Pizzaer kan redde klimaet

I disse år er myndighederne i den vestlige Verden ved at falde over hinanden i forsøgene på at opfinde og gennemføre nye tiltag, der skal hjælpe på miljøet og ”redde” klimaet. Typisk er der tale om ideer, der vil genere en masse mennesker, indskrænke deres muligheder og ikke have den mindste gavn for hverken miljøet eller klimaet.

New York Post beskriver i en artikel bystyrets nyeste påhit, der går ud på at begrænse brugen af pizzaovne fyret med træ eller trækul. De udgør en ”uacceptabel belastning” af klimaet. Fremover skal deres CO₂-udslip reduceres med 75%, hvilket måske er muligt med de nyeste modeller, men alle de øvrige skal have installeret en slags filtre, hvilket dels er en voldsom udgift, dels vil ændre på ovnens temperaturfordeling til skade for pizzaerne. I realiteten vil de nye regler betyde et stop for brugen af pizzaovne fyret med træ eller trækul.

Og hvor stort er problemet så? Studier af ovne til madlavning, der fyrer med brænde, har påvist et udslip på op til 15,6 gram CO₂ pr. time eller 374 gram pr. dag. Det lyder ikke af så meget, og New York Post sammenligner det da også med USA’s klimarepræsentant, John Kerrys udledninger i forbindelse med hans rejser med privatfly. I 2021 udledte Kerrys fly således ikke mindre end 116 tons CO₂. Hvis vores pizzaovn skal nå op på det tal, skal den køre hver dag, døgnet rundt, i 849 år.

William Happer, kendt her på siden, udtaler i den anledning, at der måske slet ikke vil ske noget fald i udledningerne i forbindelse med pizzabagning. Det er jo givet, at bagerne bliver nødt til at skifte til elektriske ovne, og meget af New Yorks strømforsyning er stadigvæk baseret på kul- eller gaskraft. Der er jo et betydeligt tab af energi ved fremstilling af el fra fossile brændstoffer, så den ekstra elektricitet, der skal bruges til pizza-fremstilling, vil formentligt give anledning til et større udslip af CO₂, end der kom fra træet eller trækullene.  

Nu vi er i den meningsløse boldgade, så kunne man jo også nævne et udspil (blandt mange) fra Joe Bidens regering. Denne gang handler det om opvaskemaskiner, hvor der skal stilles nye miljø- og klimakrav. Fremover skal maskinerne bruge 34% mindre vand og 27% mindre strøm. For små modeller er kravene hhv. 11 og 22%.

Den amerikanske regering har store forventninger til klimaeffekten. Således skulle de nye regler spare forbrugerne 3 milliarder dollars på elregningen i løbet af de næste 30 år og udledningerne af CO₂ skulle blive nedsat med 12,5 millioner tons. Endeligt skulle det også lede til en besparelse på en milliard tons vand.

Det er der så nogen, der har regnet nærmere på. 3 milliarder dollars lyder af meget, men det er det jo ikke. Hvis det er over 30 år, så svarer det til 100 millioner dollars om året. Der er 123 millioner husstande i USA, så besparelsen er mindre end en dollar pr. husstand. Tilsvarende er reduktionen i CO₂-udledningen ikke imponerende. 12,5 millioner tons på 30 år giver godt 400.000 tons/år. I 2021 udledte USA 6,34 milliarder tons CO₂, og tallet for hele Verden var 37 milliarder tons. Så opvaskemaskinerne vil reducere den amerikanske udledning med 0,0066%, og Verdens udledninger med 0,0012%. Men vent, var det ikke meningen, at hele elektricitetsforsyningen skulle være CO₂-fri om ti år? I så fald bidrager opvaskemaskinerne jo slet ikke med noget som helst.

Man kan jo regne lidt videre på tilfældet. Hvis vi fordeler CO₂-besparelsen ud over de 123 mio. husstande, så bliver den på 3,25 kg. CO₂ pr husstand pr. år. Hvis de nye maskiner bare er f.eks. 200 kr. eller 30 dollars dyrere end de gamle, og maskinerne har en levetid på 10 år, så betaler vi 3 dollars for at nedbringe CO₂-udslippet med de 3,25 kg. Det svarer til knap 1000 dollars pr. ton eller godt 6000 danske kroner. Selv ikke de mest vanvittige planer for CO₂-opsamling og -deponering har budgetteret med noget i nærheden af dette beløb.

Men igen ser det hele så godt ud på papiret – når man nu gerne vil forhindre ”klimakrisen”.