Debatindlæg, Klimapolitik

Klimaeliten ude af trit

Klima-eliten er ude af trit med befolkningen. Det viser to helt friske undersøgelser af danskernes holdning til klima. Den ene undersøgelse er omtalt i Børsen. Til Børsen fortæller to store virksomheder, at danskerne ikke vil betale prisen for CO2-besparelser. Det er resultatet af en markedsanalyse.

Det fremgår også af artiklen i Børsen, at danskerne tænker mere på sundhed, kvalitet, økologi og ikke mindst pris, når de fylder indkøbskurven med madvarer. Undersøgelsens resultat har overrasket virksomhederne.

Den anden undersøgelse er en stor vælgerundersøgelse gennemført af Aalborg Universitet ved professor Jørgen Goul Andersen. Den viser, at mediernes klimaomtale ikke afspejler danskernes holdning. Undersøgelsens konklusion er offentliggjort af Aalborg Universitet. Aalborg Universitet fortæller i pressemeddelelsen, at vælgerne er blevet mindre grønne.

Klima-eliten i elfenbenstårnet

Det er vist kun Jesper Theilgaard, som mener, at klima får alt for lidt omtale i medierne. Jeg tror, at danskerne føler, at medierne stopfodrer dem med klima. I de sidste par dage har medierne været fyldt med overdrivelser om det varme vejr i Sydeuropa. Det kan ikke være nogen nyhed, at det hver sommer er varmt i Sydeuropa, og at der optræder skovbrande. Det ved danskerne og stejler over mediernes reportager.

Det er kun medier og politikere, som er ramt af klimahysteri. Danskerne generelt er langt mere fornuftige. Danmarks udledning af CO2 er ubetydelig og på vej ned. De store fortsatte udledninger kommer fra de nye industrilande i Fjernøsten.

Børn og unge derimod er mere følsomme. De får klimaangst, og nogle tør ikke engang sætte børn i verden. Børn og unge i Danmark har det dårligere end tidligere. Jeg tror, at politikeres og mediers klimahysteri er en af årsagerne.

På længere sigt kommer politikerne til at rette sig efter danskerne. Indtil da har de nået at spilde milliarder på grøn omstilling. Det er en regning, som fremtidige generationer af danskere hænger på.

Et godt eksempel er politikernes fantasier om energiøer. Indtil videre er den i Nordsøen sat på pause. Den ville koste de danske skatteydere 50 milliarder, så der er trods alt grænser for tåbelighederne. Derimod går politikerne videre med energiø Bornholm. Den vil koste danske skatteydere over 30 milliarder. Når regningen kommer, vil danskerne gøre oprør. Regningen vil i øvrigt højst sandsynligvis være meget større end 30 milliarder. Sådan plejer det at være.

Pengene til de mange projekter kommer blandt andet fra en ny CO2-afgift. Erhvervsorganisationerne støtter en ensartet CO2-afgift. Det er fordi afgiften bliver væltet over på køberne. Staten bruger indkomne penge på at købe grønne løsninger, som erhvervslivet kan tjene penge på.

Erhvervsorganisationerne tænker ikke på, at indførelsen af en CO2-afgift vil medføre et bureaukratisk helvede, som især vil gå ud over små erhvervsdrivende. Indførelsen af en CO2-afgift vil vende den tunge ende nedad.

Der er imidlertid også kritiske røster til en CO2-afgift. Virksomhederne frygter, at man vil sende arbejdspladser ud af landet uden, at det hjælper klimaet.

Berlingske rejser et andet problem. Berlingske skriver: ”Tusindvis af danske virksomheder har produktion i udlandet og slipper dermed for regeringens foreslåede CO2-afgift. En af de virksomheder er Bestseller, hvis leverandørkæde udleder samme mængde CO2 som den største udleder på dansk jord, cementfabrikken Aalborg Portland.” Indførelse af en CO2-afgift vil gøre alle danskere fattigere. Nogle vil miste deres arbejde. Danske produktionsvirksomheder vil møde en unfair konkurrence fra udenlandsk producerede varer. Endelig vil erhvervsvirksomheder og specielt små virksomheder blive udsat for et bureaukrati i forbindelse med en CO2-afgift.

Del på de sociale medier

11 Comments

  1. Per Bjerring-Jensen

    Det er faktisk en meget velfunderet analyse Goul Andersen har lavet. Min vurdering af situationen er at de penge danskerne (læs: den danske stat) sætter over styr i “klima-krisens” navn, skulle man i stedet bruge på lokale hospitaler. Det vil sikkert få nogle politikere til at dåne; men befolkningen vil få et bedre liv og kort distance til behandling.
    Jeg er helt enig i bedømmelsen af politikere og medier og jeg er stadigvæk af den mening at ‘klima-krisen’ er skabt af IPCC. Det kan godt være at den formel man regner udslip på er matematisk korrekt; undskyld mig, det kan ikke være rigtig at fly-pasagerer udleder flere tons CO2 på en rejse fra København til Rom.

    Findes der overhovedet nogen, der kan vise mig fysisk hvordan et ton CO2 ser ud?

    Eller er det bare ‘Kejserens Nye Klæder’ om igen?

    Til de kommende generationer skal der kun lyde et råd: Lad være med at lytte til nyhederne, dan jeres egen mening om vejret og skip at lytte til Danmarks Radio og TV2. Begge kanaler er fulde af løgn og forvridninger om vores kære planet og tror at de har den endegyldige viden om alting.

