Vindkraft i vanskeligheder

Det er ikke længe siden, at vi omtalte problemerne med udbygningen af havvind i Storbritannien. Her havde en stribe virksomheder vundet kontrakter på leverance af strøm fra havvind til faste priser i de næste 15 år. Princippet er det såkaldte Contract for Difference, hvor markedsprisen sættes ud af drift. Er markedsprisen lavere end kontraktens tal, får vindmølleejeren udbetalt difference af staten, mens ved en højere markedspris skal det overskydende beløb indbetales til staten. Vi beskrev, hvordan flere af aktørerne havde fået kolde fødder, fordi priserne på nye møller og dermed investeringsbeløbene var steget voldsomt, og så ville projekterne blive urentable.

Nu har én af aktørerne, svenske Vattenfall, kastet håndklædet i ringen og meddelt, at de aflyser de planlagte havvindmøller. Konkret drejer det sig om parken Norfolk Boreas, hvor der skulle være opstillet 1,4 gigawatt vindmøller. Vattenfall har flere projekter, og vil ”overveje” de øvrige. Situationen er ved at udvikle sig til en alvorlig bet for den britiske regering, der har satset på en firedobling af havvindkapaciteten inden 2030. Løsningen bliver herefter at importere meget mere fossilt brændstof (primært naturgas) til de tilbageværende kraftværker.  

Det er et tilbageslag for drømmen om billig elektricitet fra vindmøllerne. I årevis har megen energiplanlægning været baseret på myten om de faldende priser på sol og vind. Således kunne vi i Aalborg-forskernes nye rapport om kernekraft læse, at strøm fra havvind, der p.t. koster omkring 50 EUR/MWh (37 øre/kWh) i 2050 ville være nede på 30 EUR/MWh. Netop de tal er en væsentlig del af argumentationen mod kernekraften.  

Vattenfall havde vundet kontrakten på Boreas med en pris på 45 EUR/MWh. Den viser sig så nu slet ikke at være nok.

Der er udført flere analyser af omkostningerne ved etablering af havvind, og i deres resultater finder man ikke nogen nedgang i prisen på den producerede el., hverken i de foregående år eller forventet i fremtiden. Tværtimod er der noget, der tyder på, at hele markedet har bevæget sig ind i helt urealistiske økonomiske landskaber. Der har været en tilstand af eufori omkring vindkraften, og den har bevirket, at man har set bort fra realiteterne i vidt omfang. Regeringerne har hjulpet til ved at give statsstøtte på den ene eller anden måde. Ørsted har således netop fået et skattefradrag i forbindelse med en vindmøllepark ud for New Jerseys kyst, på ikke mindre end en milliard dollars. Det var noget, den demokratiske guvernør bare lovede.

Fortalerne for vindkraften peger ofte på LCOE-beregningerne: ”Udjævnede omkostninger til energien”. Men også her er de bebudede fald mere et udslag af ønsketænkning end de faktiske realiteter. Det har GWPF kigger nærmere på i en rapport. Fig. 1 viser LCOE, som den har udviklet sig i Storbritannien siden 2002. Der er en del udsving, men de hænger bl.a. sammen med placeringen af parkerne. På lavt vand nær kysterne er det billigere, hvorimod priserne stiger længere ude på havet på dybere vand.

Men man ser ædrueligt, at den reelle LCOE ligger mellem 100 og 150 £/MWh (svarende til 116-175 EUR/MWh). De blå prikker er for konkrete projekter, mens det grønne område er de drømmeagtige fremtidsforudsigelser.

Fig. 2 giver et tilsvarende billede af LCOE for havvinden. Her er de brune prikker realiserede tal, mens alle forudsigelserne er linjer i forskellige farver. Igen ser man, at forudsigelserne, mildt sagt, ikke forekommer ret realistiske.

Også prisen på solcelleanlæg er stigende, igen pga. øgede materialeudgifter. Da panelerne jo stort set alle sammen fremstilles i Kina, afhænger deres pris mere af politiske beslutninger end faktiske omkostninger. Men med den nuværende monopolsituation er der ingen grund til, at kineserne skulle fortsætte med at forære deres paneler væk til under kostpris.

En kraftig udbygning med sol og vind fører generelt ikke til lavere elpriser. Det er erfaringen fra mange lande, heriblandt Storbritannien og Tyskland. Måske leveres den enkelte kWh en smule billigere, især fra landvind og solceller, men hele problemet med at kompensere for ustabile og manglende leverancer fra sol og vind ender med en fordyret gennemsnitspris. Fig. 3 viser et eksempel fra delstaten Virginia i USA, hvor man ser de forventede ændringer i den enkelte husstands eludgifter i de kommende år. Årsagen er bl.a. en planlagt kraftig udvikling i havvinden, hvor prisen pr. MWh er anslået til 154 US$, når man medregner forbindelseskablerne og alle øvrige nødvendige installationer.

Men hvad så med Danmark og Tyskland, hvor man ikke bruger Contract for Difference – modellen (mere), men derimod lader projektselskaberne komme med bud på en indbetaling til staten for rettighederne til at opstille vindmølleparkerne? Her er netop afholdt en større udbudsrunde i Tyskland (i alt ca. 7 gigawatt) og resultatet er tankevækkende:

Det er kolossale beløb, der næsten vil fordoble investeringen, der anslås at være 2 – 2,5 milliarder EUR pr. gigawatt installeret. Alt andet lige vil det betyde, at strømkunderne skal betale op i mod det dobbelte for deres strøm. Den tyske regering har så planer om at tilbageføre mange af pengene til kunderne, hvilket gør hele situationen noget grotesk.

Men hvad tænker udbyderne på? De vil jo kun få pengene hjem igen, hvis strømpriserne bliver markant højere, end de er i dag, eller på niveau med nogle af de dårlige dage i 2022. Man kan regne ud at prisen på elmarkedet skal op på 70-80 EUR/MWh (55 øre/kWh før net-tariffer, afgifter m.v.), før der tjenes den første krone.  Hvordan kan en investor spille hasard på den måde?

Det forstår man måske bedre, når man ser, at det drejer sig om to gigantiske olieselskaber. Med deres bud har de udkonkurreret alle de mere professionelle udbydere af vindkraft. Men hvorfor? Her må man gøre sig klart, at for BP og Total er det her småpenge. Skulle investeringerne gå hen og blive urentable, så er det ikke nogen katastrofe. Og samtidigt får selskaberne tilkøbt sig noget goodwill i grønne kredse, blandt politikere og medier.

Men alt det gør jo ikke havvinden mere rentabel. Hele historien om, at den er – og bliver – så billig, at det af sig selv vil drive den grønne omstilling, er efterhånden så vingeskudt, at den ikke mere kan bruges som argument i energidebatten. Tilbage står så, om politikerne vil begynde at kaste endnu flere penge i deres totalt umulige forsøg på at ”redde” klimaet, eller om fornuften endeligt vil gøre sit indtog. Vi får se.