Der er i denne sommer blevet gjort et stort nummer ud af, at havisen omkring Antarktis har den mindste udbredelse for årstiden, siden man begyndte at måle med satellitter for godt 40 år siden. Skrækindjagende billeder som vist på fig. 1 florerer i medierne. Se bare, nu har den globale opvarmning ramt Sydpolen med fuld styrke, det hele vil snart smelte og vi drukner i havstigninger. Som de skriver på British Antarctic Survey (BAS):
Mange klimaforskere vil se perioden siden 2016 som udtryk for at den virkelige Verden endeligt kommer på omgangshøjde med modellerne – klimaet har langt om længe brændt igennem de naturlige forhindringer omkring havisen, forhindringer bestående i det enestående mønster af vinde og cirkulation, som i vid udstrækning isolerer kontinentet.
Nemlig, vi får nu at vide, at klimamodellerne havde ret hele tiden, der var bare lidt forsinkelse omkring Antarktis. Klima-alarmister har grebet situationen med kyshånd og udbasunerer de ”gode” nyheder i alle retninger. Men forskeren på BAS fortsætter:
Vi har dog ikke mange konkrete data til at understøtte dette synspunkt, fordi mekanismerne bag ændringerne er meget uklare. Nogle mener, at det skyldes ændringer i atmosfæren, andre i havet.
Chris Morrison fra The Daily Sceptic har nu kigget på sagen og fremdrager andre aspekter. Han påpeger, at havisen omkring Antarktis var svagt stigende frem til 2014, et fænomen, som klimamodellerne notorisk havde vanskeligheder ved at simulere. Men mere interessant er det, at vi faktisk har satellitdata helt tilbage til 1966. Det Amerikanske Nationale Sne- og Is-Data Center (NSIDC) har analyseret data fra nogle gamle Nimbus-satellitter og resultaterne tyder på, at udbredelsen af havis i vinteren 1966 faktisk var lige så lav, som den er i år.
Tilsyneladende var der et fald i havisens udbredelse i første halvdel af 1900-tallet, hvor bunden blev nået i 1966, hvorefter arealet voksede langsomt, men støt frem til 2014. En sådan udvikling passer jo meget dårligt sammen med de forventede effekter af et jævnt stigende indhold af CO2 i atmosfæren.
Antarktis var også i medierne i juli måned, hvor vi havde ”den varmeste dag i 125.000 år”. En væsentlig faktor her var en forbigående relativt varm periode af omkring en uges varighed over kontinentet. ”Varm” betyder her, at temperaturen var ca. 20 grader celsius højere end normalt, dvs. fra -55 til -35 grader. Stadigvæk temmelig koldt!
Før satellitterne kom til, ville vi aldrig have opdaget sådan en lokal ”varmebølge”, og vi har ingen anelse om hvor tit, den har optrådt i de seneste 125.000 år. Derfor er påstanden om en varmerekord naturligvis det rene nonsens. Men uden bidraget fra Antarktis ville temperaturen på rekorddagen have været ca. 2,5 grader lavere, langt fra noget særligt.
Generelt er det ikke blevet varmere på Antarktis, fig. 2 viser en sammenligning mellem gennemsnitstemperaturerne for hhv. perioderne 1950-1980 og 1984-2014. Bortset fra området omkring den Antarktiske Halvø har der faktisk været tale om et let fald i temperaturen.
Gletsjerne på Antarktis er i store træk stabile, som vi har set. Kun i Vestantarktis rører de på sig, men det hænger jo bl.a. sammen med de vulkanske aktiviteter nede under isen. Den kan vi jo ikke gøre så meget ved.
I overskrifterne i de mere letbenede medier kan man læse om accelereret afsmeltning af indlandsisen, både i Grønland og i Antarktis. Specielt fremhæves året 2019 som ”bevis” på denne påstand. Men som vi har set tidligere, er netop dette år atypisk for Grønlands vedkommende, i de følgende år var tabet af is langt mere beskedent igen. Alligevel ynder medierne (og såmænd også DMI/Polar Portal) at vise skrækindjagende kurver over de akkumulerede istab år for år, og det går jo bare nedad hen over papiret, se fig. 3.
Her glemmer man behændigt at sætte tabene i relation til den samlede mængde is, i hhv. Grønland og Antarktis. Hvis man ændrer på skalaen, så den viser den totale mængde af is, kommer billedet til at se ud som på fig. 4 for Grønlands vedkommende og fig. 5 for Antarktis. Faktum er jo, at det årlige tab i procent af den samlede mængde af is er uhyrligt lille, vi er nede omkring 0,003%, hvilket vel reelt er mindre end den usikkerhed, der vil være på den slags målinger.