    Jeg synes endvidere at DI og andre arbejdsgiver organisationer skulle starte med at indgå samarbejde med udenlandske organisationer for at flytte transport erhvervet og industrien ud af landet. Når dette er gjort, skulle landbrugsrådet søge om statstilskud til at nedlægge landbruget og plante træer på hele landbrugsarealet i Danmark.
    På den måde får de det som de gerne vil, nemlig at samfundet og vores generation dør ud og efterlader et dejligt land uden indtægter af nogen art. Det er endnu ikke gået op for politikerne at uden eksport, ingen indtægter.

  2. Dines Jessen Petersen

    Jeg synes pressen er en part i klimadebatten.
    Når der kommer en melding fra en eller anden NGO om f.eks. isbjørnes snarlige uddøen, refereres det vidt og bredt.
    Når så Bjørn Lomborg kommer med en korrektion, i 1960 var der 5.000 isbjørne, i dag er der 25.000, så omtales det ikke.
    Objektiviteten i pressen er ikke-eksisterende. Og kritik skal forbi pressen, men da de jo i egen selvforståelse er ufejlbarlige og ikke er modtagelige for kritik, er vejen stenet.

  3. Allan G Larsen

    Jeg har lige set foredraget om “klimakrisen” med Johannes Kruger, dette burde sendes på samtlige TV stationer som en modvægt til det sædvanlige CO2, pladder, som vi normalt fodres med.

  4. Poul Fleischer

    “Når regningen kommer, vil danskerne gøre oprør”. Mon dog. Men det ville da være forfriskende hvis det skete.

  5. JENS JAKOB KJÆR

    Der har siden oldtiden været dommedagsprofeter og kvaksalvere. Men i gamle dage var man klogere for man genkendte dem straks og rullede dem i tjære og fjer. Problemet i dag er, at befolkningen er blevet for lette at narre. Det skyldes blandt andet at vores medier er statsstyrede. Medierne bringer ikke nyheder, men ensrettet politisk propaganda.

  6. Marie Bloch

    God indfaldsvinkel til at se på klimaet fra den ikke opreklamerede side
    og ikke en agenda i FN-mafiaens IPCC regi.

    https://www.youtube.com/watch?v=04P5Lui12Iw&t=384s

  7. Allan G Larsen

    Jeg ved ikke om venstrefløjen er klar over det——-?, men i virkeligheden går de storkapitalistiske virksomheder som Vestas og solcellefabrikanternes ærinde. Det er faktisk dette som er tilfældet.
    Det er bare sådan en tanke jeg gør mig i al beskedenhed. Tænk lidt over det.

  8. Hans Henrik Hansen

    “I de sidste par dage har medierne været fyldt med overdrivelser om det varme vejr i Sydeuropa”

    – ja, mon ikke? Først på dagen brugte DR P1 en stor del af sendetiden på ‘voxpop’ med danske turister i Sydeuropa!:
    Det nytter jo næppe meget at ringe til en halvfrysende, vindomsust sommerhusbeboer på Danmarks vestkyst, og så må man jo ‘gå sydpå’!
    Desværre (for DR og Jesper Theilgaard med proselytter) virkede de interviewede ikke helt så opskræmte, som studieværten sikkert havde forventet(/håbet?)! 🙂

  9. I øjeblikket ser vi, at klimaet ændrer sig. Man bliver helt svedig ved at høre om al den varme. Som regel bliver ordet “klimaændringer” i medierne forsynet med udsagnsordet “menneskeskabte”. Der er altså tale om “menneskeskabte klimaændringer”. Det kan skabe det indtryk, at hvis mennesket stadig levede i jordhuler og ernærede sig samlere og jægere, så ville der ikke være klimaændringer, som dem vi ser nu. Der er der historisk ikke nogen som helst dokumentation for.

  10. Journalister har altid levet af at sælge nyheder, camoufleret som katastrofer.

    Det nye er, at vi nu har en hel generation af (især kvindelige og røde) politikere, der også lever af at sælge varm luft, camoufleret som katastrofer.
    Aukens proselytter trækker stadig lange spor.
    Men gudskelov opvokser der en ny generation, der ikke så let vildledes.

  11. Mikael Thau

    Vi må atter engang citere Abraham Lincoln:
    “You can fool all the people some of the time, and some of the people all the time, but you cannot fool all the people all the time.”

    Menneskets psyke kan heller ikke håndtere en konstant og langvarig alarmering om en fare, der ikke er umiddelbart forestående for den enkelte og hvis konsekvenser er svære at få et overblik over. Jeg er ikke psykolog, men jeg tror at i længden vil de fleste udvikle en eller anden form for apati overfor de stadigt og mere intense dommedagsprofetier.

    Danskerne bakker selvfølgelig op om vindkraft og solenergi, men danskerne ved jo også at verden er stor og implementeringen af den grønne omstilling i lande uden for vesten vil tage lang tid. Derfor giver det ikke meget mening når klimaforskere taler om “tipping points” i nær fremtid, som får det hele til at gå grassat. Danskerne ved jo godt at det ikke kan lade sig gøre at vende hele udviklingen i alle verdens lande på kort tid.

    Få udvikler måske panisk angst for samfundets sammenbrud og de enorme flygtningestrømme, som vil blive resultatet af et klimakollaps. Men de fleste vil nok søge at beskytte deres psyke ved at skyde scenariet fra sig og så forsøge at leve så klimakorrekt som muligt i en normal dansk kontekst.

    Er det egentligt ikke det, vi ser ske?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*