Fritz Vahrenholt, tysk klimaforsker, har et interessant indlæg på hjemmesiden Klimanachrichten, der altid er et besøg værd. Der er daglige nyheder om stort og småt inden for klima og energi – vedvarende eller ikke så vedvarende. Vahrenholt har her skrevet om den globale temperaturrekord for juli måned, som målt af UAH og baseret på satellitter.
Fig. 1 viser kurven, hvor man ser, hvordan juli måned når helt op på niveau med 2-3 foregående toppe, og dermed har vi de varmeste temperaturer siden satellitmålingerne påbegyndtes i 1979. Juli 2023 endte således på 0,64 grader celsius over gennemsnittet (for juli måneder) i perioden 1991-2020.
Dr. Roy Spencer, der står bag målingerne udtalte, at ”der sker noget mærkeligt”. Men hvad kan det være?
I januar 2022 eksploderede vulkanen Hunga Tonga ude i Stillehavet. Den befandt sig ca. 150 meter under havoverfladen, og det betød, at resultatet blev noget anderledes end normalt. Vulkanudbrud medfører i reglen, at der kastes store mængder støv og aske op i luften, og det vil køle Jorden ned. Da Mt. Pinatubo eksploderede i 1991, gav det en forbigående global afkøling på ca. en halv grad celsius. Men Hunga Tonga sendte i stedet enorme mængder af vand op i luften, og det med en sådan kraft, at det nåede helt op i stratosfæren, 15-40 km over jordoverfladen. Man har beregnet, at der blev sendt 146 millioner tons vand op, svarende til en forøgelse af stratosfærens vanddampindhold på 10-15%.
Vanddampen vil gradvist fordele sig over hele Jorden, men bliver oppe i stratosfæren i flere år. Vanddampen har en drivhuseffekt, og den vil medføre en stigning i den globale temperatur i løbet af de næste 1-2 år. I de næste 3-5 år skulle temperaturen således være 0,05 grader højere end ellers. Den årlige temperaturstigning de seneste 40 år har været 0,013 grader, så der er tale om et betydeligt bidrag i de nærmeste år.
Hertil kommer den nye El Niño, der begyndte i foråret, og som forbigående kan give en temperaturstigning på 0,3-0,5 grader. Derved når vi frem til, at juni og juli måneders temperaturer kan forklares, uden at det er nødvendigt at inddrage CO2.
Men der er andre faktorer på spil. Der har i de seneste 20 år været en gradvis nedgang i skydækket og dermed et forøget antal solskinstimer, op til 250 pr. år, se fig. 2. Det alene kan forklare den opvarmning, vi har set i den periode. Skyerne køler Jorden, fordi de kaster solens stråler direkte tilbage i verdensrummet. Det er først når solstrålerne rammer jorden eller havet, at de for alvor giver varme. Så mindre skyer – mere varmetilførsel.
Sammenligner man i øvrigt udviklingen i antallet af solskinstimer (her over Europa) med ændringen i temperatur, ses de to kurver at stemme rigtigt godt overens, fig. 3.
Vahrenholt undrer sig over, at skydækket og dets udvikling overhovedet ikke er til diskussion i klimavidenskaben.
Men hvorfor er der blevet færre skyer? Her kan man pege på to årsager. Den ene er vores indsats mod luftforurening med partikler. Dem er der blevet meget færre af, og da de vides at fremme skydannelsen giver nedgangen i antallet mere blå himmel – og mere varme.
Fig. 4 viser, hvordan mængden af partikler i atmosfæren er faldet fra 1996 til 2018.
Den anden årsag er udviklingen i den Atlantiske Multi-årti Svingning (AMO), der har en periode på omkring 70 år. Den har i de seneste 30 år bevæget sig i en retning, der giver mere varme. Udviklingen harmonerer i øvrigt godt med ændringen i antallet af solskinstimer, se fig. 5.
Vahrenholt fortsætter:
Hvilken andel hhv. nedgangen i antallet af partikler og udviklingen i AMO har i nedgangen af skydækket vil vi nok kunne få opklaret i de kommende år. Naturligvis kan også opvarmningseffekten fra CO2 have spillet en rolle i tabet af skydække. Men også i det tilfælde må vi holde fast i, at den væsentligste årsag til de seneste 20 års opvarmning ikke var drivhuseffekten fra CO2. Årsagen er først og fremmest ændringen i skydækket og antallet af solskinstimer. Men hvorfor bliver dette aspekt slet ikke medtaget af klimamodellerne, der ellers præger den politiske debat meget stærkt?
