Her er en omtale i netmediet Indblik af Klimarealismes konference på Christiansborg d. 15. september. Vi gengiver omtalen her med venlig tilladelse fra Indblik. Artiklen er skrevet af Daniel Holst Pinderup:
Klimadebatten er ikke så lidt antændt, og sidste valgkamp havde akkurat klimaet som sit helt store omdrejningspunkt. I udlandet ser vi Extinction Rebellion demonstrere ved at blokere trafik og ødelægge store kunstværker, og politisk vedtages det ene tiltag efter det andet for at “redde klimaet”. Men det ser ud til være mere baseret på tro end videnskab og realiteter.
Foreningen Klimarealisme`s konference fremtvinger unægteligt spørgsmålet: ”Hvad er situationen egentlig?”, for FN’s Klimapanels (IPCC) beregninger er tilsyneladende ikke retvisende. I alle fald hvis man spørger konferencens hovedtaler, Marcel Crok, der netop er medforfatter til bogen The Frozen Climate Views of the IPCC udgivet at den hollandsk tænketank Clintel.
Crok er hollandsk journalist, der har arbejdet med klima i en lang årrække ud fra ønsket om, at klimadebatten skal være ærlig og redelig. Rapporterne fra FN’s klimapanel – som ligger til grund for både EU’s og mange medlemslandes klimapolitik – er alt andet end objektivt videnskabelige. Marcel Crok er særdeles skeptisk, og hans oplæg på Christiansborg illustrerede udmærket hvorfor:
For eksempel er det sandsynligvis sandt, når FN’s Klimapanel påstår, at den materielle skade på grund af menneskeskabte [klimaforandringer] er steget siden cirka år 1900 til nu i 2023 – men graden af skade er ikke steget.
Tværtimod viser en såkaldt ”normalisering” af tallene, at der ikke er kommet flere menneskeskabte naturkatastrofer, men at der er sket mere skade som følge af dem, fordi der er kommet betragteligt flere mennesker og mere velstand til gennem de sidste godt hundrede år.
Man kan således ikke konkludere, at stigningen i skade har anden årsag end, at der er blevet flere ting til, som kan blive ødelagt.
Dén slags perspektivering var konferencen særdeles rig på – der blev frembragt nuanceringer til debatten, som ellers ofte mangler. Foreningen Klimarealisme formåede således at undgå klimadebattens skyttegrave, hvor man enten er for eller imod, god eller ond, men insisterer i stedet på videnskabelig metode og journalistisk redelighed i debatten.
Klimavidenskab og Klimaøkonomi?
Netop den videnskabelige redelighed blev et kerneemne på Klimarealismes konference. Det blev for eksempel tydeligt i talernes præsentationer, hvor for eksempel cand.polit. Otto Brøns-Petersen, som er analysechef i den liberale tænketank CEPOS, gjorde sig tydeligt umage i sin sondring mellem klimavidenskab og klimaøkonomi. En sondring, der er god fornuft i at fastholde.
På den ene side foregår en rent naturvidenskabelig samtale, og på den anden en økonomisk samtale, som antager, at de naturvidenskabelige rammer for diskussionen er korrekte. Der er således tale om et hierarki, hvor naturvidenskabsmanden forholder sig til hvad som er og hvad som ikke er – og økonomen forholder sig til hvad der giver bedst mening at bruge dén viden til.
Nogen massiv stigning i menneskeskabte naturkatastrofer skal der altså ikke være tale om, hvis man antager at foreningen Klimarealismes dokumentation er sandfærdig. Meget er en forøget fokus på koncentreret omtale af vejr og den øgede kommunikation vi har nu. Statistisk set mangler der kausalitet for pressens påstande.
Men når der er klimaændringer og øget befolkning på kloden, må økonomerne forsøge at give svar på hvordan vi bruger den tilgængelige viden bedst muligt.
CEPOS’ analyse er, at en del af de nuværende initiativer sandsynligvis ikke vil være meningsfulde eller effektive. Det er de facto planøkonomi og fejlpolitik, vi er på vej ud i sammen, via EU, ifølge CEPOS’s Otto Brøns-Petersen.
