Energipolitik, Klimarealisme i medierne

Energiomstilling

  • Her er en oversættelse, let forkortet, af en artikel skrevet af Terry Etam fra the Boe Report.

I energi-verdenen får vi hele tiden at vide, at en omlægning af forsyningen er undervejs og hastigheden af forandringerne er svimlende og uden fortilfælde. I et vist omfang er det rigtigt nok, og nye teknologier er under udvikling – og de kan vise sig at være ganske revolutionerende – under forudsætning af, at vi kan indbygge dem i vores systemer på en omkostningsmæssigt fornuftig måde.

Men vi er fanget i skæret fra forlygterne på mediernes overdrivelser om den energiomlægning, mange gerne vil have – vind, sol, batterier og Tesla -, og vi er helt hypnotiserede af synet (pga. vores etniske baggrund og mediernes lemminge-adfærd). Og bag vores ryg er 7 milliarder mennesker i gang med deres eget projekt, der er mange gange større.

Her er en hurtig gennemgang af nogle af de større elementer, som generelt bliver mødt med usikkerhed, fjendskab eller højtråben, og dog udgør de fremtiden.

Det første element er den globale stigning i brugen af flydende naturgas, som det foretrukne brændstof i de kommende årtier. Land efter land underskriver leveringskontrakter, der dækker 20 år eller længere, kontrakter der indebærer store investeringer i installationer i begge ender – terminaler til lastning af gassen ombord på skibe og modtagefaciliteter, hvor gassen kan blive bragt ud til energihungrende nationer. USA forventer at gå fra nul i eksport af flydende gas for ti år siden til et dagligt salg af 850 millioner kubikmeter omkring 2030. Listen af sultne lande er lang, og de er desperate efter at få alt, hvad de kan. 

Hvad udledninger angår, giver det god mening, fordi for de fleste udviklingslandes vedkommende står valget mellem kul, flydende naturgas eller ingenting. Der er intet morsomt ved tilbud om endeløse solcelleparker, når befolkningen ønsker køleskabe og aircondition som et minimum. Men disse lande står over for problemet med politikken fra de vestlige lande, som ikke ønsker at der satses på fossile brændstoffer overhovedet. Hvad kan de gøre?

Og her kommer BRICS ind i billedet, en af de store udviklings-sammenslutninger, der er blevet tvunget i gang.

For 10-15 år siden var der en gruppe lande, Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, der dannede BRICS. Det oprindelige formål var at tiltrække investeringer ved at påpege muligheder, men over tid udviklede det sig til en mere formel organisation, hvor regeringerne mødes regelmæssigt for at udvikle initiativer og politik til gavn for medlemsstaterne.

Man skulle tro, at BRICS var lidt på hælene efter Ruslands invasion af Ukraine, men det synes ikke at være tilfældet. Flere nye lande ønsker nu at blive medlemmer af BRICS. I alt havde 19 lande i april indgivet ansøgninger.

Det tal er nu vokset til 41 lande. Hvor det originale BRICS havde en samlet befolkning på 3,2 milliarder indbyggere, vil de nye ansøgere forøge dette tal med 1,7 milliarder mennesker. Hvis alle bliver medlemmer, vil de være tæt på 5 milliarder mennesker. 

Sammenlign dette tal med ”Vesten”s indbyggertal, der inkl. lande som Japan og Australien stadigvæk ender under en milliard. 

Der er interesse i at blive medlem af BRICS fra en bred kreds af lande, fra Sydamerika, Afrika, Mellemøsten – ja selv Mexico. Nu tales der om evt. at indføre en ny valuta.

Alle disse lande er villige til at gå sammen med Vestens paria, Rusland, fordi der er en mulighed for at forme sin egen fremtid, og I kan vædde på, at energi spiller en væsentlig rolle her. Hvorfor skulle 5 milliarder mennesker tage imod ordrer fra Vesten med hensyn til hvad, der er tilladt og ikke tilladt i forbindelse med udviklingen af energiforsyningen?

Vestens holdning til energi er fuldstændigt bizar, og set fra den anden side af udviklingsmuren må den i bedste fald forekomme besynderlig og som oftest snarere provokerende. Aktivistgrupper fra Europa og USA skubber på for at forhindre bygningen af den østafrikanske olierørledning, mens Canada er i gang med at bygge én, præsident Biden skubber på for flere olieboringer i USA, og europæerne bygger terminaler til flydende naturgas og brænder kul af.