I betragtning af at CO2’s betydning for de seneste 20 års opvarmning klart er et åbent spørgsmål, må man skræmmes ved den stædighed og hensynsløshed, hvormed de europæiske politikere holder fast i deres enegang med en Netto-Nul politik, som vil medføre en ødelæggelse af vores velstand.
Politik defineres i stigende grad som klimapolitik. Derfor bærer klimaforskere et stort ansvar her i Tyskland, hvor de har større politisk indflydelse end i næsten alle lande. I den forbindelse tænker man ikke så meget på, at klimaforskere som følge af mediernes efterspørgsel i virkeligheden har bevæget sig ud på tynd is i rollen som rådgivere til politikerne.
Danish
”Derved når vi frem til, at juni og juli måneders temperaturer kan forklares, uden at det er nødvendigt at inddrage CO2. ”
Det er vildledende at påstå at juni og julis temperaturer kan forklares uden at inddrage CO2. Den globale gennemsnitstemperatur er steget ca. 1 grad celsius siden 1850, hvoraf CO2 menes at står for størstedelen. Det er dog muligvis korrekt, at der ikke havde været en rekord uden Hunga Tonga og den igangværende El Niño.
”Men også i det tilfælde må vi holde fast i, at den væsentligste årsag til de seneste 20 års opvarmning ikke var drivhuseffekten fra CO2. Årsagen er først og fremmest ændringen i skydækket og antallet af solskinstimer.”
Hvis det aftagende skydække skyldes mindre forurening må den logiske konsekvens være at den globale temperatur stiger, fordi den blot er på vej mod mere naturligt høje temperaturer fra dengang menneskeheden ikke forurenede så meget? Det er der vist intet der tyder på! Og hvad er så årsagen de foregående år?
Der er studier der viser at global opvarmning leder til færre skyer og ikke omvendt, som påstået ovenfor.
Det er set før at man plukker en periode ud og kommer med alternative forklaringer der ved første øjekast ser meget plausible ud, men man er nødt til at se hele billedet og fakta er at drivhusgasser forårsaget af menneskelig aktivitet, er den langt mest oplagte kandidat til at forklare hovedparten af global opvarmning de sidste 100 år og ikke et sammensurium af aftagende forurening, ændring i solaktivitet, genopretning siden sidste istid og fiflen med temperaturdata. Ockhams ragekniv er et glimrende princip i denne sammenhæng.
Ockhams ragekniv er nok et lidt for simpelt greb at bruge, når det drejer sig om Jordens klima. Før menneskeheden påbegyndte sine CO2-udledninger, varierede klimaet også meget, og da var det netop sammensuriet af naturlige årsager, der bevirkede ændringerne. Det har Javier Vinos beskrevet meget grundigt i sin bog “Climate of the Past, Present and Future”. CO2 har uden tvivl givet et bidrag til de seneste 50-100 års opvarming, men det er sket parallelt med naturlige faktorer, der trak temperaturen op fra kulden under Den Lille Istid.
Meget interessant og sammenhængende helhedsbetragtning på verdens klimaudfordring.
Det aftagene skydække må i væsentlig grad tilskrives faldet i vindhastigheden, der for gennemsnitsvinden betyder, at den er aftaget med 23,3 % over de sidste fire årtier, svarende til, at vinden har mistet 55 % af sin effekt. Det betyder ca. 12 % fald i fordampningen fra havet, landjorden og vegetationen. Dermed er der mindre fugtighed til skydannelsen og vi ser i Danmark 20 % forøgelse af antallet af solskinstimer. Sammenholdt med faldet i vindhastigheden betyder det, at luften modtager ca. 35 % mere opvarmning fra solen i dagtimerne i forhold til klimanormalen 1961-1990. Besynderligt at heller ikke hr. Fritz Vahrenholt fanger denne markante indvirkning.