Blandt klimavidenskabsfolk bød konferencens talerstol på blandt andre astrofysiker ved DTU, Henrik Svensmark, som gjorde effektivt op med det ensidige sigte for CO2 i klimadebatten ved at uddybe Solens rolle – som han altså påpeger, spiller en rolle. Svensmark påstår dog aldrig i sit oplæg, at kun Solens stråling er afgørende for global opvarmning eller nedkøling – tværtimod. Naturvidenskabsmandens ærinde var tydeligvis blot at understrege, at det ikke bare er CO2, der betyder noget. Omvendt betegnes Svensmark af klimabevægelsen som en eksot, hvis resultater ikke støttes af andre! Men meget af hans arbejde er lavet i regi af CERN, som er en højtestimeret organisation for astrofysik – med mere…
”Metallisering” – er den grønne omstilling grøn?
I talerrækken på klimakonferencen var også iværksætter og investor Lars Tvede, som gav et andet perspektiv på klimaøkonomien. Som Tvede også har delt i Berlingske, skaber de såkaldt grønne løsninger nemlig nye udfordringer hurtigere end de løser de gamle.
En offshore vindmølle kræver cirka 15 gange så meget industrimetal (som brydes med “sort” energi) per energienhed som et gaskraftværk, slår Tvede fast. Han advarer om, at den grønne omstilling også er en ”metallisering”. Brugen af metaller, særligt de af sparsom forekomst, er nemlig et meget presserende problem i den grønne omstilling, ifølge Tvede.
Særligt kobber bliver problematisk, påstår investoren, fordi reserverne af dette vigtige metal er meget begrænsede i forhold til behovet – og særligt under en omstilling, som øger behovet.
Tvede anbefaler, at vi ikke låser os for meget fast på den næste teknologi, for eksempel sol- eller vindkraft, fordi vi derved risikerer at gå glip af den næst-næste teknologi. For eksempel fusionskraft, som der forskes intensivt i. Desuden er de vedvarende energiformer alt for ustabile, Hvilket er en kendt sag og som Tvede på udmærket vis illustrerede på konferencen.
I øvrigt er det tankevækkende, at cirka 90% af verdens energi kommer fra noget vi brænder af.
Klimakonferencens program indeholdt også velkomster fra værten MF Pernille Vermund (NB) og henholdsvis den danske, norske og svenske formand for Klimarealisme, samt oplæg fra lektor i sociologi, Ralph Schoellhammer og professor emeritus Martin Hovland.
Konferencen nåede bredt rundt i klimadebatten, og formåede både at nuancere og berige samtalen med tunge kompetencer på området såvel som klare linjer mellem hvad som er politik, hvad som er økonomi og hvad som er naturvidenskab. En sondring, som klimadebatten i medierne ofte kan mangle.
Ligeledes var det positivt bemærkelsesværdigt, at konferencens talere generelt tog afstand fra både klimahysteri og decideret fornægtelse.
Danish
“Klimavidenskab og Klimaøkonomi?
Netop den videnskabelige redelighed blev et kerneemne på Klimarealismes konference. Det blev for eksempel tydeligt i talernes præsentationer, hvor for eksempel cand.polit. Otto Brøns-Petersen, som er analysechef i den liberale tænketank CEPOS, gjorde sig tydeligt umage i sin sondring mellem klimavidenskab og klimaøkonomi. En sondring, der er god fornuft i at fastholde.
På den ene side foregår en rent naturvidenskabelig samtale, og på den anden en økonomisk samtale, som antager, at de naturvidenskabelige rammer for diskussionen er korrekte. Der er således tale om et hierarki, hvor naturvidenskabsmanden forholder sig til hvad som er og hvad som ikke er – og økonomen forholder sig til hvad der giver bedst mening at bruge dén viden til.”
Interessant, ja det lyder fornuftigt hvis man sondrer mellem klimavidenskab (samt mangel på samme) og klimaøkonomi (samt mangel på samme).
Især dem der er stærkest i troen, og mener der bør gøres mest, som Greta, Extinction Rebellion, eller de Radikale herhjemme. Bør have en interesse i at man så også får mest for pengene, og dermed får udrettet mest.
Det er lidt trivielt, eller burde være det for landets ledere, at penge kun kan bruges en gang, hvorfor det gælder om at bruge dem der hvor man får mest, hvis man gerne hurtigst vil fra A – B…men vil man nu også det?