Danish
Masochisme:
Undskyld, men “Smelter Antarktis?” kan næsten ikke undgå at give associationer til Hitlers “Brænder Paris?”, som han skrev til sin general i Paris i 1944. Hitler ønskede byen destrueret fremfor overgivelse.
Klimatisterne er så forelskede i tesen om nedsmeltning af Arktis og Antarktis, at det ligner masochisme. Uanset, at netop dét giver vore unge endnu flere frygt-komplekser, som jeg i min barndom havde det med koldkrigens atombomber.
PS:
“Vores vejr” i DR1 TV bidrager daglig til samme. I aften ved udførlige skildringer af et helt lokalt uvejr et sted i Massachusetts, USA. Intet er for småt til at blive gjort stort, verdensomspændende. Frygteligt.
PS:
Noget af det man kan holde øje med, og som alle har mulighed for at afsløre uden iøvrigt at have nogen klima viden, er hvad Søren påpeger her og som også generer mig selv en del, når der manipuleres med grafer og anden visuel grafik.
Man udnytter og misbruger at mennesket er langt bedre til at forstå grafik (visuel kommunikation) end at forstå tal.
Således vil en graf straks sende et klart og let forståeligt visuelt budskab der nemt kan være både sandt og et groft manipuleret budskab på en og samme tid, når sandheden står med småt, og det manipulerede budskab står med stor klar visuel kommunikation, der med forsæt er konstrueret til at skulle misforstå´s.
Hr. og Fru. Danmark har ikke træning i at afkode visuelle grafer, og har måske heller ikke tid til at læse det der står med småt i siden af grafen, bla. fordi de har travl med at tjene penge til energiregningen, og er derfor lette ofre for visuel manipulation som i Sørens eksempel herover.
Derfor, husk at forstå graferne i rette kontekst, og afslører man visuel manipulation, ved man der er tale om grøn religion / politik, og ikke videnskab.
Herdis Preil Damberg, DMI kommunikation, har 7 februar 2023 udgivet “Havisudbredelse i Antarktis”.
Søg på Google “havisudbredelse i Antarktis”
Perioden strækker sig over tidsrummet 1979 – 2023. Der er ikke sket meget. F. eks. september måned, mindste areal 18.110.000 km2, største areal 20.320.000 km2.
Der er mindst 4 forhold det er værd at bide mærke i her, hvis man skal analysere situationen rationelt og realistisk, hvilket man som et minimum bør kunne forvente en regering gør.
1. Måske er det igen, igen, igen falsk alarm eller blot igen, igen, igen ikke alarmerende.
2. Hvis ikke, kan man så gøre noget?
Nej! ikke i Danmark, det er vi for lille et land til. Og det eneste man kunne gøre var at masseproducere den forbudte grundlast, og det vil man ikke.
3. Vil man gøre noget?
På papiret Ja. Mht. Atmosfæren Nej. Her fortsætter man vores biomasse overforbrug, ligesom man fortsætter med at blokere for grøn grundlast, fortsætter med at udbygge VE der er en blindgyde og det meste af tiden er afhængig af backup, og hele tiden er en utilregnelig, og dermed en uegnet energikilde for et moderne industrisamfund.
4. Bør man gøre om noget?.
Hvis kuren er værre end sygdommen, skal man selvfølgelig ikke gøre noget.
Men hvis kuren er masseproduktion af den forbudte grønne grundlast, hvor det ikke koster, men hvor vi bliver rigere af at gøre noget, jamen så giver det alene af den grund god mening at starte et nyt eksport eventyr, så man smeder mens jernet er varmt, og hvor Gen 4 Thorium reaktorer vil gå som varmt brød de næste mange generationer.
Så når Danmark hverken kan eller vil gøre noget, hvorfor så ikke bare skrue lidt ned for den skingre tone?, hvorfor så ikke lukke det grønne hul i statskasse, og hvorfor ikke lade vores ungdom og ældre nyde en god saftig bøf til gavn for statskassen, livskvaliteten og danske landmænd?.
Vi er jo blevet en nation af selvpinere, eller rettere, vores tjenere inde på borgen hygger sig med at pine danskerne.
Statskassen svømmer øjensynligt i penge, penge danskerne i den grad mangler i husholdningsbudgettet, penge der i den grad administreres uforsvarligt og respektløst. Hvor et flertal af danskere ser ud til at acceptere tingenes tilstand.
Er der her tale om et Stockholmsyndrom i national skala?.