De mest bizarre vestlige energi-narrestreger handler imidlertid om kerneenergien, endnu en brik i energipuslespillet, der ser ud til at ville få en betydelig og hurtig vækst, selvom Vesten slår knuder på sig selv i spørgsmålet om, hvorvidt kernekraft overhovedet er tilladelig eller ej.

I ”Vesten” er kernekraft generelt et beskidt ord. De potentielle ødelæggelser efter et stort atomuheld er brændt ind i hver eneste hjerne. Vi kender alle ordene Three Mile Island, Tjernobyl, Fukushima … ikke som turistmål men som steder med dårlig atom-karma.

Tyskland og Belgien lukkede for nyligt en stribe velfungerende kernekraftværker af en slags ”miljømæssige” årsager, samtidigt med at andre europæiske lande, som f.eks. Holland, skynder sig med at bygge nye værker mindre end 200 km fra, hvor de gamle blev lukket ned. Californien og New York State lukker kernekraftværker og forleden offentliggjorde Ontario i Canada planer om en massiv udbygning af kernekraft.

Ontarios planer er enorme. Man vil udbygge et eksisterende kraftværk med 4,8 gigawatt kernekraft. Hertil kommer 3 af de små modulære reaktorer (SMR) i nærheden, med yderligere 1,2 GW.

Ontario havde ellers en periode med grøn galskab for 15 år siden, hvor man ville overgå til 100% vedvarende, eller noget lignende, og det var en katastrofe. Nu viser provinsen handlekraft med hensyn til at nå klimamålene med rigtig grundlast, pålidelig strømforsyning – lige præcis det, vedvarende energikilder ikke kan. 

Ontario er ikke alene, mange regeringer rundt omkring i Verden fejer kernekraft-nejsigerne til side (hvoraf der ellers er mange, inkl. Greenpeace). Intet er perfekt, men i en verden, der åbenbart er villig til at nå Netto-Nul, eller omkomme i forsøget, er kernekraft helt klart den bedste langsigtede mulighed.

Ontario skubber også på med SMR-teknologien, en meget vigtig udvikling. Hvis disse små reaktorer bliver vidt udbredt, vil markedet være enormt – de er hurtigere og billigere at bygge og lader til at give økonomisk mening i lille skala.

SMR-reaktor på lastbil

USA’s militær går et skridt videre. En base i Alaska tilhørende luftvåbnet vil installere en mikro-reaktor. Her taler vi om en størrelse på 1-20 megawatt. Militæret påpeger, at disse anlæg er så små, at de kan transporteres på lastbil og bruges til energiløsninger forskellige steder, f.eks. afsides samfund eller militærbaser.

Kernekraften er en mærkelig størrelse, der passer ind i billedet på de underligste måder. Kernekraft er den eneste reelle løsning til at opnå nul-udledninger i en skala, der er stor nok til at kunne dække Verdens behov for energi. Og endnu en mærkværdighed: Vesten har slået knuder på sig selv vedr. kernekraft. Den ene lejr ser den som en trussel mod menneskeheden, mens den anden lejr ser den som energiforsyningens redning i en verden, der ønsker lavere udledninger. Et nyligt studie viser, at 57% af de globale banker af betydning åbenlyst nægter at finansiere projekter vedr. kerneenergi.

Det her kan se ud som to adskilte energi-veje, og på nogen måder er de det. Men når man lægger dem sammen, ser man følgende realiteter:

De hurtigt voksende BRICS-lande ønsker at gå deres egen vej, for derved at modarbejde Vestens indflydelse og/eller at få mere at skulle have sagt mht. deres egen udvikling.

Et af nøgleelementerne for meget af Verdens udvikling er stigningen i brugen af flydende naturgas, hvilket finder sted trods de meget magtfulde stemmer i Vesten, der ikke ønsker, at det skal ske.

Herudover ser vi kernekraften i fremgang i forskellige udformninger – store reaktorer (Holland, Ontario) små modulære reaktorer (Ontario) og selv mikro-reaktorer (USA’s forsvar). Denne udvikling af kerneenergien sker under ledsagelse af fjendskab, negativ medieomtale og voldsom lobbyisme fra visse vedvarende interesser, lige præcis det, de samme interesser altid anklager olie- og gasindustrien for at gøre. 