Lad os herunder se på det aktuelle scenario, at præmissen er at den er helt gal ifølge klimavidenskaben, hvad de grønneste grønne samt regeringen siger de mener.
Når landets ledere og mange af klimaalarmisterne går ind for ineffektive løsninger som VE, samtidig med at der i ind og udland blokeres for de mest effektive løsninger der for længst har bevist deres værd (Svensk og Fransk kernekraft), samtidig med at de samme personer med rimelighed kan antages at forstå penge kun kan bruges en gang. Må man derefter med rimelighed kunne konkludere, at det ikke er den korteste vej fra A – B der står øverste på ønskelisten, men noget andet.
Hvad er så dette “andet” der står øverst på den skjulte dagsorden, og kommer før den optimale klimaøkonomi?
– Et identitets problem der vejer tungere end den korteste vej fra A – B
http://reo.dk/wp-content/uploads/kort-nyt-142-sept-01-2023.pdf
– En vindmølle mafia, hvor vi nu har endnu en tilståelsessag.
“Mandatet blev dog vedtaget med Venstres støtte, efter partiet fik medtaget bemærkninger om, at formålet med Danmarks forhandlinger særligt var at støtte de danske styrkepositioner indenfor vind- og solenergi.”
https://energiwatch.dk/Energinyt/Politik___Markeder/article16454796.ece
– Bindende politiske klimamål, der går forud for god klimaøkonomi, hvor vi også her har en ny tilståelsessag.
“Det er helt afgørende for opfyldelsen af både vores og Europas klimamål, at vi får CO2-fangst og lagring op i fuldskala i Danmark. Sådan lyder det fra Lars Aagaard”
https://www.dr.dk/nyheder/indland/bred-aftale-indgaaet-om-lagring-af-34-millioner-tons-co2-i-danmarks-undergrund
CCS er altså ifølge Lars Aagaard ikke afgørende for klimaet, men for klimamål, hvilket jo ikke altid er det samme.
Og så har vi slet ikke talt om at op mod 2/3 af vores VE slet ikke er VE.
Det må efterhånden være tydeligt for enhver, at hvis præmissen lige nu er at den er helt galt med klimaet, ja så må den være helt, helt, helt gal med klimaøkonomien.
https://www.atomkraft-jatak.dk/wp-content/uploads/2023/06/Billigst-og-hurtigst-i-maal.pdf
Something is rotten in the state of Denmark.
Mht. Lars Tvede, er han jo en af de tunge drenge det er værd at lytte til.
Herunder en video om hvorfor grøn planøkonomi vil føre til fiasko i den “grønne” omstilling.
https://www.youtube.com/watch?v=CMRcq4MXUPw
Og mht. en af mange knock-on effekter ved at vælge voldsomt ressourcekrævende og lavt ydende VE teknologi, der for at gøre ondt værre, forceres igennem, er et link herunder, hvor vindmøller jo kommer til at bide sig selv i fundamentet, grundet den onde spiral deres ressourcefråds sætter i gang, hvor grus til vindmøllefundamenter også så småt er ved at blive en knap ressource i Danmark.
De høje kobberpriser vind inducerer, udover problem EL, kommer så også alt andet der benytter kobber til skade, som batteribiler, der måske ville være billigere hvis vi ikke havde brugt så meget kobber på vindmøller.
Næste gang I læser en fiktiv modelberegning der måske blot er endnu et partsindlæg, så husk lige at se efter, om alle knock-on effekterne er kommet med i regnearket.
Og med til VE-pakken hører altid en VE-respirator, der sørme også kræver masser af kobber, bl.a. når man er nødt til lave lange HVDC forbindelser ud i alle verdenshjørner.
Hvor det ikke kun er pris, men også forsyninger, der er truet, hvis en planøkonomisk speeder trædes for hårdt i bund.
Det tager tid at udbygge minedrift, om overhovedet muligt, hvor udbud og efterspørgsel er en grundpille i markedsøkonomien, som alle ved. Dertil kommer usikkerhed ved minedrift i politisk ustabile områder.
Så hvis man tror, at man kan planlægge det hele med planøkonomi, får man sig nok nogle overraskelser hen af vejen.
“Offshore wind energy requires 29 tons of copper per turbine”
“especially wind power, whose requirements for this metal are enormous.”
