Stakkels hvaler

Døde hvaler i usædvanligt store antal er siden sidste vinter skyllet i land på USA’s østkyst. Der har været mange teorier fremme om hvorfor, men efterhånden er den mest sandsynlige forklaring, at hvalerne er blevet forstyrret af heftige aktiviteter med sonar ud for kysten.

Sonar er udsendelse af kraftige lydbølger under havet, og derefter måler man på dem, når de kastes tilbage fra genstande i vandet. Sonar blev oprindeligt udviklet til jagt på ubåde, en ubåd ville kaste et karakteristisk ”billede” af lyd tilbage og afsløre sin eksistens og position. Men sonar kan også bruges til kortlægning af havbunden, dybden og variationer i det undersøiske landskab. Det har interesse, når man påtænker at opføre en vindmøllepark i området, hvor møllerne jo skal stå på fundamenter på havbunden.

Og netop i de seneste par år har der været stor aktivitet ved USA’s østkyst. Der har været afholdt flere store udbudsrunder og vindmølleselskaberne har vundet kontrakter på i alt 9 GW. Det indebærer opførelse af 600-800 store vindmøller og deres placering skal individuelt fastlægges. De store selskaber, heriblandt Ørsted, har været meget flittige med kortlægningen og sonar er blevet brugt dagligt i lange perioder.

Nu er det sådan, at hvaler netop bruger hørelsen, når de navigerer og kommunikerer med hinanden. De udsender klik-lyde og lytter til ekkoet. Derfor vil en kraftig påvirkning, som sonar-lydbølgerne jo er, forstyrre hvalerne i deres daglige rutiner, og måske ligefrem påføre dem skader, som f.eks. midlertidig døvhed, hvilket igen vil have indflydelse på deres evne til at navigere og mentale balance i øvrigt.

De ramte hvaler er således mere tilbøjelige til at forvilde sig ind i skibenes sejlruter (som hvalerne normalt er kloge nok til at holde sig fri af), og det medfører kollisioner, med svære skader eller dødelig udgang for hvalerne.

Nu viser det sig, at de amerikanske myndigheder faktisk har lovgivning bag sig, der skulle sikre hvalernes ve og vel. Loven kaldes MMPA, marine mammals protection act, (”Loven til beskyttelse af havpattedyr”). Loven forbyder enhver aktivitet der medfører skader – eller potentielt medfører skader på havpattedyr. Hvis et selskab alligevel ønsker at kaste sig ud i sådanne aktiviteter, skal der gives en dispensation af NOAA, den amerikanske styrelse for oceaner og atmosfæren. Overtrædelser af bestemmelserne kan medføre kæmpestore bøder.

NOAA har faktisk udstedt ikke færre end 40 af disse dispensationer siden 2016, hvor sonar-aktiviteterne for alvor tog fart. Der er flere på vej.

Hver dispensation definerer antallet af tilladte skadelige aktiviteter, pr. art af havpattedyr. Som grundlag har NOAA opstillet grænser for den tilladte lydstyrke, og over denne er der tale om skadelig påvirkning. Da sonar ligger langt over grænsen, vil man derefter definere størrelsen på det ramte område og antallet af dyr fra hver art i området. Derved får man et tal på det totale antal dyr, der bliver generet, og dette antal fremgår så af dispensationen. Herefter kan sonar-målingerne gennemføres.

Der er tale om store tal. Hver dispensation kan omfatte 5.000-10.000 skader på dyr. De fleste dyr er delfiner eller sæler, men der er også et pænt antal hvaler involveret hver gang.

Dispensationerne redder ikke hvalernes liv, fordi de ramte dyr stadigvæk kan blive forvirrede og søge ind i sejlruterne med fatale konsekvenser. Men det er ikke hovedspørgsmålet her.

En amerikansk forening til redning af rethvalerne (en meget sjælden hvalart i Nordatlanten), SRWC, har gjort opmærksom på, at der er en uoverensstemmelse mellem de lydstyrker, som nævnes i dispensationerne, og så hvad sonar-udstyrsfabrikanterne specificerer. Lydstyrken er i realiteten meget højere, end hvad NOAA regner med. SRWC tog ud og målte i forbindelse med sonar-undersøgelser og fandt, at lydtrykket var i overensstemmelse med fabrikanternes oplysninger, og ikke hvad der stod i dispensationerne.

Det viser sig, at de faktiske lydtryk er så meget højere, at det berørte areal hver gang har en radius på 890 m fra måleskibet, hvor dispensationerne kun taler om 141 meter. Derved bliver mange flere dyr berørt, måske 5 gange flere, end NOAA havde regnet med.

Det betyder, at antallet af skader omfatter 5 gange flere dyr, end der er givet tilladelse til, og hermed er der tale om overtrædelser af MMPA-lovgivningen.

De lavere lydtryk er opgivet af vindmølleselskaberne i deres ansøgninger. Ansøgerne har i princippet pligt til at bruge udstyrsleverandørernes tal, men der er en kattelem i en bestemmelse om, at hvis man ikke har specifikationer fra leverandørerne, kan man i stedet bruge nogle standardtal fra en artikel fra 2016. De tal stemmer overens med, hvad der står i dispensationerne. Så vindmøllefolkene har systematisk brugt disse lavere tal i deres ansøgninger, uagtet at udstyrsleverandørernes korrekte specifikationer var frit tilgængelige.

Hvorfor NOAA har godkendt denne praksis, kan man kun gisne om. Men der er vel en stor velvilje over for udbygningen med vedvarende energi, herunder havvindmøller?

Der er i lovgivningen som nævnt mulighed for at straffe overtrædelser af loven om skader på havpattedyr. Bøden pr. skadet dyr er op til ca. 35.000 dollars og misdæderen kan også komme i fængsel i op til et år.

I alt har NOAA udstedt dispensationer for 400.000 potentielle skader. Med ovennævnte faktor 5 for antallet af virkelige skader, kunne vi tale om op til 2 millioner ulovlige skader og ganger man op, får man en samlet bøde på 69 milliarder dollars og nogle gevaldigt lange ophold bag tremmer for de ansvarlige.

I mellemtiden har vi dog set, at mange af de involverede havvindprojekter er blevet aflyst eller sat på pause, fordi selskaberne bag vil have flere penge. Det kan måske give de stakkels hvaler lidt fred.

Tak til David Wojick på Climate Depot.