Nuvel, jeg tilhører olie- og gasindustrien og denne udvikling er, for mig, helt uundgåelig. Først vil folk, der sidder med ansvaret for at tingene fungerer, begynde at overtage styringen på globalt niveau. Det vil medføre, at flydende naturgas vil vokse i omfang i de kommende årtier som den hurtigste og letteste måde til at nedbringe udledningerne på (som USA har bevist, de er blevet et af de mest succesfulde lande mht. reduktion i udledningerne, primært pga. skiftet fra kul til gas i elforsyningen).

Dernæst: Fordi energiefterspørgslen ikke stopper med at vokse, vil kernekraften øges i omfang for at producere den pålidelige grundlast, som Verden har behov for i enorme og voksende mængder.

Sammen med denne udvikling vil der formentligt være udvikling mht. brint og batterier og andre nicheteknologier, der kan udfylde de huller, som de store elementer ikke kan gøre. Der er altid en mulighed for, at der vil komme et teknologisk gennembrud i et af disse elementer i energisystemet, men vi kan ikke planlægge efter det. Vi er nødt til at satse på det, vi har, og som vi ved fungerer.

Sådan kommer energiomlægningen uundgåeligt til at se ud.

Så vidt Terry Etam. Her på redaktionen deler vi ikke så meget hans fokus på nedbringelse af CO2-udledningerne, der er ingen klimakrise og intet hastværk. Hovedkilden til elektricitet vil i mange år endnu være kul.

Men på længere sigt er det givetvis en kombination af kernekraft (inkl. fusion?) og naturgas, der vil sikre vores energiforsyning. Brint og batterier bliver nok mere et kuriosum frem for en teknologi med nogen større betydning.

Del på de sociale medier

7 Comments

  1. Når vi nu ikke kan finde ud af at bygge et sygehus på fastlandet, eller ret meget andet til pris og specifikationer.

    Er der så nogen der har et bud på hvordan det vil gå med vores energiomstilling og skattekroner, når man forsøger sig med en energiø, langt ude i Nordsøen?

    https://www.berlingske.dk/samfund/det-er-i-forvejen-seks-aar-forsinket-og-nu-rives-det-ned-igen-derfor-var

    https://www.zetland.dk/historie/s8D3lLNk-a8l4v9jA-37920

  2. Her en underholdende video om CCS og de grønne købmænd, der kan nydes til formiddagskaffen.
    Der er vel ikke noget at sige til hvis nogen synes CCS er en god ide…for deres virksomhed.

    https://youtu.be/MSZgoFyuHC8

  3. Nu er overskriften “Energiomstilling”, hvor CCS i min optik måske er noget af det vildeste i det grønne freakshow. Derfor tillader jeg mig at regne lidt videre på CCS.

    Og jeg kan ikke lade være med at regne på, hvad man ellers kunne have fået for denne engangsfornøjelse, hvis man nu havde været revisor for den grønne kirke, troende, og med kritiske briller skulle gå CO2 regnskaberne igennem for at se, hvor der er noget at hente.

    For sølle 37 mia. DKK kan man lagre ca. 10 mio ton CO2 over en 5 årig periode i henhold til linket herunder, hvor verdenssamfundet så efterfølgende vil være godt 2 – 2,5 timer om at sende den samme mængde CO2 tilbage til atmosfæren med de nuværende udledninger, der bare stiger og stiger.

    https://klimarealisme.dk/2023/07/17/giftdepot-i-stenlille/

    Festen er kort, 37 mia. DKK til CCS rækker kun til godt et par timers party (en fest til små 2000 DKK i timen for hver dansker, så husk at fest igennem ;-)), og endnu kortere i takt med at de globale årlige CO2 udledninger stiger, såfremt man blot ønsker at holde CO2 koncentrationen på det nuværende niveau.

    Havde man i stedet brugt pengene på den forbudte grundlast, kunne man vel ca. få 1GW grøn grundlast for 37 mia. DKK. Hvilket i henhold til regnestykket i linket herover, med en reaktor-levetid inkl. forlængelse på 80 år, ville spare udledning af 700 mio. ton CO2 (mod 10 mio. ton ved CCS for de samme penge).