“It is likely to be supported by the continuing threat of supply disruption due to political uncertainty in the Andean countries, Chile and Peru, the world’s leading producers. Some 42% of copper mine production is subject to political uncertainty that could lead to risks on future production.”
https://www.revistadyna.com/news-3/offshore-wind-energy-requires-29-tons-of-copper-per-turbine
At diskutere pris for energikilder, et jo primært interessant, hvis præmissen er planøkonomi. Ved markedsøkonomi, lader man markedet finde ud af hvad der er billigst, hvorved diskussionen om pris bliver lidt overflødig.
I Danmark har vi jo allerede planøkonomi, idet planen i mange år har været at blokere for den energikilde med det største potentiale, både i ind og udland.
Tingene er komplicerede, og jeg er bange for ingen af vore egne politikere har et kørekort der er stort nok til at køre en langsigtet planøkonomi sikkert igennem fra A – B.
Tror vi er bedst tjent ved hvis Borgen derfor slipper de planøkonomiske tøjler lidt, og lader markedet gøre det markedet er bedst til.
“…for FN’s Klimapanels (IPCC) beregninger er tilsyneladende ikke retvisende”
Mon ikke der er generel enighed om, at IPCCs rapporter i substansen er ganske pålidelige?
Utroværdigheden opstår først, når arbejdet ‘politiseres’, først og fremmest i “Summary for Policy Makers” (af onde tunger ofte ‘oversat’ til “Summary BY Policy Makers”!).
Og så er der jo lige MEDIERNE/’indpiskerne’!
“AUF1 journalist Kornelia Kirchweger, former press officer at the Austrian Federal Chancellery, tells how state officials there are “brought into line.” A longtime observer of international climate change propaganda, she says politicians today only live in a bubble: “They don’t care about the people.”
https://notrickszone.com/2023/09/23/a-cleverly-staged-hoax-former-german-tv-meteorologist-slams-climate-hysteria/
Mange tak for referat.
Området for klima og klima økonomi er voldsomt komplekst med voldsomt mange ubekendte, hvor selv de tungeste drenge ingen mulighed har for at have det fulde overblik, eller lave en “vejrudsigt” der holder vand 50 år ud i fremtiden.
Ingen har, alene af den grund, derfor kørekort til at kunne gennemføre en planøkonomisk omstilling sikkert fra A til B i forceret tempo, i et køretøj man ikke fuldt forstår hvordan skal betjenes.
Skal man lave en analogi til trafikken (Ikke for at snakke om grønne racerbatteribiler med skatterabat her), gælder i trafikken, at energien med tilhørende konsekvenser ved en ulykke, stiger med kvadratet af hastigheden, det samme gør bremselængden.
Ligeledes stiger udgifterne til brændstof, vedligehold og slid med hastigheden, ligesom chaufføren hurtigere bliver træt.
Netop derfor har vi hastighedsbegrænsninger i trafikken.
Markedskræfterne har altid bragt ny teknologi til verden, uden planøkonomi, til gavn for menneskeheden. Hvor politikere idag direkte blokerer for ny lovende teknologi med kæmpe potentiale, i både ind og udland.
Der findes gode eksempler i historien på, hvordan det kan gå med planøkonomi, når politikere bliver magtfuldkomne og vil kloge sig på ting de ikke forstår.
Og så har vi slet ikke talt om hvorvidt det kan kaldes grøn omstilling, at placere voldsomt areal og ressourcekrævende, nu op til 450 m høj industri i landskab og natur, at bruge store landbrugsarealer på ineffektiv energi industri i en verden hvor der bliver flere munde at mætte og hvor det samtidig kaldes grønt at bruge arealer på biodiversitet. Eller om at man ikke kan sammenligne utilregnelig last med grund og regulerbar last.
Er man faret vild i skoven, og lidt i panik og blinde beslutter sig for at gå med fuld fart mod Vest, blot for at føle man gør noget, kan vejen hjem blive lang, når man efter en dags vandring erfarer, at man skulle være gået mod Øst istedet.
Tilsvarende, ønsker vi at besøge vores nærmeste nabo solsystem, er der en overvejende sandsynlighed for at vi kommer hurtigere frem hvis vi venter 100 år med at sende en raket afsted bygget af bedre teknologi, end hvis vi, blot for at føle vi gør noget, sender en raket med tidens teknologi afsted.