortsat brug af fossil energi er noget griseri; specielt nu hvor der findes et pænere alternativ (både med og uden sminke).

  5. Per Mikkelsen

    Der er tab og gevinster [ved den grønne omstilling]. Det er vi enige om. Men gevinsterne (der jo driver omstillingen), må jo også nævnes.
    Citat: Et batteri, der kan erstatte et kilogram dieselolie, vejer ca. 15 kg. Det kræver ca. 7 tons klipper og overjord for at bryde de nødvendige metaller til dette batteri. Og i gennemsnit vejer elbilernes batterier omkring 500 kg.
    Svar: kører en dieselbil 100.000 km, har den forbrugt 5-6 tons diesel; afbrændt på en ikke særlig energieffektiv måde. Det har desuden kostet en del fossil energi at udvinde, raffinere og transportere denne diesel. Mon ikke vi kan lægge et par tons oveni til klargøring af de 5 tons diesel? Batteriet har jo over 100.000 km ikke forbrugt den mængde fossil energi. Og så kan man jo gange op og fremskrive mv.
    Selvom el til dels, måske især i USA, produceres via kul, gas mv., er den langt mere energieffektiv at transportere og bruge til transport, opvarmning mv. Batterierne vil i deres levetid (10-15 år i bilen og 10-15 år som lager) reducere miljøbelastningen en del mere end fortsat forbrug af fossil energi til transport. Hvis klimaet også tæller med, bliver gevinsten markant. Altså tæller helheden.
    Man kan også supplerende læse Panasonics egen (positive) omtale af fabrikken i De Soto, omtalen i lokale amerikanske medier mv.

    [forkortet af red.]

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*