    Som en sidegevinst, for hvem det måtte betyde noget, vil man i modsætning til CCS, hvor man kun får jordskælv og CO2-bomber for sine penge, få noget brugbart for sine penge hvis de i stedet investeres i grøn grundlast.

    Man ville få værdifuld stabilisering af nettet grundet de tunge roterende masser i et kraftværk.
    Man ville spare dyr VE-infrastruktur, herunder backup.
    Man ville få forsyningssikkerhed.
    Man ville få hele 700.000 GWh stabiliserende grøn EL, hvor denne grønne EL i CCS valuta ville have en værdi på sølle 2590 milliarder DKK minus de i den sammenhæng ubetydelige driftsudgifter til værket.

    Ja, kan godt forstå fristelsen er stor for Lars Aagaard og Co., vælger de CCS får de for 37 mia. DKK spændende jordskælv og maskuline CO2-bomber.

    Og vælger de den forbudte energikilde, får de ca. 2500 mia DKK retur (i CCS valuta), 700 mio ton sparet CO2 mod 10 ved CCS, + forsyningssikkerhed og meget mere.

    Måske de kloge hoveder inde på borgen skulle have deres skolepenge tilbage?

    Nååå ja, glemte at det haster, vi har jo et forpligtigende 2030 mål, vi skal nå, som Lars og Co. af deres spindoktor er instrueret i at gentage igen og igen og igen og igen.

    Men hov, var der ikke noget med at det kan tage flere hundrede år at tilbagebetale CO2-gælden fra de biomasse- / gavntræ-afbrændinger der står for 2/3 af Danmarks VE, altså langt længere tid end de 80 år, den forbudte grundlast vil være om at spare 70 gange så meget CO2 som CCS løsningen?…Nåå ja, EU har jo blåstemplet Danmarks biomasse-overforbrug, så vi har lov til at se bort fra realiteterne, og kravle tilbage til det parallelunivers, danske politikere lever i.

    Ja, sådan er der så meget, man ikke forstår.

    PS. Glemte, dagens gode nyhed må så være at vi absolut ingen kriser har i Danmark, heller ikke nogen klimakrise, for hvis vi havde haft nogen kriser, havde ansvarlige politikere (med en flot PhD) naturligvis brugt pengene der, fremfor blot at brænde dem af på en CO2-fest, der kun varer et par timer, hvorefter de mange jordskælvs-tømmermænd og CO2-bomber melder sig…for CO2´en er der jo stadig.

  4. Derudover, når man snakker astronomiske tal er flertallet af danskere stået af lige der, hvorfor det måske hjælper hvis man fra tid til anden forklarer hvor hårdt den grønne hammer rammer den lille mand.

    37 mia. DKK svarer til godt 6 tusinde kroner pr. dansker, ca. 25.000 dkk for en familie på 4

    Og det er kun starten, hvor man må forvente der fremover kommer en endeløs række af nye CCS girokort.

    Og CCS girokortet er kun et enkelt ud af en endeløs række af girokort til andre tåbelige grønne projekter.

    Personligt synes jeg det er forargeligt, når vi har en ægte krise i f.eks. ældreplejen og i Ukraine hvor unge mennesker sætter livet på spil ved hele den vestlige verdens frontlinje, at man prioriterer 37 mia DKK til at skabe nye naturkatastrofer som jordskælv og CO2 bomber, før man prioriterer pengene til ældreplejen, våbenhjælp til Ukraine, det danske militær eller blot til danskerne, så vi kan betale næste vinters grønne gigant energiregninger.

    25.000 gode DKK fra hver familie på 4 pumpet direkte ned i den danske undergrund, uden at vi får noget som helst retur, udover nye problemer. Alle disse penge er Lars Aagaard og co. villige til at ofre blot så de kan pudse deres grønne glorie nede i EU, og kalde sig for lederne af et foregangsland.

    Nøj hvor burde de have røde ører, og ganske utroligt at den almindelige dansker accepterer dette freakshow, for det er jo præcis dem der stemmer på Lars Aagaard og co. der rammes relativt hårdest.

