Klimapropaganda

Blandt de klimatroende er det et stort problem, at ikke alle mennesker kan se sandheden i klimakrisen og den globale opvarmning. Der er modstand. I USA er det især fra republikanernes side, at man ikke bare køber tanken om at gennemtvinge en grøn omstilling pga. en angst for det fremtidige klima. Selv Joe Bidens store lov, der kaster masser af penge i grams til alle mulige klimarelaterede og ikke-klimarelaterede projekter, har ikke rigtigt fået vendt den offentlige mening.

Det er naturligvis et alvorligt problem, og nu udgives der videnskabelige artikler, der beskæftiger sig med, hvordan man kan forbedre kommunikationen (læs: Propagandaen) over for tvivlerne. Her kigger vi lidt på en af disse artikler, Li et al.

Artiklen er naturligvis ikke i tvivl om problemets alvor, klimakrisen er over os, og der skal gøres noget. Nu kigger man på, hvordan den skriftlige kommunikation kan gøres mere effektiv. Kurver og grafer er for tørre og jager mange væk (Selv Berlingskes debatredaktør har privat udtalt, at han ikke kan lide grafer, og aldrig vil bringe indlæg med grafer i).

Derfor skal videnskabsfolkene gå sammen med kunstnere og fremstille nogle grafer, der er peppet op med billeder eller lign. Li et al. har nu udarbejdet nogle forslag og gennemført nogle små undersøgelser med et par hundrede folk for at se, hvordan de reagerede på forslagene. Man kiggede på deres følelsesmæssige reaktion, og hvor godt de var i stand til at huske budskabet efterfølgende. I den forbindelse ville man se, om den slags mere kunstneriske illustrationer kunne få nogle af de halsstarrige republikanere til at komme til fornuft – sådan rent klimamæssigt. En metode kunne således være, hvis illustrationerne indgød frygt i folk – så ville de blive mere villige til at høre på personer med de modsatte opfattelser.

Fig 1 viser, hvad Li et al. brugte i studierne. Det er et maleri af en kunstner, der har tilføjet kurven over det stigende CO₂-indhold i atmosfæren, som målt på Mauna Loa, Hawaii (”Keeling-kurven”). Kunstneren havde brugt kurven uden alle forklaringerne, men de lærde forskere prøvede nu med en version inklusive kurvens små ledsagetekster. Selve billedet, der hedder ”Sommervarme” skal vist bl.a. forestille smeltende gletsjere.

Forskerne fremstillede nu fire falske Instagram-opslag, som vist på fig. 2. Dem viste de til forsøgspersonerne, for at finde ud af, hvilke reaktioner, de medførte.

Det viste sig at opslagene med det kunstneriske billede gav stærkere reaktioner end dem bare med Keeling-kurver. Reaktionerne var endda ifølge forskerne ”positive”.

Mht. om det kunstneriske bidrag gjorde kurverne mere troværdige eller lettere at huske, var der ikke nogen klar tendens. Til gengæld fandt man, at det kunstneriske islæt kunne få nogle benægtere til at blive lidt mindre negative over for klimafortællingen.

Så kunstnerisk udsmykning af klimakurverne, f.eks. Michael Manns Hockeystav, eller NASA/GISS’s temperaturkurve, er vejen frem. IPCC’s store vurderingsrapporter bør fremover udkomme som billedbøger. Det vil gøre dem mindre kedelige, men forøge sideantallet fra de nuværende ca. 8000 til 16.000?

Men kan man overhovedet forsvare at gøre sådan noget her? Skal folk overbevises med kunst eller gøgl, i stedet for lødige videnskabelige beviser og dokumentation? Hvordan kan det være, at netop klimasagen har så store problemer med omverdenens opfattelse af den? Li et al. har ingen idé om det, og det er også dem ligegyldigt. Det handler kun om at fremme sagen.

Det er farligt, for at sige det mildt.

Tak til Charles Rotter fra WUWT