Man kan så diskutere, hvor faldet i vindhastigheden stammer fra. Umiddelbart kan man konstatere, at faldet i vindens energiindhold størrelsesmæssigt modsvare den mængde elektrisk energi, der er genereret fra vindkraft. Men her møder man umiddelbart det modargument, at faldet i vindhastigheden hen over vindkraftanlæg straks udlignes af det øvrige vindfelt, som jo også er fremført af Søren Hansen. At dette ikke er tilfældet kan ses af sattellitfotos af havoverfladen omkring offshore vindparker, der tydeligt viser, at det tager meget store afstande, før der ses en restituering af vinden. Vinden og klimaet er jf. DMI påvirket over flere hundrede kilometers afstand, måske op til flere tusinde kilometers afstand. Flere er så kommet med udsagn om, at det er stigningen i CO2-indholdet i atmosfæren, der giver mindre temperaturforskel mellem Arktis og vestenvindsbæltet, og der derfor opstår der en svækkelse af jetstrømmen og som følge deraf vestenvinden. Vestenvinden skulle således være aftaget med i gennemsnit 55 % i den styrke. Men så er der to problemer, dels ville vi med en så svækket vind ikke kunne generere den mængde vindenergi som vi faktisk gør, og dels ville en sådan svækket vind ikke være i stand til at accelerere den energiudnyttede luftmasse op til den vindhastighed den oprindeligt havde, vi ville umiddelbart set havne med en vindhastighed med negativ hastighed. Så forklaringen er naturligvis, at det er vindkraftanlæggene, der forårsager faldet i vindhastigheden og dermed forårsager mindre skydække, forhøjet temperatur, ændring i nedbørsfordelingen, langsom afvikling af vejrsystemerne, med ekstremnedbør til følge, og mindre nedbør i de egne, der ligger fjernt fra havet.
Tak for interessante betragtninger, og nye vinkler på klimadebatten, som jeg ikke er stødt på før. Hvorfra stammer de anførte fakta om udviklingen i vindenergi m.v.?
”Politik defineres i stigende grad som klimapolitik. Derfor bærer klimaforskere et stort ansvar her i Tyskland, hvor de har større politisk indflydelse end i næsten alle lande. I den forbindelse tænker man ikke så meget på, at klimaforskere som følge af mediernes efterspørgsel i virkeligheden har bevæget sig ud på tynd is i rollen som rådgivere til politikerne.”
Ja, politikerne har som flest glemt at der også er noget der hedder økonomisk ansvarlighed, global magtbalance, sundhedsvæsen, skattetryk, ældreområde, uddannelse, visuel forurening osv, osv, osv.
Idag omtales tiltag ofte kun mht. hvor ”grønne” de er, hvor pris i den sammenhæng er en bagatel man ikke behøver at nævne.
Man hører næsten dagligt hvor rigt et land Danmark er, noget der burde klinge disharmonisk i ørerne på alle dem der har overordentligt svært ved finde penge til bare at holde 19 grader i et enkelt rum om vinteren, når regeringen siger det er svært at finde penge til at nå NATO´s 2% regel, når man genindfører høje EL-afgifter, og når Ukraine fortsat skriger efter mere hjælp, man så kan konkludere et rigt land som Danmark så bare ikke ønsker at give, vores rigdom til trods.
Og så er der det med Peter og ulven, hvor vi gennem det ene årti efter det andet har lært at man ikke kan stole på hvad politikere som flest siger, og nu heller ikke på hvad videnskabsfolk siger.
En bekymrende glidebane, hvor flere og flere autoriteter stille og roligt bliver ligegyldige, og hvor man gør klogest i at finde sine nyheder de steder man har mest tiltro til.
Ja, man ligger som man har redt, når man leger med spindoktorer og de grønne.
Allerførst tak til Søren som utrættelig (heldigvis) fremdrager den ene groteske sag frem efter den anden … TAK.
Og når nogle, og dem er der jo vupti mange af, der nævner CO2´s rolle i vejrændringerne, så plejer jeg at sige: at i det øjeblik de kan forklare mig Den Romerske Varmeperiode som jo blev efterfulgt af den Lille Istid ud fra CO2 hypotesen, så lægger jeg mig fladt ned. Men det kan de ikke …!
Angående flere solskinstimer, og dermed færre skyer, så lyder det plausibelt at den mindre parikel forurening vi i dag har i Europa end før, kan spille en vis rolle. Ja, for dels er vi jo blevet bedre til at rense luften, og dels er der jo heller ikke megen forurenende sværindustri tilbage. Hvem husker ikke smoggen i London i gamle dag, en smog som solen jo i hærdigt prøvede at trænge igennem, men forgæves og som derfor efterlod den ellers så livlige by tudsekold?
Er der enighed om at ‘Den lille istid’, Middelaldervarmen osv. var globale fænomener og ikke regionale?
Jeg synes at kunne finde forskningsartikler som peger begge retninger.
Er der konsensus eller noget der ligner om dette?