  5. Peter Krogsten

    Ganske interessant. At 56% af verdens banker ikke vil finansiere a-kraft projekter, falder jo fint i tråd med at Verdensbanken nu vil tage landets LGBTQ+ politik med i overvejelserne, før man bevilger lån.

    • Ja, og i Danmark er det også forbudt for privat kapital at investere i den forbudte grønne grundlast.
      Selv på markedsvilkår er det ikke tilladt fra dansk jord at sælge stabiliserende grøn grundlast til nettet.
      Vores VE monopol på grøn energi solgt fra Dansk jord er således totalt, og enhver ved i hvilken retning priserne fra produkter der har monopol normalt går.

      Der findes måske en liste over hvilke banker der er for / imod kernekraft, så man ligesom man nu har mulighed for at skifte til et kernekraft-pro EL-selskab, også kan skifte til en kernekraft-pro bank, pensionsselskab m.m., og på den måde stemme med fødderne.

  6. Rigtig god artikel. Tak for oversættelse Søren

    Der er nemlig brug for at få sat galskaben lidt i perspektiv, et perspektiv man ikke mindst mangler i Danmark og EU. Hvor alle de ”kloge” hoveder ikke har forstået selv de mest indlysende og let forståelige sammenhænge et flertal af almindelige danskere nu har forstået.

    https://www.information.dk/debat/2022/09/historisk-dansk-ja-atomkraft-skabt-momentum-politisk-handling

    Imens alene Kina (blot et enkelt (stort) land ud af snart mange BRICS lande) planlægger flere hundrede nye kulkraftværker,

    https://borsen.dk/nyheder/udland/kinas-sorte-side-investerer-massivt-i-kulkraft

    er man i Danmark så naiv at man mener man er et grønt foregangsland, noget regeringens for andres penge (vores penge) er stolt af, når man brænder hele 37 mia. DKK af på CCS, for at gemme et par mio tons CO2, holdt op imod verdens samlede CO2 udledninger der snart passerer 40 milliarder tons årligt.

    https://www.statista.com/statistics/276629/global-co2-emissions/

    CCS hvor man absolut intet godt får i retur, man får ikke energi retur (man bruger energi), man får ikke forsyningssikkerhed, man får ingenting udover måske lidt jordskælv, tikkende CO2 bomber og huspriser der lokalt styrtdykker med tilhørende stavnsbånd til de uheldige, hvis et jordskælv da ikke forinden har fået ram på husene, hvor ”naturkatastrofer” måske ikke engang dækkes af forsikringen, og da slet ikke af Lars Aagaard.

    https://politiken.dk/klima/art9246430/Danmark-satser-37-milliarder-p%C3%A5-at-lagre-CO2-dybt-under-havbunden-%E2%80%93-men-ingen-har-endnu-f%C3%A5et-det-til-at-virke

    Så når Lars Aagaard i deadline, der i øvrigt på intet tidspunkt kom ind på det økonomisk uansvarlige ved vores ”grønne omstilling”, men alene handlede om CO2, var stolt over at brænde 37 mia. DKK af vores (ikke hans egne) surt tjente kroner af på CCS projekter, hvor han lige så godt kunne have hældt benzin over en meget stor bunke 1000 kronesedler. Ja så siger det lidt om hvor afsporet Vesten, EU og især Danmark er blevet.

    Hvis Lars blot havde tændt ild til 37 mia DKK, havde vi da idet mindste sluppet for potentielle CO2 bomber og jordskælv m.m….men nej, vi skal have hele den grønne pakke, inkl. jordskælv, CO2 bomber, visuel forurening (selv i UNESCO områder), stavnsbinding af lokalbefolkninger, ødelagt nærmiljø, ødelagt natur, ødelagte landskaber, mistede gigant arealer, ødelagt økonomi, ødelagt forsyningssikkerhed, ødelagt ungdom, klima psykologer og al den øvrige destruktion der følger med det selvpineri de på borgen kalder grønt.

    https://www.dr.dk/drtv/episode/deadline_-er-danmark-stadig-et-groent-foregangsland_400250

    Vesten vågner måske ikke op før BRICS landene overtager planeten, og vi nok får helt andre ting at tænke på, end at bruge vores sparepenge på at oprette giftdepoter ved Stenlille.

    https://klimarealisme.dk/2023/07/17/giftdepot-i-stenlille/

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*